... i de gyldne lokker Walther til festival for 25. gang 5.-8. august. Det var rekordår sidste år, så mon ikke der er lagt i kakkelovnen til et ordentligt gilde. Der er da god grund til at tage af fedeflæsket, så hvad skal der ske? Vi skal på kur – nytårskur! Ledelsen vedtog i december at reducere antallet af medhjælpere med 10 %. De har endda sat ord bag handling og har ansat en medhjælperkoordinator (…) som skal sikre, at det bliver udført. Hva' dælen! Det går som aldrig før, og så skal vi indskrænke.” Citatet hentet fra lederen i årets første udgave af medlemsbladet Walther Nyt, der både taler om pisk og gulerod. Eller sagt på en anden måde: På 2004-udgaven af Danmarks Smukkeste Festival skal der både skæres ned i medhjælpertallet – og så skal der holdes et brag af en jubilæumsfest.
Selve titlen medhjælperkoordinator har været brugt i mange år, men det er første gang, festivalklubben ansætter en person på fuldtid til udelukkende at tage sig af medhjælperspørgsmål. Og baggrunden er tydelig nok: I 2003 solgte man knap 21.000 billetter og havde omkring 9.000 medhjælpere til at servicere gæsterne. Altså næsten én medhjælper pr. to betalende festivaldeltagere. Antallet af medhjælpere er vokset støt og hurtigt fra år til år. I 1998 var der ca. 4.100 medhjælpere. I 2003 var tallet 8.600. Det er mere end en fordobling på bare fem år. Med medhjælperkoordinator, en ny festivalsekretær (der også arbejder for Festival Danmark) og en eventmanager (med ansvar for det voksende sponsorsamarbejde og nyudvikling på pladsen) er der efterhånden 8 faste medarbejdere på festivalkontoret.
Flere medier citerer i starten af maj fagbladet Kommunen for en historie om, at det er ulovligt (ifølge Styrelsesloven), at Skanderborg Kommune stiller Dyrehaven gratis til rådighed for festivalen. Påstanden – der er rejst af Århus Statsamt – afvises senere af Kommunernes Landsforening, men der skal gå flere år, før øverste myndighed på området (Indenrigsministeriet) endelig når frem til en afgørelse (cliffhanger …)
”Midtfyns Festival uden topnavne”, hedder en overskrift i Fyens Amts Avis den 8. maj, hvor artiklen afslører, at bl.a. Alicia Keys, Deep Purple, Air og Sugarhill Gang vil være at finde i Ringe i slutningen af juni. Det er dog ikke et program med den nødvendige tiltrækningskraft – og bare et par uger før festivalstart meddeles det, at man aflyser på grund af svigtende billetsalg (efter sigende var der solgt 4666 billetter). Festivalen går efterfølgende konkurs. Det afskrækker dog ikke Stomped, 2003-vindere af Skanderborgs talentkonkurrence, Starfighters, der agter at spille deres planlagte koncert i Ringe, uanset om der er festival eller ej (ifølge Skive Folkeblad).
I Skanderborg står der bl.a. Pink, Pet Shop Boys, Bloodhound Gang, Sugababes og Hothouse Flowers på programmet. Navne, der i starten af juni suppleres af et veritabelt scoop i form af Velvet Revolver – et hårdtslående, nyt amerikansk band bestående af medlemmer fra Guns’n’Roses (bl.a. Slash) og Stone Temple Pilots forsanger, Scott Weiland. Gruppens debutalbum udkommer, kort efter de er booket til Skanderborg – og er så hot, at Velvet Revolver ligger #1 i USA op til deres første danske gig.
Horsens Folkeblad kan 18/5 fortælle, at private investorer har kig på grunden, hvor festivalens hovedkvarter ligger, som potentielt hjemsted for en multihal med plads til 4000 koncertgæster. Festivalen afviser ikke muligheden helt, men siger også, at der ikke er aktuelle planer om at sælge.
Årets partoutbillet koster 1195 i forsalg – og dem er der ikke flere af den 5. juni, to måneder før festivalstart. Det er tiende år i træk, der meldes udsolgt af partoutbilletter.
Der er masser af markante nyskabelser på årets festival. En af dem er baren kaldet Walthers Vidner – der ikke bare viser masser af festivalhistorie, men også har fået en stjerne som vartegn. En rigtig stor stjerne altså – 9 meter høj, med 16 takker og lavet af flere tons stål. På Dødemandsbakken er der indrettet endnu en af de spektakulære barer, som efterhånden er lidt af et kendemærke for festivalen. Navnet er Colorbar, og her møder gæsterne bl.a. fem tv-skærme sat ind i sorte vægge – og en scene, hvor der optræder tv-koryfæer som Henrik Dahl og Nis Boesdal. DJ’s sørger for god musik. Der er masser af quizzer på programmet – og i åbningstiden går stedets egne tv-fotografer rundt og optager publikum, som kort efter kan se sig selv på skærmene. Både P4 og Boogie er på besøg og sender fra baren. Vinoteket bliver flyttet længere ind i skoven, så man i fred og ro kan nyde sine årgangsvine dér – og Det Italienske Spisehus får sit helt eget område, komplet med gondoler og importeret operasanger. Den populære Tyrolerbar Alperosen får både en helt ny alpehytte tilknyttet, og gæsterne indtager festivalen igennem den store udsigtsplatform, hvor man har nogenlunde uhindret syn til RytmeHans. Og så er det da også første (og eneste) gang i festivalhistorien, publikum har fået mulighed for at vinde en bil. Det er den såkaldte Smuk-bil, der bliver sat til salg via sms-lodder af 7 kr. Vinderen – Peter Rønholt – fortæller, at han bare havde købt et enkelt lod, men det er altså, hvad der skal til, for at han kan trille fra festivalen i sin helt egen Pontiac Grand Ville Cabriolet fra 1976. Og så kan man da også lige deltage i en såkaldt Gospel-workshop, hvor Etta Cameron fører deltagerne igennem timers træning som optakt til en koncert på Bøgescenerne om søndagen.
Danmarks Smukkeste Festival årgang 2004 åbner vanen tro i Den Blå Planet, med talentkonkurrencen Starfighters, der vindes af elektroduoen Hookah – med en meget ung udgave af Dúné på tredjepladsen. Onsdagen slutter med Tim Christensen, der trækker et massivt publikum til området.
Standup er efterhånden en integreret del af Smukfest, og publikum fylder området ved Ekstra Bladets Verbale Slagmark, når tidens stærkeste komikere indtager scenen. Det er efterhånden også blevet lidt af en sensommerudflugt for komikerne selv, og én af dem, Mick Øgendahl, forklarer: ”Vi nyder at se hinanden under disse afslappede former, og så skal det jo gå galt med så mange store egoer samlet. For det kræver et stort ego at være standupper. Så det har vi alle sammen – især Uffe Holm. Men han er bare en drengerøv, der ikke kan snakke om andet end pik og fisse. Han er lidt ligesom brumbassen. Den ved ikke, at den er for tung til at flyve. Han har ikke fattet, at han ikke er sjov nok til at gå på scenen, ler Mick, der tidligere på dagen blev kaldt en talentløs amatør af Uffe Holm” (Walther Nyt).
I den anden ende af festivaldagene er der vel nærmest dømt powersøndag. Drengene fra Angora fylder Den Blå Planet til sidste plads – og der er fyldt op foran Bøgescenerne, da den selvsamme gruppe, nu forklædt som Team Easy On, ruller autocamperen ind på Bøgescenerne. Eller som der står i Jyske Vestkysten: ”Det så ud, som om samtlige 40.000 festivaldeltagere, med og uden tømmermænd, havde taget opstilling foran scenen.” Et fremmøde, der også overrasker de medvirkende selv: ”Det her overgår alt, hvad vi havde forventet. Ikke engang i vores vildeste fantasi havde vi forestillet os dette tilløbsstykke,” siger Esben Pretzmann, der spiller Bobby Olsen, efterfølgende. ”Det handler jo om musik, for fanden, så det faktum, at vi trækker flere tilskuere end Pet Shop Boys, er jo for vildt,” siger Simon Kvamm (begge citeret af Walther Nyt). En af sommerens nyheder i øvrigt er, at Team Easy Ons slagsang ”De skal have baghjul nede i Touren” er årets mest solgte single med 27.800 eks. langet over disken …
Det er også om søndagen, Velvet Revolver ruller ind i skoven – og man mærker lidt af suset fra de hellige hård-rock-haller, da det viser sig, at der står Guns’n’Roses på de fleste af bandets instrumentkasser. Men mere overraskende er det måske, at gruppen har bedt om at få sat en boksering op backstage. Forklaringen er, at flere af medlemmerne er afvænnede narkomaner, der bruger en omgang nævekamp til at holde abstinenserne på afstand.
”… disse fem gutter leverede musik og sceneshow, der viste, at de pund for pund er nogle af de hårdeste og cooleste hunde i rockstjernebranchen” (Gaffa). ”Slash hører stadig hjemme i guitaristernes verdenselite, og Scott Weilands stemme har ikke mistet den karisma, der i sin tid trak Stone Temple Pilots over gennemsnittet af de såkaldte grunge-bands”, skriver Horsens Folkeblad. Også Politiken har en god oplevelse af Velvet Revolver og giver fire hjerter til bandet: ”I Skanderborg kom der anderledes liv i de ikke just originale eller melodiøse sange, da især guitaristen Slash viste, at han ikke har glemt sit på en gang stålsatte og sårbare attak i årenes løb.”
”Kira overstrålede med mange længder Pink, der blev en stor skuffelse. Men det var vist også den eneste” (Horsens Folkeblad). Det med Pink er man ikke enige i hos Nordjyske, der giver den amerikanske sangerinde 5 stjerner: tede hos alle.”
”Alle ville være Darth Vader”, skriver JP om Nephew, der vel nærmest er vokset op i den hjemlige musikalske superliga til denne koncert: ”Hvis man skal bedømme på publikums indædte indlevelse, vil koncerten sprænge rammerne for karaktergivningen” (Nordjyske om Nephew, 5 stjerner). Der er god pop fra veteranerne Pet Shop Boys: ”Neil Tennant havde da også lært at sige Skanderborg, så det lød helt dansk, og da han kom ud i sit tredje sæt tøj og takkede publikum, så troede man faktisk på, at bandet også havde haft en rigtig god koncert under bøgetræerne. Det havde egentlig ikke gjort noget, hvis de havde spillet en halv time mere” (Jyske Vestkysten, 4 stjerner). ”Med sin afslappede attitude og fremragende sange væltede han stort set festivalen, og koncerten må noteres som intet mindre end torsdagens største musikalske oplevelse” (JP om Tue West). Var der en pris for Årets Største Gennembrud, så ville den nok tilfalde Beth Hart, der giver en fuldstændig forrygende koncert i RytmeHans lørdag eftermiddag: ”Den frækkeste og mest rå sangerinde, som bøgeskoven endnu har budt på, lagde alt det ned, som hun ikke rejste op med sin ekspressive rockoptræden og utrolige stemme” (Fredericia Dagblad). ”Med sin kælne stemme og sin mørke, sexede mystik bjergtog Beth Hart teltet med en energi, der ville gøre Barsebäck rødglødende” (Nordjyske, 6 stjerner).
Ikke overraskende bliver Danmarks Smukkeste Koncert både et tilløbsstykke og noget af det, medierne bruger rigtig meget plads på efterfølgende: ”Der er ikke mere asfalt på Mindernes Allé. Belægningen blev fræset af, da Skanderborg Festivalen sluttede i aftes med et historisk racerløb af en hitparade” (Horsens Folkeblad). ”Sent glemt bliver også Kim Larsens ’Midt om natten’, i en akustisk guitar-version” (Herning Folkeblad). ”1983 blev et tidligt men helt suverænt højdepunkt, da han alene på scenen spillede ’Midt om natten’” (Fyens Stiftstidende om Kim Larsens bidrag). ”Jubilæumskoncerten blev en stor lang fest for både publikum og musikere” (Jyske Vestkysten). ”Søndag kulminerede det hele så til ren og skær syng-med-fest” (Fyens Amts Avis). ”En fremragende idé at runde den 25. festival af på den måde. Publikum hyldede kunstnerne og musikken – de mange kunstnere hyldede festivalen og publikum. På den måde gik alt op i en højere enhed, men altså: Hvor var Gnags?” (Jyllands-Posten). ”… i Skanderborg fik vi en rar repetition, selv om man altid kan diskutere valg og fravalg. Det vigtigste ved den slags magiske øjeblikke er at være der. Og sande, at hver fugl – stadig – synger med sit næb over bøgeskoven. Med den store koncert fik den østjyske by sikret sig en position i dansk rock, der fint matcher den rolle, Skanderborg spiller i litteraturen. Men det er – vistnok – en anden historie” (Politiken, 6 stjerner).
Danmarks Smukkeste Koncert tiltrækker ikke bare et rekordpublikum til bøgescenerne – for da koncerterne sidst på året vises af DR over to aftener, ser omkring 750.000 med hver aften, hvilket ikke mindst overrasker DR, der på ingen måde troede, at livemusik kunne få så mange seere …
”25. udgave af Skanderborgs festival blev en gigant-succes – og sluttede af med manér”, kan man læse i Herning Folkeblad – mens Fyens Amts Avis konkluderer: ”På alle måder har denne 25. festival i Dyrehaven syd for Skanderborg været en lang, smuk fest” (Fyens Amts Avis). ”Oplev Skanderborg uden tømmermænd”, hedder en overskrift i Århus Stiftstidende – og den underliggende artikel fortæller om en lille folder lavet af Skanderborg Turistbureau. Den uddeles til festivalgæsterne, da de forlader byen – med håbet om, at de kan lokkes tilbage til 8660, når altså de har fået sovet ud!
Jubilæumsfestivalen bliver en af de mest succesfulde i festivalhistorien so far – og beskrives i medlemsbladet Walther Nyt som: ”Igen et år med kvalitet, overraskelser, luksus, fest, musik, underholdning og en velsmurt festivalmaskine, der fungerede til UG. Walther havde endnu en gang sørget for det perfekte festivalvejr, vores publikum fik 4 rigtig varme sommerdage, og det klarede de som altid uden de store problemer. Vores publikum forstår at værdsætte musikken, den gode stemning, de unikke omgivelser og formår 100 % at leve op til at være Danmark Smukkeste Publikum.”
Ud over at byde på masser af højdepunkter for publikum ender det også med en rekordomsætning på mere end 50 mio. kr. (efter 44 mio. i 2003) og et flot overskud på 3,2 mio. kr. (mod 2,6 året før). Medhjælpertallet holder sig i nogenlunde ro for første gang i mange år – og der er nu mere end 10.000 medlemmer af Skanderborg Festivalklub.
På generalforsamlingen i december genvælges hele den siddende bestyrelse – og alt ånder således ro og fred i den gode, gamle festivalklub. Og dog. Et spøgelse er dukket op i horisonten – ovenikøbet et særdeles levende et af slagsen: De lokale politikere har sagt ja til nybyggeri på stadiongrunden, der er en særdeles vigtig del af festivalens campingareal. Men værre endnu er udsigten til at få naboer på grunden, der med stor sandsynlighed vil klage over at have en larmende festival som nærmeste nabo. Hvad problematikken nærmere går ud på, beskrives i årets sidste Walther Nyt: ”Den danske miljølovgivning er meget streng, når det gælder støjgener, og det planlagte byggeri omfatter 60 luksusboliger, som sandsynligvis ikke har samme målgruppe som festivalen. Det opfatter et flertal af byrådspolitikerne dog ikke som en hindring. De mener, at fremtidige beboere i området bare skal gøres bekendt med støjgenerne og skrive under på en acceptaftale, så de ikke bagefter kan klage. Men den går ikke! Miljøstyrelsen har i lignende sager slået fast, at borgere altid har ret til at klage over støj, og at kommunen skal behandle eventuelle klager efter miljøbeskyttelsesloven. Én enkelt klage kan føre til påbud om, at der ikke må spilles musik så højt og så længe, som det er tilfældet i dag. Og festivalens ledelse erklærer, at festivalen ikke kan gennemføres sikkert, hvis musikken stopper for eksempel kl. 22.00. Så bliver der bare ikke nogen festival!”