... af det nye initiativ ”Ydningsfrihed”, hvor festivalen sammen med BT og Radio 100 FM tilbyder op til 25.000 kr. til hjælp for initiativer, der vil gøre noget smukt for nogen eller noget, der trænger til det. De udvalgte ideer vil få en dag med Smuk-bussen – inkl. mad og drikkevarer for op til 20 personer – og derudover altså penge til at realisere ideen for. Der kommer hundredvis af gode forslag ind til projektet – og blandt dem, der bliver realiseret, er: en udestue til en kolonihave med sindslidende som brugere, en tiltrængt ferietur til en hårdt ramt familie, en koncert med Poul Krebs og band på den lukkede Retspsykiatrisk Afd., Middelfart Sygehus, teambuilding til en problemramt 2. klasse i Skanderborg og en tur til Super Cross, med indlagt gourmetmiddag, for en gruppe belastede unge i Grimhøj Motocross Klub.
De første danske artister præsenteres i starten af februar – og hen over de næste par måneder suppleres de af internationale navne som Snoop Dogg, Sinead O’Connor, Status Quo, Gavin DeGraw, Razorlight og Zucchero. Med tilføjelsen af Peter Gabriel skriver Aarhus Stiftstidende ligefrem om ”det måske bedste program i festivalens historie”. Programmet bliver ikke dårligere, da det i maj afsløres, at også Amy Winehouse gæster årets festival i Skanderborg. Hun er måske et af tidens største navne og hitter over det meste af verden med sit andet album, ”Back To Black”, der bl.a. rummer megahittet ”Rehab”. Efter tre års myndighedsarbejde kommer der i april melding om, at det er ganske lovligt for Skanderborg Kommune at låne Dyrehaven ud til festivalklubben. Det har tidligere været muligt at købe en særlig billet til Det Blå Område og så bare deltage i festlighederne dér – men i 2007 samles det meste af festivalpladsen til ét område, hvor man skal have fuld festivalbillet for at komme ind. Der er dog stadig barer uden for den indhegnede del af festivalen, der er åbne for alle. Horsens Folkeblad skriver i starten af juni, at salget af billetter til Smukfest går langsommere end ellers. Dette afvises dog af festivalen, der siger, at salget i 2006 gik ekstraordinært hurtigt – og at man nu bare er tilbage til normale tilstande. Der er dog stadig billetter at få, da festivalen åbner i august. Der er plads til ca. 25.000 betalende gæster pr. dag, og årets musikbudget er på omkring 15 mio. kr.
Der tænkes nyt til årets Smukfest, hvor publikum bl.a. vil blive mødt af en ny hovedindgang, når de skal ind på det indhegnede område. Der er også tænkt nyt omkring fest-vandhuller som Piratbaren og Val Thorens, der begge bliver redesignet og udbygget med endnu mere plads til dem, der gir den max gas efter midnat. I Walther Valley præsenteres en bar i to etager – Bar Rock Bar – og i langt mindre format kan man gæste festivalens måske mindste bar, Bæverding, der ligger under Colorbar. Ved Sølund-indgangen møder publikum en B&O-afspiller i megasize, som de ovenikøbet selv kan styre ved hjælp af deres mobiltelefoner. Et nyt overnatningstilbud ser også dagens lys – og i samarbejde med Danish Crown præsenteres Pig-Me, der i programmet beskrives som ”velfærdsmodificerede og specialindrettede grisehytter”. Og så er det da også i 2007, man kan møde Team ShitALittle, hvis store ambition er at gøre det lidt mindre kedeligt at stå i en toiletkø.
Søndag under festivalen markerer Skovskadestuen, at den har eksisteret i 20 år. Det sker med en flot smukfest-kage, champagne, tale og emblemer til de to, der har været med i alle 20 år: Rita Jensen og Bent Richelsen. Formanden gennem 12 år, Peter Voss, er meget tilfreds med forholdene på festivalen. ”Vi er den eneste instans i dagens sygehusvæsen, der får, hvad vi beder om. Den forståelse, vi møder fra festivalledelsen, gør det muligt at køre den stort set eneste døgnbemandede skadestue i regionen. Også selv om det kun sker denne ene uge om året,” siger han (Walther Nyt).
9. august er Smukfest ligefrem emnet på lederplads i Aarhus Stiftstidende, hvor der bl.a.står: ”Netop i disse dage bliver der kigget med ekstra misundelige blikke mod Skanderborg – byen, der har den festival, alle byer ville ønske, at de havde haft. Danmarks Smukkeste Festival, som arrangørerne selvbevidst og helt berettiget kalder løjerne i bøgeskoven lige uden for Skanderborg, har vokset sig til en gigantisk succes siden den spæde start i 1980. Dens betydning for byen Skanderborgs image er helt uvurderlig. De fleste danskere tænker automatisk festival, fest og musik, når de hører byens navn. Positiv branding, altså. I den helt store stil.”
”Trods fine anmeldelser er Amy Winehouse bedst kendt for druk, vold og aflyste koncerter,” skriver Jyllands-Posten, da det bliver offentliggjort, at den ustabile engelske sangerinde aflyser flere koncerter i Norden, bl.a. den, hun skulle have givet på Danmarks Smukkeste Festival fredag den 9. august. Som årsag til aflysningen angives ”udmattelse”. I kamp med uret lykkes det for festivalens booker at flyve Beth Hart ind som erstatning. Blandt årets hovednavne markerer den amerikanske rapper Snoop Dogg sig ikke mindst med en diamantbesat mikrofon, der efter sigende både har sin egen flight case og bodyguard med. Og så giver Snoop ellers en fin koncert som afslutning på torsdagens program, hvor han ”virkede fast besluttet på at omdanne skoven til ét stort diskotek” ifølge Jyllands-Posten, der giver 4 stjerner. Det samme giver Politiken, der skriver, at ”Snoop Dogg er den af de store rapnavne, der bedst med charme, humor og sit stenede flow kan skræve over old school gangstarap og mere moderne urban pop og samtidig tryllebinde et bredt publikum”. Lørdag omkring midnat indtager Peter Gabriel Bøgescenerne – og trods et 10 minutter langt teknisk uheld undervejs leverer han en fornem koncert: ”Som performer var han magtfuldt afbalanceret og indtog scenen med respektindgydende værdighed og smuk ydmyghed” (Berlingske, 4 stjerner). ”Det er en sand fornøjelse at lægge ører til de detaljerige versioner af ’Blood of Eden’ og ’Solsbury Hill’. Sangeren rammer stadig de høje toner i sangenes omkvæd, og datteren Melanie Gabriel topper faderens vokal med flotte korarrangementer, mens guitaristen David Rhodes og de øvrige musikere akkompagnerer diskret med stor respekt for hovedpersonen” (Jyllands-Posten).
”Mikael Simpson er en britisk nådegave til den danske scene, hvor andre kan tage inspiration fra den begavede blanding af pop, rock og elektronisk musik” (Politiken, 5 stjerner). ”Det hér band har allerede nået noget stort, men som jeg også har tilladt mig at hævde før, så er de uden tvivl på vej til noget endnu større” (BT om Volbeat, 5 stjerner). ”Efter 40 minutter, der føltes som dage, spillede hun en version af hittet, og de tilbageblevne liver op og synger med …” (Berlingske om Sinead O’Connor). ”Fynske Saybia gav sent lørdag aften en opløftende koncert, hvor publikum fik forsmag på det kommende album, der lover godt for fremtiden” (JP, 5 stjerner). ”Med sig havde Helmig et sæt bestående af næsten ene danske sange, sange så soulede og groovende, at manden indimellem må have følt sig henført til et kælderlokale i Harlem. Hans orkester spillede suverænt, og Helmig himself svævende næsten over scenen …” (Berlingske). ”Hans gentagne forsøg på at få det tømmermandsramte publikum til at danse til den bevidstløse hitsingle ’Boten Anna’ var imidlertid så pinlige, at folk truede ham med tæsk, grinte eller udvandrede undervejs” (JP, der kun havde en enkelt stjerne tilovers for det svenske one-hit-wonder Basshunter). ”På samme måde, som man kan tale om dansk design, tysk grundighed og spansk vildskab, så findes der et begreb i mit hoved, som jeg kalder svensk lyd. Den er ren klar, jazzet, en anelse funky og bare cool. En SAAB på lydspor, kvalitet altså” (ifølge Jyske Vestkysten, der fik sig en god dosis af den svenske lyd til koncerten med Bo Kaspers Orkester). ”Et ældre ægtepar, der havde lyttet et par minutter til den italienske stjerne, konkluderede således, at det måtte være ’ham der Johnny Madsen’ – og gik videre …” (JP om Zucchero). ”Multo mesterligt” stod der i overskriften på BT’s femstjernede anmeldelse, der videre konkluderede: ”Overlegen opvisning af Allan Olsen og hans blændende band.”
”Når man tænker på, at omkring 40.000 mennesker har været samlet på et begrænset område i mange dage, så er alt forløbet særdeles fredeligt og smukt,” lyder den foreløbige statusrapport fra politikommissær i Skanderborg og indsatsleder Kuno Jensen søndag eftermiddag (ifølge Walther Nyt).
Ved årets generalforsamling, den 2. december, siger formand Kirsten Hansen bl.a.: ”Når vi taler markedsføring, så er det helt klart, at det vigtigste PR-medie, vi har, er vores hjemmeside. 97 % af gæsterne har besøgt hjemmesiden, og faktisk har vi i 2007 haft 400.000 unikke besøgende på smukfest.dk. Derfor skal vores hjemmeside udbygges væsentligt i årene fremover (…) endelig tilsmilede vejrguderne os, onsdag før festivalen bragede solen igennem, og vi fik 5 forrygende festdage i noget nær det mest perfekte festivalvejr. Fredag nat blev hele festivalen lige sendt til vask, og lørdag morgen stod vi op til en frisk og nyvasket plads. Vores publikum var klar til at indtage alt og til at opleve og nyde de nye påfund, dette års festival kunne præsentere. Små og store, mærkelige og sære påfund skulle udforskes, og i alle afkroge af skoven var der nye ting at opdage.”
Trods en rekordomsætning på næsten 74 mio. kr. (mod 2,7 året før, hvor omsætningen kun var på omkring 63 mio. kr.). Et ikke særligt tilfredsstillende resultat efter en stort set udsolgt festival i fantastisk vejr og med det dyreste program nogensinde. Ved generalforsamlingen pointerer festivalklubbens formand dog, at vigtigste ved at lave festival ikke at præsentere et stort overskud – nej, det vigtigste er indholdet, og det skal man altid holde fast i og huske at minde hinanden om. Men gennem de senere år er der rigtig mange, der bejler til stjernerne for at få dem til at deltage i kommercielle og offentligt støttede koncerter, og som følge deraf har prisniveauet på artister taget en himmelflugt. For at fastholde vores musikudbud har det i år været nødvendigt at forhøje musikbudgettet med 5 mio. – hvilket er en stigning på over 40 %.”
Danmarks Smukkeste Visioner
For at sikre en festival i stadig udvikling fremlægger festivalledelsen sidst på året et omfattende memo om visioner og værdigrundlag for klubbens virke de næste 5 år. Under overskrifter som ”Festivalorganisationen”, ”Festivalens indhold”, ”Festivalpladsen” og ”Festivalens økonomi” kan man bl.a. læse:
Festivalorganisationen
Danmarks Smukkeste Festival har altid 1. prioritet. Ingen aktiviteter må være til skade for festivalens gode navn og rygte. Alle aktiviteter skal være ”smukke” og på den ene eller anden måde kunne komme festivalen til gode. Antallet af frivillige medhjælpere, målt i forhold til antal publikum, må ikke overstige 2007-niveau.
Festivalens indhold, musik & events
Vi arbejder målrettet efter mottoet ”Give the people what they want”. Dvs. at vi især programsætter populære kunstnere inden for de genrer, vi er kendt for at præsentere, fremfor smal eller uopdaget kunst – og sætter vi mindre kendte ting på programmet, gør vi os umage for at skabe forventninger til disse ting i forvejen. Der skal udvikles nye events og unikke happenings hvert år. Primært i samarbejde med sponsorer og mediepartnere (det, vi kalder vores ”legekammerater”). Vi skal altid vælge kvalitet frem for kvantitet. Vi skal i alle sammenhænge forsøge at finde ”legekammerater”, der kan tilføre os resurser udefra, så publikum konstant får endnu bedre oplevelser for pengene.
Festivalpladsen og eksterne områder
Vi skal udarbejde et oplæg til en lokalplan for Dyrehaven. En plan med det mål at få fjernet fredningsbestemmelserne og gøre hele området øst for A10 til en stor brugbar ”festivalpark”, hvor skoven stadig giver de smukke omgivelser. Vi tager ansvaret for, at Skanderborg kan forblive Danmarks festivalby nr. 1. Vi går efter målet med alle midler og vil søge at inddrage alle interesserede (f.eks. politikere, interesseorganisationer og lokale foreninger) i processen. Festivalparken skal rumme plads og faciliteter til alle former for udendørs aktiviteter. Vi vil fremtidssikre festivalen ved at eje, langtidsleje eller på anden måde have kontrol over de arealer, bygninger og faciliteter, der er nødvendige for at sikre Danmarks Smukkeste Festival.
Festivalens økonomi og ekstern forretning
Vi vil styrke og sikre festivalens økonomi ved at afsøge og afprøve forretningsområder, der bygger på festivalens værdigrundlag, brand, knowhow og resurser. Eksempler på nogle af de forretningsområder, vi vil afsøge, er: ”Smuk-rejser”, ”grejudlejning”, ”Smuk-dating”, ”Smuk-teambuilding”, ”Club-Smuk”, ”International Promotion”, ”Smuk-legeland”/”Aktivitetspark”, ”Party in a box” og ”Walther Akademi”.