... at Århus Symfoniorkester spiller på årets festival. Det har været forsøgt gennem flere år - men hidtil har ÅSO sagt nej og har ikke troet på at deres musik ville falde i god jord på en rockfestival. Men nu er man altså klar til at tage chancen - og på programmet er bl.a. Anne Linnets afgangsværk fra konservatoriets komponistklasse "Spring Capricious". Søtoften fortsætter med at præsentere levende musik - og underskuddet er helt givet på forhånd, da den gamle bluesmester John Mayall i marts kommer på besøg. Alene fordi de 270 betalende der er plads til, skulle betale urealistisk høje billetpriser hvis de skulle dække honoraret. Også en slags kulturstøtte. I april løftes sløret for årets program - og bl.a. er arrangørerne glade for at præsentere Bill´s Boogie Revue, der dækker over et engangs-samarbejde mellem nogle af de mest populære optrædende på festivalen: Maria Bergman, Lasse Englund, Henrik Skriver og Poul Banks i samarbejde med Juukka Tolonen, Bill Öhrstrom og de andre gode musikere i Bill´s Boogie Band. I løbet af foråret er festivalklubben blandt de bærende kræfter, da byen mobiliseres i protest mod nedlæggelsen af det lokale sygehus. Selveste FestiWalther går forrest i optoget, da der den 17. maj demonstreres mod lukningen. Den stående debat om byrådets støtte (eller mangel på samme) til kulturen får ny næring, da formanden for Skanderborg Festivalklub i maj leverer følgende bredside: "Byrådsmedlemmerne er en samling bønder, der bor i Hylke og Tebstrup og kun kommer til Skanderborg for at handle lørdag formiddag. Derfor kan de ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, hvad vi skal bruge et kulturhus til." Borgmesterens svar: "Jeg vil da gerne, at Skanderborg havde råd til et kulturhus, men det har vi altså ikke." (Ukendt medie).
Var der krise blandt mange nye danske festivaler året før - så mærkede Den Smukkeste ikke meget til krisen og succesen ser ud til at fortsætte. Ved forsalgsstart i juni var godt 4.000 af årets 7.000 partoutbilletter solgt - og i midten af juli kan de røde lamper igen hænges ud. Ugebladet præsenterer i juli nogle af de knapt så synlige navne på programmet - nemlig de pædagoger der i flere år har stået for aktiviteter til børnene: "Det hele startede faktisk, fordi vi var nogle stykker, der var trætte af, at omverdenen troede, den eneste aktivitet vi kunne finde sammen om var at strejke. Vi vil gerne være en del af det, der sker, og ikke kun være lukket inde i institutionerne", fortæller Jonna Christensen. Et af topnavnene, canadiske Saga, melder afbud en uge før - angiveligt pga. bandets opløsning. Rimelig gyldig grund - og skønt tidspresset når man at få en erstatning i engelske Wishbone Ash. Nyt på festivalen er et sygehus. Fem læger og otte sygeplejersker fra byens lukningstruede hospital, har meldt sig frivilligt til at ordne alle de mindre skader der normalt opstår under en rockfestival. Det har ikke været muligt at opnå en aftale med "piratbaren" Ingers Badepensionat, der de foregående år har solgt mad og øl (dog mest under bordet) og haft en velbesøgt åben scene lige udenfor festivalen - og i konsekvens heraf, åbner festivalen nu sin egen spil-selv-scene og natcafé, kaldet Ram Jam. Andre nye tiltag er en morgenmadscafé - og et Vinotek, der vil sælge årgangsvine i et hjørne af en stor nybygget bar inde på selve festpladsen.
"Hej, hvis du er journalist kan du godt skrive i din avis, at det ikke kun er Danmarks Smukkeste Festival, men også den allerskønneste. Jeg har nemlig mødt min fyr igen. Vi blev uvenner på Roskilde, men nu har vi besluttet at begynde at komme sammen igen", siger en glad pige i toiletkøen, til den udsendte reporter fra Århus Stiftstidende. Festivalen er i gang igen. "Nok kan eksperter finde mangler i samspillet, men samtidig må de notere sig, at der er musik, sangstemmer og talent til en fremtid i rockbranchen. Måske det nyeste århusianske tilbud til de danske rockelskere", skriver Berlingske Tidende, efter at have lyttet til Michael Learns To Rock, der åbner festivalen, som det års vindere af talentkonkurrencen "Vi Har Scenen…" Vejret er diset og bygerne kommer og går i løbet af fredagen og "…det begyndte først for alvor "at rive", da svenske Imperiet og det lidt mosbegroede gendannede britiske band Wishbone Ash gik på scenen", ifølge Jyllands Posten, der også fik hørt tidens førende danske fusionsorkester, Bo Stief 5: "En stor musikalsk oplevelse, præsteret af et band, der har mod - og evner - til at nedbryde musikalske grænser. Perfekt." Aktuelt anmelder for første gang i Skanderborg og kalder begivenheden for "…en eksklusiv sammenkomst for de få og satte blandt rockens fodfolk i Danmark." Heldigvis oplever anmelderen dog også et lille lyspunkt undervejs: "Mere riv er der i den stortalende vestjyde Johnny Madsen, som tidligere fredag optrådte med hængerøv og ølvom. Madsen, som ganske vist musikalsk henter meget inspiration fra gamle Bob Dylan, er en fornyer på den danske rockscene og et frisk pust i Skanderborg." Århus Stiftstidende har ikke meget tilovers for Wishbone Ash, der anmeldes under den korte overskrift: "Rendyrket flop". Til gengæld havde samme anmelder (som også de fleste andre pressefolk og det svært begejstrede publikum) de store ord fremme, efter at Meat Loaf og Gnags havde sluttet festivalen søndag aften: "Skanderborg Festivalen fik en effektfuld finale med Meat Loaf og Gnags.
Veteranerne viste de foregående dages afsluttere, at alder ikke nødvendigvis behøver medføre, at man slækker på ambitionerne om at give sig helt til det publikum, som er basis for eksistensen." Ugebladet opsummerer ganske begejstret hele årets arrangement som: "Så massivt den stærkeste musikfest, Skanderborg Festivalklub endnu har budt på. Alsidig som aldrig før og med en række kunstnere, der næsten overgik hinanden i veloplagthed og med den osende spilleglæde som drivkraften." Og det gik rigtig godt for det ellers skeptiske Århus Symfoni-orkester: "Musi-kerne sad i lag, janitscharen kom konstant i karambolage med bøgegrenene, når han slog bækkenerne sammen, og ingen i orkesteret kunne høre en brik af hvad de andre foretog sig. Men det utraditionelle indslag med at lade Aarhus Sym-foniorkesters 70 musikere lukke klassiske toner ud til rockpublikummet i Skanderborg søndag formiddag var alligevel vellykket (…) Det er sikkert længe siden dirigent Jorma Panula og co. har modtaget stående ovationer med taktfast krav om "ekstra nummer", som de skrev i Århus Stiftstidende.
Heller ikke det år var politiet på overarbejde - tyverier af især punge og soveposer(!), var primært hvad de tilstedeværende betjente havde at skrive i døgnrapporten. Mere travlt var der på festivalens nystartede sygehus - ikke mindst da op mod 20 festivaldeltagere mødte op med "…syns- og hørehallucinationer og bevidsthedsspaltning", efter at have spist hvad de troede var hashkager. Vagthavende læge på festivalen måtte indlægge de fem af dem - og efter at have kigget nærmere på symptomerne, nåede han frem til at det slet ikke var hash der var puttet i kagen, men svampe af sorten Spids Nøgenhat, der indeholder rusgiften Psilocybin. Alle kagespiserne slap dog med kraftige tømmermænd - og dem der havde solgt kagerne, blev bortvist fra pladsen og meldt til politiet.
Hvilken anden virksomhed med en omsætning på 7 mio. kr. og 1300 medarbejdere kan nøjes med et kontor på 8 kvm?" spørger festivalklubbens formand retorisk i Horsens Folkeblad, da klubben i august køber en stor herskabsvilla på Slotsholmen, en af de mest eksklusive adresser i Skanderborg. På den nye adresse vil man have mulighed for at holde de nødvendige stormøder for klubbens efterhånden mange udvalg og grupper - samtidig med at der er god plads til den stadigt voksende administration. Og med købet af fast ejendom får man også muligheden for at stille den som kaution, frem for den personlige hæftelse, der siden festivalens start har været nødvendig for at køre arrangementet.
Selve forløbet af handelen har sine helt absurde sider. Villaen er bygget af "Skanderborgs A.P. Møller", fabrikant Blom - og ved salget har to af hans sønner gjort hvad de kunne for at genere hinanden. Klubben køber derfor villaen "ad ordre" som det hedder - velsignet af den ene efterkommer (en mangeårig god ven af festivalklubben) og til den andens store fortrydelse (thi han brød sig bestemt ikke om Danmarks Smukkeste Festival, eller folkene bag den). Det går så vidt at den ene søn, Jørgen Blom, sender en pressemeddelelse ud, da det er offentligt kendt at festivalen har overtaget hans fars gamle villa: "Det er hverken i min fars eller min ånd at sælge huset således. Desværre føler vi os ført bag lyset. Man har via en ejendomsmægler givet os et navn på en køber, men på intet tidspunkt blev ordet Festivalklubben nævnt - måske fordi man netop da følte, at vi så ikke var interesserede i at sælge til dem." Ugebladet beskriver sagen indgående og afdækker hvad der ligner en regulær familiefejde: "Jørgen Blom glemmer imidlertid at nævne, at han SELV er forment adgang til at købe selv samme villa. Som klausul for købet har festivalklubben nemlig måttet acceptere at "ejendommen IKKE ved salg må overgå til sælgers børn." Citatet står at læse i slutsedlen. Signeret Ruth Blom. Hun er Jørgen Bloms mor."
I løbet af festivalweekenden har klubben lagt 1,8 mio. kr. hos byens handlende - og dertil kommer hvad de mange tilrejsende gæster bruger i Skanderborg på denne, på alle måder, våde weekend i august. Da der afholdes generalforsamling i oktober, er tilfredsheden stor hos arrangørerne: omsætningen har passeret 7 mio. kr. og overskuddet runder for første gang millionen. Af de store udgifter er: køb af musik (1,4 mio.), køb og leje af materiel (700.000), PR (300.000) og forplejning af medhjælpere (ca. 300.000 kr.). JP Andersen forlader posten som formand for festivalklubben - efter at have haft den i otte ud af de ni første år - og ny "forwalther" er Karsten "Mons" Olesen. Ingen af de fremmødte kritiserer købet af villaen på Slotsholmen - og generalforsamlingen beslutter at medhjælpere på festivalen, fremover skal være medlemmer af festivalklubben. Som optakt til jubilæumssæsonen, udgiver festivalen i oktober, sammen med fotograferne Uffe Kjær, Nick Nielsen og Thomas Knoop, en bog fyldt med billeder fra de forgående år og forbindende tekst af konferencier Søren Rislund.
Hvor lemfældigt og løst man ligesom tog på artisternes vilkår dengang, er der også et godt eksempel på. Den gang var jeg mere aktivt dryssende omkring ude på pladsen end jeg er i dag. Jeg var tit oppe i lydtårnet for at se hvad der foregik. Det er jeg så også mens Meat Loaf er på - og jeg er sådan en af dem der kan huske alle højdepunkterne fra "Bat Out Of Hell". Jeg har sunget den meget og så videre. Stemningen er god, vi har vel fået en genstand eller to - og amerikanerne har været meget imødekommende og flinke hele vejen igennem, så man er ikke bange for lidt løssluppenhed. På et tidspunkt siger jeg så til lydmanden (Peter Küchelhahn, festivalens egen lydmand, red.) "Jeg kan korene på den der, send mig lige igennem til hans medhør." Og Peter er jo en frisk dreng, så jeg får en mikrofon i hånden og jeg bliver så sat igennem til brødets medhør deroppe og synger for fuld kraft frem til breaket. Og lige da musikken stopper siger Meat Loaf: "Who Said That?". Ingen tvivl om at han havde hørt det…
I begyndelsen af 80erne spillede Erling Erlang & Trio sig til noget nær lokal verdensberømmelse i Århus - kulminerende da de i en årrække var konferenciers ved talentkonkurrencen "Vi Har Scenen - Har I Musikken", der hver sommer trak tusindvis af tilskuere til amfiscenen ved Musikhuset. Danmarks Smukkeste Festival var blandt konkurrencens arrangører - og tilbød undervejs Erling Erlang & Trio at give koncert i bøgeskoven. Koncert er måske så meget sagt - musikere var bestemt ikke det første man ville kalde de tre gamle skolekammerater, fra Århus-forstaden Åbyhøj, der udgjorde kernen i Erling Erlang & Trio. Stigh Ibb var crooner af tvivlsom herkomst, med hang til at drikke champagne af tilfældige kvindelige publikummers højhælede sko. Polka Verner røg pibe, lignede ungdomsklubbens sløjdlærer, spillede lilletromme og var i øvrigt en sand mester i bizarre dyrelyde a la "sød lille hamster i blender". Endelig var der Hit Vagn, der nærmest skabte sig en hel karriere ud fra første bind af "Guitar For Begyndere". I begyndelsen var de som oftest suppleret af guitaristen Niels Kirkegaard og refrænsangerinden Ann-Mette Elten (de to dannede senere På Slaget 12, hvor Hit Vagn skrev teksterne, bl.a. "Hjem Til Århus", men det er en helt anden historie) - men ved de fleste af gruppens koncerter i Dyrehaven, lå den musikalske backing i hænderne på keyboardspilleren Steen Sonne og guitaristen Kim Sagild.
Lørdag den 13. august 1988 debuterede de på Danmarks Smukkeste Festival, hvor publikum ifølge Århus Stiftstidende blev "Rusket op af Erling Erlang og Trios hæmningsløse show, hvor ingen - absolut ingen - publikummer kan vide sig sikre for at blive hevet op og blive overgramset/gjort til grin på scenen, som brik i sekstettens ustyrlige crazy underholdning". Det første år var Ann-Mette Elten og Lars Muhl med som gæstesolister, med numre fra Grethe Søncks og Dean Martins repertoirer - og året efter kunne man opleve Hit Vagn der, forklædt som blød-mands-udgaven af "the caped crusader", gav sin "Vi Batmænd Kan Også Være Bange". Derfra så de sig aldrig tilbage - og havde skabt en tradition, der stensikkert trak tusindvis af mennesker til bøgescenen ganske tidligt lørdag eller søndag formiddag, for nu at se hvad den her underlige gruppe havde fundet på i år. I 1990 medbragte de "Danmarks svar på John & Yoko": Keld og Hilda Heick der - til de ellevilde publikummers store begejstring - med fuld indlevelse sang den gamle Kliche-sang "Militskvinder". Den med omkvædet "De Elsker Uniformer - bab bab - baba di åh". Året efter var elastikspringet nået til Danmark - og Stigh Ibb åbnede showet med at springe de ca. 10 meter ned fra teltets tag. Årets gæstesolister var Jimi & René - til da primært kendte for sangen "Stegt Flæsk Og Persillesovs", men bagefter, for dem der var der, som de eneste rigtige fortolkere af D.A.D.s "Sleeping My Day Away". 1992 bød på nøgne publikummer i et til lejligheden opstillet brusebad på scenen - hvorfra der blev afholdt "Gæt En Sang". Og hvem kan glemme selveste Jodle Birge der - med falsk overskæg, ærmeløs undertrøje og det karakteristiske halve mikrofonstativ - gav sine helt egne udgaver af "Bohemian Rhapsody" og "We Are The Champions", til minde om afdøde Freddie Mercury. "Jeg synes det gik meget godt, når man kun har haft et års engelsk i skolen", som Jodleren betroede Århus Stiftstidende bagefter.
Udover at være blandt de absolut bærende kræfter i "En Latterlig Torsdag", havde Erling Erlang & Trio stadig krudt nok i kanonen, til at servere nok et forrygende show i 1993. Søndag morgen var stampublikummet igen på plads - og kunne glæde sig over truppens afsløring af, at Arne Melchior nu havde krævet fradrag for dobbelt husførelse, idet han kunne bevise at han sov mindst 180 dage om året i Folketinget. Gamle Cæsar var indkaldt til at synge "Jorden I Flammer" - og til slut blev der sat trumf på, da jeg ved ikke hvor mange jyske pigegardere entrede scenen mens de spillede "VooDoo Child". Og sådan fortsatte det, i perfekt garderformation rundt på Bøgescenen, med et mildt sagt særpræget hyldestpotpourri til Jimi Hendrix, der netop den dag ville være fyldt 50 år. Da rock blev til grunge i ´94, bød Erling Erlang og Trio på en alternativ udgave af Nirvana´s "Lithium", med stærk violinsolo fra Mathilde, der sammen med Lasse udgjorde årets musikalske gæster. Ulasteligt klædt i hvidt, var Dario Campeotto en af solisterne i ´95 - hvor han gav en fin udgave af Gasolin´s udødelige "Kvinde Min". Men det var intet imod gæst nummer 2, hippien og fredselskeren Stig Møller, som trioen havde overtalt til at tampe løs på en kvindelig festivalgæst med en tre kilo tung torsk! Og til at styrke den dagsaktuelle satire, havde man også indkaldt et politi-sangkor, som gæster på en udgave af "I Kan Ikke Slå Os Ihjel" - et hip til de mange gadekampe mellem BZere og politi i København. 1996 var sikkert ikke det største år i Erling Erlangs lange tri-umftog på Den Smukkeste - men som de skrev i Århus Stiftstidende, så skete der alligevel noget: "I en uventet bølge rejser publikum sig fra de fast cementerede bænke foran bøgescenen. Alle skal op og stå for at se Villy Vinkelpik fra Vorbasse svide baghjulet af sin motorcykel. Det er selvfølgelig Erling Erlang og Trio, der har sat guldmedaljevinderen i burnout stævne." 10 år på den samme scene, hvor der skal laves noget unikt hver eneste gang, er ikke vanlig kost for danske komikere - og med showet i 1997 satte Erling Erlang & Trio et foreløbeligt punktum, bl.a. med en heavy-udgave af "Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt…" Gruppen vendte - for et enkelt vognlæs bemærkninger – tilbage til festivalen i år 2000, hvor det bl.a. lykkedes dem at få en meget barmfager kvinde til at vise brysterne frem, lokket af Stig Ibb´s forklaringer om, hvor livsforlængende det er for mænd at kigge på kvindebryster. Og så kunne man selvfølgelig også lige vinde en billet til næste års festival - hvis altså man, fra scenen, kunne ringe en eller anden op, der nøgen ville afsynge "Kald Det Kærlighed" over telefonen. Og som den allersidste gæstesolist, i den lange perlerække, dukkede selveste Tommy Seebach op og gav sin version af Grand Prix-vinderen "Smuk Som Et Stjerneskud". For Erling Erlang & Trio, opvokset på lige dele dansktop og rock´n´roll, var der ingen der havde fortjent at vinde det internationale MGP mere end netop Tommy - som de her gav chancen for at sole sig lidt i Brdr. Olsens succes.
Havde DVDen været opfundet i Erling Erlangs storhedstid - er det slet ikke utænkeligt at den originale komikergruppe havde fået et væsentlig større gennembrud end tilfældet var. I karrieren kom de nu langt ud over Østjylland og rundt i hele Danmark - og nåede undervejs bl.a. fire optrædener på Midtfyns Festival og to på Roskilde Festival. Og ud af mødet mellem Erling Erlang og Danmarks Smukkeste Festival, voksede et andet langtidsholdbart og meget populært samarbejde. Som nævnt var Hit Vagn - alias Jens Folmer Jepsen - også en af de bærende kræfter i "En Latterlig Torsdag." Her mødte han Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind - og det kom der som bekendt en tv-serie kaldet "Kongeriget" ud af. Da Danmarks Smukkeste Festival i 2002 indførte "Polka Verner Legatet", var det netop på opfordring af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt. Tanken var at lave en opmuntringspris, til "en person inden for musikbranchen (musiker, roadie eller andet) der af den ene eller anden årsag, har hårdt brug for en lille økonomisk opmuntring." Legatet blev opkaldt efter den første modtager - Erling Erlang & Trios geniale (lille)trommeslager Polka Verner, manden der blandt meget andet, hvert eneste år gav os en ny udgave af klassikeren om "Den Finske Gentlemandmorder ". Polka Verner var synligt glad for prisen, men allerede hårdt mærket af den sygdom der tog livet af ham i 2003. For dem der overværede Erling Erlang & Trio, i de år hvor en festival i Skanderborg var utænkelig uden dem, vil mindet om Polka Verner leve meget længe.