Forrige 1980

1981: Vi laver et nummer til lejligheden

/media/5568/plakat1981c.jpg
"Der var jo lidt frygt i byen for hvad det her festival ville føre med sig - så i starten tog alle vasketøjet ind. Da vi kom tilbage fra skoven og gik i Løvbjerg, ku vi se hvordan hylderne var totalt tomme, nærmest som i et Østeuropæisk supermarked. Alt hvad man kunne lave mad af i et telt, det var totalt ryddet. Efterhånden tog de dristigste masser af gummistøvler og paraplyer hjem – og hvis det ikke regnede så var det festivalens skyld. Og det gamle tøj blev sat udenfor butikken - man skulle jo ikke have stjålet de bedste varer. Men handelsstandsforeningen ku jo godt se at sådan en festival gav omsætning i byen, så det var noget helt andet at være arrangør efter det var begyndt at køre…"
Til Gnags koncerten i februar ´81 lånte man ØLA...

... en stor hal der normalt blev brugt til at holde auktion over levende grise, høns og køer. I begyndelsen var landmændene bag ØLA ikke specielt begejstrede for ideen om en rockkoncert i deres lokaler - men da festivalforeningen lovede både at muge ud og give en kasse øl for besværet, endte de med at sige ja. Der lugtede stadig af gris da Gnags ankom med deres udstyr - og en af bandets musikere har fortalt, at hver gang Gnags siden passerede et vejskilt der viste mod Skanderborg, så holdt alle sig automatisk for næsen. Undervejs fik man problemer med brandmyndighederne, der forlangte at scenen skulle flyttes og stå på skrå i lokalet. Havde man holdt sig til det ville Peter A.G. aftenen igennem have stået med bøjet hovede - men aldrig så snart brandmanden var ude af døren, gik 40 mand i gang med at flytte scenen tilbage i rummet, hvor der var højt til loftet og plads til både anlæg og musikere. Arrangementet bliver en decideret triumf for de unge arrangører. Der er totalt udsolgt og mere end 800 tilskuere hylder Gnags, der med deres seneste udgivelser, "Burhøns" og "Intercity", havde tonet ren rock og new wave og efterladt tidligere tiders afdeling med spille- mandsmusik langt bagude. Med overskuddet fra Gnags-koncerten og indtægterne fra amatørkonkurrencen kunne al gæld betales - og det var en glad bestyrelse der bagefter tog på Jakobs Barbeque i Århus og fejrede triumfen. Nu skulle der kigges fremad – man var kun lige begyndt.

I et forsøg på at skaffe flere medlemmer, lavede festivalklubben en storstilet hvervningskampagne. Man husstandsomdelte tusindvis af girokort i Skanderborg og de omliggende byer. Klubbens få medlemmer fik hver et område og drog af sted på gå-ben, cykel eller knallert. Et enormt arbejde - der til gengæld også betød… omkring 20(!) nye medlemmer til klubben, således at man havde omkring 50 kontingentbetalende, op til 1981-udgaven af det der nu bare hed Skanderborg Festival. Den relative succes med den første festival, amatørkonkurrencen i vinteren ´80 og ikke mindst Gnags koncerten, havde givet foreningen et godt ry i byen og gjorde det lidt lettere at finde frivillige. Der var klart stigende ambitioner om både musikken og publikumsantallet på den kommende festival - som også var blevet rykket til august, hvor vejret skulle være bedre og hvor de potentielle gæster burde være kommet hjem fra sommerferie. 

/media/5569/jp-fejer-1981-foela-c.jpg
Der muges ud på ØLA før Gnags koncerten. Foto: Walthers fotoarkiv
/media/5570/ny-scene-81-c.jpg
Ny scene i 1981 - "Fjernvarmescenen". Foto: Henrik Ory

FestivalDanmark i 1981 var først og fremmest den helt store i Roskilde (der her i sit 10. år regnede med et budget på omkring 4 mio. kr. og mere end 40.000 tilskuere) - og dernæst opkomlingen Midtfyns Festival (der var startet i 1976 og efterhånden trak mere end 6.000, primært folkemusikfans, til Dyrskuepladsen i Ringe). Tæt på Skanderborg var der kun Mosstock Festival - faktisk Danmarks ældste af slagsen - der siden 1971 havde præsenteret dansk amatørmusik og ikke havde planer om at ændre på det koncept. Der måtte være god plads til en jysk musikfestival der, med den centrale beliggenhed i Skanderborg, skulle kunne trække publikum fra store byer som Århus, Silkeborg og Horsens. Belært af erfaringerne fra ´80, var foreningen dog overbeviste om at der skulle større navne på plakaten, hvis man skulle trække flere folk til. Det ville selvfølgelig også betyde større omkostninger - og derfor blev det besluttet at tage entre til festivalen i ´81: 50 kr. i forsalg og 75 kr. ved indgangen.

For henholdsvis 8.000 og 10.000 kr. indkøbte man to danske bands på vej op - TV-2 fra Århus (der netop var debuteret med "Fantastiske Toyota") og Sneakers fra København (der året før havde udgivet deres debutalbum og var blevet en øjeblikkelig succes på spillestederne). Disse blev suppleret med mindre men gode navne som Ålborg-bandet Joila og hovednavnet fra ´80, Luna. Endelig var der stadig plads til lokale amatørbands - bl.a. Doc Humbug, der kunne bryste sig af at tælle hele tre medlemmer af festivalens bestyrelse.

I ugerne op til festivalen havde JP besøgt nabobyerne på sin scooter - og havde hængt plakater op hvor han kom forbi. Der var annonceret i omegnspressen - og for at sikre flere varer til publikum, havde man opfordret lokale foreninger til at stille op og sælge mad. For at undgå aflysning på grund af regn, havde man fået en decideret scene sat op i Dyrehaven. Scene er måske så meget sagt - faktisk var det et fjernvarmetelt. Langs den jyske motorvej var man i stor stil i gang med at grave fjernvarmerør ned, der i sommeren ´81. JP var ofte kørt forbi og havde set hvordan man hver dag flyttede de store telte hvori rørene blev samlet - og en dag holdt han ind og spurgte arbejderne, om de ikke kunne tænke sig at stille sådan et telt op på en festival. Det kunne de godt - og formedelst transporten og en kasse øl, blev et stort gult telt stillet op på friluftsscenen, hvor det sikrede tørvejr for de optrædende. Fra fjernvarmeteltet trak man et par presenninger ud til siden - og havde så også en mindre scene, hvorfra de mere akustiske indslag kunne serveres.

Der findes et videoklip fra festivalen i 1981, fra præcis lørdag den 15. august. Og nej, det ku´ på ingen måder ha været i går. Det er så længe siden at det næsten er løgn - hvad det på den anden side overhovedet ikke er. Det er bare 1981. Og hvis man så tror at det lyder lidt af Roxy Music, Shakin´ Stevens, Joe Dolce, Soft Cell, Michael Jackson og hvem der ellers leverede de store hits det år - så kan man godt tro om igen. Og musikerne ser heller ikke topcheckede ud, med formskåret Bundesligahår og lange lækre flipper på deres silkeskjorter. Det lyder af latin, syre og fusion gør det.

Åbningsbandet lægger ud med at spille en udgave af Gnags´ "Tættere På" - og Ublabu præsenterer ikke mindre end to musikere, klædt i de her lidt for små shorts der blev gjort populære af datidens fodboldlandshold, med spillere som Frank Arnesen og Allan Simonsen i de bærende roller. Og der er virkelig langt til nærmeste omkvæd - og langt fra enhver form for spekulation i om det her nu også passer til P3. Sneakers var oven i købet tosprogede dengang - men selvfølgelig sang Sanne suverænt og så fantastisk ud. Og var præcis lige så flippet og uberegnelig i sin kommunikation med publikum, som hun altid har været: "Hey Skanderborg - vi skriver et nummer til lejligheden", siger den veloplagte sangerinde og så jammer Sneakers ellers derudaf. Og der eksisterer et meget berømt billede af hende, taget ved netop den lejlighed - i en meget kort kjole der er krøbet helt op om balderne på hende. Og dem der så det i virkeligheden – de har aldrig glemt det og har elsket Sanne lige siden. Men dem der var der, siger nu også at TV-2s oplyste persienner, flimrende tv-skærme og skarptskårne sange om fremmedgørelse, motorveje og Boligblok A, var noget af en oplevelse ude i en skov og den helt perfekte afslutning det år. 

/media/5571/sanne_prebenhupfeld_81c.jpg
Sanne Salomonsen gør indtryk på Mikkel Nordsø. Foto: Preben Hupfeld/Århus Stiftidende
/media/5572/snekers-1981-foela-c.jpg
Kædedans til Sneakers. Foto: Henrik Ory

Det var nok som der stod i Ugebladets poetiske anmeldelse af festivalen: "... mon ikke det musikalske højdepunkt alligevel blev nået, da nøgne kroppe svedte om kap i lyset af den nedadgående sol under Sneakers' elegante opvisning i inciterende funkrock."

/media/5573/optraedende-81-c.jpg
Morten Kærsaa fra Sneakers. Foto: Henrik Ory

Ingen tvivl om at det var en mægtig festival der i 1981. Solen skinnede, stemningen var høj og musikken helt i orden. Men budget kunne de stadig hverken lægge eller overholde. Festivalen var planlagt til at koste i omegnen af 110.000 kr. - og til at løbe rundt med 15 – 1800 tilskuere. Hvor mange der egentlig kom ved man ikke - for af en eller anden grund var billetsalget ubemandet det meste af dagen, så udover dem der havde købt i forsalg, kom de fleste gratis ind. Der var ikke helt styr på vagtplanerne - og færre til at rydde op og hjælpe til end medhjælperlisten ellers gav udtryk for.

Der var afgjort mange flere gæster end året før - men det endte alligevel med samlede udgifter på omkring 150.000 kr. og et underskud på omkring 35.000 kr., selv efter at der var spædet til med de penge foreningen havde på bankbogen efter sine andre arrangementer. Det var ret mange penge for en flok unge mennesker der enten studerede, var i lære eller på bistandshjælp (hvilket dengang gav den formidable sum af 250 kr. om ugen). Heldigvis stod festivalens gode ånd, Søren Berthelsen, der også denne gang - og selvom han havde en pæn sum til gode, var hans konklusion at de jo bare måtte lave festival igen i ´82 og så give ham hans penge derefter. Det samme sagde den nye ølleverandør -Thor Villy, en anden hæders-mand i festivalhistorien - og det har hans bryggeri nok i sidste ende været glade for, da der siden har stået Thor på etiketterne og humle-leverancerne til ballet i bøgeskoven. Og heldigvis dukkede der også nye kræfter op, der var friske på at kautionere for et større lån i banken. (Mange år efter har bankmanden, der ydede lånet, fortalt at da de langhårede bestyrelsesmedlemmer havde forladt banken, havde hans chef trukket ham til side og sagt: Du har da vel ikke lånt dem penge?) Der høvles lidt af gælden ved endnu en succesfuld amatørkonkurrence på Stilling Kro i november. I februar præsenterer festivalforeningen Totalpetroleum og Mik Shack i Kinoteatret - og foreningen styrkes med flere nye og kompetente folk, ikke mindst på økonomi-siden!

Friluftsscenen
lørdag
15. august
kl. 13:45
Marble Arch
kl. 14:30
Ublabu
kl. 15:45
Canape
kl. 16:30
Sneakers
kl. 18:45
Argos
kl. 19:30
Luna
kl. 21:00
Joila
kl. 22:30
tv-2