... til kulturlivet og festivalklubben som den der "reelt fører Skanderborgs kulturpolitik" fortsætter hårdnakket i de lokale medier. Kulturudvalgsformand, Ricard Fløe (K), finder det helt fint at festivalen bruger penge på den lokale kultur: "Vi har været med til at starte den og også støtte den godt undervejs med veje, med badeanstalten, med ekstra grusbelægninger i regnvejr og så videre. Når de så er kommet ovenpå nu, er der ikke noget galt i, at de også spæder lidt til." (Ugebladet 6/3). Ugen efter tager en sur festivalklub til genmæle og gendriver kulturudvalgsformandens påstande: "Sandheden er at: DSF er blevet skabt på trods af et byråd, der absolut ikke var interesseret i den i starten". Formanden uddyber i Århus Stiftstidende den 19/3: "Det kan ikke passe at Skanderborg Festivalklub skal bruges som undskyldning for kommunens ringe støtte til det lokale kulturliv. Kommunen skal ikke sove i vores sengetøj."
De første 11 år er festivalens plakat overvejende blevet lavet af hof-illustrator Henrik Ory - men i ´91 beslutter man sig for at lave en plakatkonkurrence i stedet. I februar afsløres Hans Henrik Tønnesen som vinder af den første førstepræmie på 15.000 kr.
Ved at lukke lidt færre gæster ind til årets festival, ved at udvide pladsen ned mod søen og ved at anlægge en helt ny telt-scene, håber bestyrelsen at have svaret konstruktivt igen på kritikken af festivalens "vokseværk". I omegnen af 14.400 mennesker vil der være i skoven den anden weekend i august - inklusive ca. 9000 betalende, de efterhånden godt 2000 medhjælpere, mere end tusind børn under 14 år, omkring 450 presse- og mediefolk og så det løse (musikere, roadies, gøglere, cirkusfolk, klienter og personale fra Sølund, leverandører og andet godtfolk). De forgående års parkeringskaos forsøges afhjulpet med en afspærring af Slotsholmen, hvor kun biler med køretilladelse vil blive sluppet igennem i de tre dage festivalen varer.
Den 1. april starter forsalget. 12. april offentliggøres årets første hovednavn, engelske The Kinks - og allerede 18. april er halvdelen af billetterne solgt. Kulturminister Grethe Rostbøll melder sig i maj som gæst på årets festival - og festivalen kan (sandsynligvis ikke på grund af hendes besøg) melde alt udsolgt af partoutbilletter den 7. maj. Debatten om de mange sponsorerede musikarrangementer raser videre og i 1991 handler det, udover den Tuborg-støttede Grøn Koncert - med fri entré - bl.a. også om det nye tiltag Fri Rock, der med Carlsberg som storsponsor tilbyder koncerter landet over, med navne som Status Quo, BB King, Meat Loaf og Santana, for en billetpris på bare 20 kr. Udover det problematiske i at vænne publikum til at musikken stort set er gratis, medfører det også helt andre økonomiske problemer, ifølge en talsmand fra Skanderborg Festivalklub: "Det værste er at Carlsberg-Tuborg ikke har nogen ansvarlighed og simpelthen overbyder festivaler og lokalarrangører, så priserne er røget i vejret." Informationschef Monica Ritterband fra Carlsberg A/S afviser kritikken: "Jeg tror faktisk, at når man åbner for så utroligt store mængder musik, så får folk også et større behov for at høre musik (…) Formålet er at komme i kontakt med de unge, vi ved, de ikke er ved muffen, så derfor vil vi gerne give dem et verdensnavn for små penge. Vi fastholder deres interesse til gavn for musikmiljøet." (Århus Stiftstiden-de). I juni melder de københavnske spillesteder Loppen og Rådhuskroen ud med en boycot af de forenede bryggerier - mens Roskilde-bossen Leif Skov fortæller, at man i det fælles festival-forum har en længere dialog kørende med såvel bryggerierne som arrangørerne af bl.a. Grøn Koncert og Fri Rock og at man håber det munder ud i mere fornuftige tilstande. (Fri Rock genopstår ikke - og Grøn Koncert ender med at tage en beskeden entre til arrangementet, så noget kom der ud af protesterne).
Skanderborg Gymnasium og HF-kusus har de seneste år haft stort fravær i festival-week-enden - og det tager man nu konsekvensen af og giver de ældste elever fri om fredagen. Istedet får de en danskopgave med relation til festivalen. I Ugeavisen funderer en skribent over udviklingen af Danmarks Smukkeste Festival og leverer følgende svada til arrangørerne: "Det æstetiske, det pæne og det veltjekkede skinner igennem nutidens festival - hørligt i det musikalske og synliggjort i en næsten skræmmende velsmurt medhjælper-maskine med en fejlmargin så bagatelagtig, at selv en tysker må imponeres…" En tilskuer er i Horsens Folkeblad citeret for en lidt mere positiv tilgangsvinkel: "Kors hvor har jeg savnet det her – lige præcis et helt år."
"Ænderne må ikke betrædes", hedder nyeste regel i det omfattende festivalprogram, der også kan fortælle at der uddeles mere end 10.000 kondomer og 15.000 røde roser til publikum. Selve festivalpladsen er blevet udvidet med ca. 20%, svarende til 7000 m2, ikke mindst for at skaffe plads til det nye område Walther Valley, hvis centrum bliver den nye teltscene RytmeHans. Ophavsmanden til navnet, Peter A.G. Nielsen fra Gnags, er på plads i teltet fredag den 9. august. Han klipper snoren over - og erklærer officielt den nye scene for åben med et "Er I der?" Med teltet er årets musikprogram også blevet kraftigt udvidet – og 46 bands og solister giver koncert, mod 26 året før. Jacob Haugaard er indkaldt som konferencier i RytmeHans - ifølge ham selv med den kvalifikation at han "på et ungskue i Herning var blevet er-klæret fri for yverbetændelse." På Bøgescenerne kan Søren Rislund fejre 10 års jubilæum som ordførende - og det fejres med en kæmpemæssig lagkage, som Rislund øjeblikkeligt overfalder aldeles korporligt. En helt ny bar er bygget efter forbillede i hospitalsskibet Jutlandia - de blodforsyninger der under loftet hænger klar til transfusion, viser sig dog at være barens lager af Bloody Mary. For tredje gang har festivalen besøg af den tyske teatergruppe DNTT. Årets udgave af deres forestilling (der "involverede store biler, bål og sprøjtende ild") blev dog vurderet for farlig af festivalen, der derfor aflyste og betalte truppen deres penge for ikke at optræde. DNTT ville dog optræde alligevel - og "flere blandt publikum fik lettere brandsår og andre måtte springe for livet for at undgå de optrædende køretøjer", ifølge Berlingske Tidende. Festivalledelsen måtte tilkalde politiet for at få stoppet forestillingen: "Et af medlemmerne fra truppen blev taget med på stationen da han overfaldt den første betjent der dukkede op… Nu har vi bedt dem om straks at rejse hjem." Ellers en nogenlunde rolig festival. Samarbejdet med politihjemmeværnet, om afspærring af Slotsholmen og afvikling af trafikken, forløb uden problemer - og i politiets døgnrapporter var det mest dramatiske, ifølge Århus Stiftstidende, at 14 personer blev anholdt for besiddelse af amfetamin, hash og heroin. Ikke at det afskrækkede andre, for som en publikummer sagde til Horsens Folkeblad: "Her på Skanderborg er der trygt. Når jeg efter 112 elefanter og syv "fede" er ved at nærme mig afgrundens rand, så er jeg alligevel tryg ved at bevæge mig rundt, for folk er sgu så hjælpsomme. Jeg får ingen flasker i nakken, og taber jeg en hundredekroneseddel, ja så råber folk efter mig." Og så var der jo også lige den om den 78-årige Carl Michelsen der sprang ud i elastik, fra 50 meters højde, og såmænd kom i Guiness´ rekordbog for den indsats.
Det første navn i RytmeHans er genopstandne Burning Red Ivanhoe. Kim Menzer fra bandet åbner koncerten med en dans i indianerkostume - og straks efter starter regnvejret, der sikrer en god begyndelse i teltet og fuldt hus til de danske 60er legender. I det hele taget får den nye scene et fantastisk år. Med vilje har arrangørerne sat flere af festivalens mest populære navne på programmet - hvilket indimellem betyder decideret affolkning nede foran bøgescenerne: "Poul Krebs & The Bookhouse Boys spillede overfor heavybandet Pretty Maids og det gav en klar sejr til Poul Krebs, som trods et noget mindre lydanlæg skabte en af festivalens bedste oplevelser. Den anden helt store oplevelse på den nye scene blev Allan Olsen & Norlan, som i denne festivalsæson er nået helt til tops efter tre års slid på de danske rockscener" (BT). "Rytme Hans-teltet blev allerede i sit første år derfor en alvorlig konkurrent til de to bøge-scener. Her var nærvær og fortættet energi - en alvorlig mangelvare foran de to store scener" (ifølge Midtjyllands Avis).
Det blev dog også godt vejr igen udenfor teltet - og et pludseligt blåt hul i skyerne, kommenteres fra bøgescenen af Søren Rislund: "Så er der hul igennem til Peter." Masser af vemodige klapsalver fra de tilstedeværende, der på den måde mindedes Peter Færgemann, grundlæggeren af Midtfyns Festival, der var død to dage efter at have lukket årets udgave af sit livsværk.
"Ikke overraskende leverede fynske Fielfraz Skanderborg Festivalens hidtil mest overbevisende koncert. Rå, Flabet og respektløs herre-rock, som dementerer, at guitarrocken er død" (Ekstra Bladet). Delte meninger om hovednavnet The Kinks: "Det var kun få gange, det gammelkendte rockdyr fik luftet næsetippen, og så kan Ray Davies karakteristiske nasalstemme kun bringe søde minder frem fra en svunden og forgyldt tid" (Århus Stiftstidende). "Efter 30 år i branchen stadig skarp som en ragekniv. Altid rede til en provokation og en kompromisløs bredside fyret af i synet på det etablerede. Jo. The Kinks blev den forventede store oplevelse fredag aften…" (Jyllands Posten). Mødet med Kinks var for arrangørerne afgjort mødet med en flok store krukker - og Malurt, der spillede lige før og var ofre for en generel forsinkelse i programmet, fik simpelthen kappet strømmen midt i et ekstranummer, da Kinks´ manager insisterede på at hans band skulle på til det annoncerede tidspunkt: "Fredag aften var Malurt aftenens højdepunkt, selvom koncerten endte i skandale" (Politiken). "Mothers Finest blev et af lørdagens højdepunkter…" (Jyllands Posten). "Ian Gillan, ligner og lyder efterhånden som noget af en forpustet parodi på sig selv. Han savner det meste af den kraft, der gjorde Deep Purple så store. Så urørlige", stod der videre at læse i Jyllands Posten, der også var til koncert med Marie Bergman: "Hendes udstråling er indiskutabel og hendes koncert i Skanderborg beviste endnu engang at hun er en af Sveriges bedste musikere og sangere. En kunstner, der har mod til at gå andre veje end flertallet. Altid på vej mod noget nyt og uprøvet." Flere aviser var i deres anmeldelser inde på at musikprogrammet var en kende støvet - bl.a. Århus Stiftstidende i en afsluttende kommentar: "Måske var det også en ide at revurdere musikvalget til festivalen lidt. Det var smart, om det faldt mere i gæsternes smag end i arrangørernes (…) Skillevejen er nået nu. Også i fremtiden skulle udtrykket DSF, gerne dække over det kvalitetsbegreb, at det er den smukkeste og ikke i stedet den, der mindst er ramt af det modsatte…" Ekstra Bladet var enige i den anskuelse og spurgte festivalklubbens formand om ikke man har en forpligtelse til at præsentere andet end noget folk kan synge med på: "Vi er ikke ude på at promovere alternative og spændende navne. Vi er slet ikke interesseret i sådan nogen som Sort Sol. De ser jo så vrede og aggressive ud", sagde formand Mons, der heller ikke ville afvise at hans personlige begejstring for visse grupper har været med til at præge programmet: "Det kan man da bestemt ikke udelukke. Jeg har f.eks. en del Nazareth plader hjemme i reolen…"
Med den nye scenes mange musiktilbud, udvidelse af pladsen og andre krævende tiltag (bl.a. er der lavet faste el-installationer i skoven), er der kun et ganske beskedent overskud efter festivalen i ´91. En halv million kroner er der tilbage når driften af foreningen er betalt - ud af en omsætning på mere end 12 mio. kr. Tilfredsstillende ifølge klubbens kasserer - men så må det heller ikke komme længere ned. Antallet af medhjælpere - op mod 2400 mennesker var i arbejde på festivalen - er ved at blive for stort og udgifterne til bl.a. forplejning og de populære medhjælperfester, er en støt stigende udgiftspost på regnskabet. Der indføres derfor øjeblikkeligt medhjælperstop - forstået på den måde, at man håber "naturlig afgang" fremover vil mindske antallet af medhjælpere. Et mere alvorligt problem præsenteres på generalforsamlingen - da Skov- og Naturstyrelsen, efter 12 års festival, er blevet opmærksomme på at der foregår ting ude i skoven, som vist ikke må forekomme i en såkaldt "Fredsskov". I en sådan fredet skov må der slet ikke være faste installationer - hvilket er noget af et problem for Danmarks Smukkeste Festival, der både har en transformatorstation i skoven og under jorden har lagt pipelines til fadøl, kloakker, vandledninger og 500 meter hovedkabel. Skovstyrelsen, kommunen og festivalklubben har haft det første syn på stedet - og parterne skal snarest mødes igen for at få diskuteret tingene igennem.
Der var jo en gang, hvor det var tradition at når sidste band var sat på søndag aften, så var vi nogle stykker der skulle dele en jord-hukka. Ikke nogen almindelig jord-hukka - men en der var bygget efter et sindrigt system, med nogle slanger fyldt med et par liter Cognaq og sat op på metalstativer så vi ikke skulle bøje os og hvad ved jeg. Et år var det gået galt med blandingsforholdet. Vi skulle normalt bruge 5 gram af den bedste vare der ku opdrives - halvdelen i hukkaen og resten blandet i joints til bagefter. Det her år var det blevet misforstået, så alle fem gram landede i hukka´en. Vi fik sat sidste band på - og gik så i gang med at ryge. Og vi gik ned, med et brag. Rislund faldt simpelthen om - og jeg blev totalt paranoid og ku´ slet ikke overskue at skulle på scenen igen og melde koncerten af. Det lykkes mig dog at få lidt liv i Rislund igen - og han fortæller mig, at han må insistere på at starte den her afmelding, da han har nogle meget væsentlige ting at fortælle publikum. Vi kommer ind på scenen - og Rislund begynder. Der står tusindvis af mennesker og kigger på scenen - og ingen fatter et ord af hvad han siger. Det vidste jeg dog ikke dengang - jeg troede bare det var mig der var for skæv og det gjorde mig jo endnu mere paranoid. Rislund snakker så løs, uden at nogen fatter noget som helst - og efter at have kørt på i 10 minutter slår han så pludselig ud med armen, som en gestus til mig om at tage over. Og jeg havde ingen anelse om hvad han havde sagt. Endelig fik vi dog takket af og fik sat fyrværkeriet i gang - og folk kom styrtende og spurgte os hvad fanden det dog var vi havde gang i. Det ender så med at Søren falder om igen. Totalt den her gang - og umulig at få liv i. Så kommer de her kropsmalere forbi og maler ham totalt blå. Skæg og hår og krop og det hele. En time efter vågner han så op - og aner ikke at han er blå… 14 dage efter ringer han til mig - og efter at alt det formelle er overstået, siger han med alvorlig mine: "nu ved jeg godt at man skal passe på med at lave for meget om på gamle traditioner, men synes du det gør meget hvis man skubber jord-hukkaen til efter fyrværkeriet?
(Frank Megabody)
Franke´s såkaldte "erindringer" kalder på en kommentar. Jeg husker dem ikke som refereret, men hvis Franke tror, at han kan stække min påtaleret, ved jævnthen at "lade mig falde om" tager han beklageligvis fejl...
Han nævner to gange, at han selv var paranoid. Det vil jeg ikke bestride...
Hør nu blot:
Året var det på mange måder bemærkelsesværdige 1991, hvor Festivalen var startet med, at jeg i anledning af mit 10års konferencierjubilæum på Bøgescenen havde kneppet en lagkage glaseret med en legemsstor Festiwalther-figur. Det forhindrede dog ikke, at kagen efterfølgende blev udskåret i passende stykker og fortæret af publikum.
1991 var også et år, hvor såvel Monrad & Rislund som Little Willie & The Wild Ones (feat. F. Megabody) optrådte på festivalen, så det er tænkeligt, at der på flere leder kan have været tale om en hektisk festival.
Jeg erindrer ikke, om det var netop dét år, vi gik hen og blev lidt lange i spyttet under afmeldingen, men rigtigt er det, at jord-hukkaen oprindeligt skulle afvikles efter sidste band var gået på, og dermed inden afslutningen. Det indebar selvfølgelig en risiko for momentvise udfald, relæsvigt og almindelig taben af tråden under farvel-seancen.
"Så kommer de her kropsmalere..." mener Franke at kunne erindre. Sandheden er den, at under den generelle efter-festival-festivitas på bagscenen viser det sig, at den skrattende sangerinde Janne Eilskov, som havde optrådt med Burnin´ Red Ivanhoe, påberåber sig færdigheder som ansigtsmaler og tillige medbringer et veritabelt malerværksted. I den generelt gemytlige stemning, indvilliger jeg i at lade mig ansigtmale, og Eilskovs ambitioner var store: Jeg skulle ligne Gud!
På hosstående foto kan læserne selv dømme om resultatet, - men "krop og det hele" og "...aner ikke han er blå" som Franke mener at kunne huske...? Tjahh...
Janne Eilskov fortjener alene ros for sit storartede udsmykningsarbejde.
Kulten omkring jord-hukkaen kræver et par ord.
Konstruktionen af denne jordpibe, som søndag aften deltes af en eksklusiv gruppe højtstående festivalmedarbejdere, blev midt i firserne lagt ind i stage-managerens tjenesteplan. Da en senere stage-manager var ikke-ryger, blev en særlig "arkitekt/konstruktør" fra Århus indforskrevet til pibebygning søndag aften. Denne kreative sjæl leverede gennem årene flere vidtløftige bygningsværker til både knælende, siddende og stående rygning. Det var også i denne periode, at kultsted for rygning "left PA-wing" (under venstre stack/højttalertårn) blev etableret.
Når Franke husker "et par liter cognac” og “sat op på metalstativer" er der tale om sammenblandinger og erindringsforskydninger. Kun een gang har kølervæsken ikke været alm. vand. Det var da vi røg af et udhulet græskar fyldt op med gin!
Under indtryk af almindelig ansvarlighed har afslutningshukkaen gennem snart mange år været en saga blot.
Jeg beklager min gode hukommelse, - nu jeg jævnthen er dømt "faldet om", men jeg er glad for at kunne rejse berettiget tvivl om, hvem der var faldet om hvornår. Årsagerne til Frankes fravær kan være mange, konfirmationsforberedelse ell. lign... Han var jo så ung...
Året 1991 bød på flere ejendommeligheder. Således findes i mit arkiv et "hard-cover"-festivalprogram 1991.. Altså et lille eksklusivt oplag af programmet specielt indbundet i stift lyseblåt lærred og med sølvtryk på fronten. Fint, fint bogbinderarbejde – men hvem fanden har udtænkt noget så perverteret?
(Søren Rislund)