Forrige 1994

1995: Momschok, Technoteltet, Spanske Hot Dogs og Walthers Vidner

/media/5690/plakat1995.jpg
Efter at alle planer er godkendt...

... af Skov- og Naturstyrelsen, personificeret i den stedlige skovrider, ligger det i februar klart at årets festival vil blive afholdt på en forandret og udvidet plads. Det indhegnede område udvides med næsten 30% - hvor der vil være en helt ny Walther Valley, med et pænt forstør-ret RytmeHans i midten. Omkring 2500 tilskuere vil der fremover være plads til under teltdugen og mange flere udenfor. Selve teltet vinkles anderledes end tidligere, for også at skabe bedre lydforhold. En ny og tredje indgang til det indhegnede område og en helt ny bodgade, bliver der også på den ny-indrettede plads ned mod søen - hvilket skulle sikre mindre pres på de enkelte indgange og mere luft til gæsterne. Festivalklubbens formand fortæller i januar Ugebladet, at det egentlig var et tilfælde at både Midnight Oil og Scorpions var på programmet året før. De accepterede begge et bud fra festivalen på den samme dag – og for ikke at tabe ansigt overfor de udenlandske agenter, takkede man ja til begge bands: "…vi tog budgetoverskridelsen i stiv arm, og med det løft, festivalen bagefter har fået i bedømmelsen hos såvel publikum som medierne, fortryder ingen af os den overskridelse." En nyskabelse på den kommende festival bliver åbningen af et decideret technotelt. Den lokale Club Kulpaa står for den nye scene og blandt foreningens meriter er, ud-over at have stået bag de allerførste raves i Skanderborg - også "Jyllands og Fyns største rave i Herning Messecenter", hvor flere tu-sinde dansede natten væk i december ´94, som man i marts kan læse i Århus Stiftstidende. Der bliver igen "En Latterlig Torsdag" - og som vanligt starter forsalget i april, uden at ét eneste navn er offentliggjort. I april præsenterer man Joe Cocker som et af hovednavnene - en længe ønsket gæst på festivalen, der året før meldte fra da han skulle optræde på den genopstandne Woodstock Festival. Stagediving forbydes totalt - det vurderes simpelthen for farligt af festivalledelsen, der havde svært ved at styre gemytterne under Clawfingers tumultariske koncert året før og også har modtaget en stævning, fra den gæst der kom til skade under Kashmirs koncert . (Det ender dog med at festivalen slipper for at betale erstatning - "Vi synes ikke, at det er vores ansvar, hvordan publikum opfører sig overfor hinanden", som formanden kommenterer sagen på generalforsamlingen). Forsøger en tilskuer alligevel at hoppe ud fra scenen - vil det resultere i at vedkommende får klippet armbåndet og bliver bortvist på stedet. En anden styrkelse af sikkerheden er opsætning af syv såkaldte "bølgebrydere" foran bøgescenerne. "Det har ikke tidligere været et problem på festivalen, at folk er blevet klemt foran scenen (…) Men ud fra princippet om, at det er bedre at forebygge end at helbrede, ønsker festivalen at handle først for at forhindre eventuelle uheld", siger den sikkerhedsansvarlige i juli til Horsens Folkeblad.

Alt er udsolgt i slutningen af juli. Der er solgt 13.000 partoutbilletter (til 585,- stykket) og der sælges yderligere 3 x 500 billetter til de enkelte dage. Omkring 3700 medhjælpere (styret af 114 formænd) sørger for at det hele fungerer - og derudover regner man med omkring 3000 musikere, gæster og branchefolk, 2500 børn under 13 år og anslået 4000 gæster uden billet, der alligevel dukker op og camperer i området og holder fest i Ram Jam og udenfor hegnet. Og selvom en del af alle disse gæster er fra lokalsamfundet - er det nok ikke helt skævt at tro på en fordobling af de omkring 20.000 mennesker der til daglig bor i Skanderborg. I protest mod de planlagte franske atomprøvesprængninger, har festivalen besluttet sig for at boycotte de franske varer - hvilket resulterer i Rioja frem for Bordeaux, dansk bondebrie i stedet for Camenbert og italiensk spumante i stedet for Den Gule Enke. Selv den franske hotdog er blevet til en spansk. Forskel - det er den anden ende af pølsen der kommer først ned i brødet! I begyndelsen af august tager festivalområdet for alvor form. "Danmarks Smukkeste Stakithold", bestående af 30 opstillere og 18 afriggere, er ved at have færdiggjort det otte kilometer lange hegn omkring festivalen. I omegnen af 21 mio. kr. skal tilskuerne lægge i kassen, hvis festivalen skal løbe rundt. Inner Circle melder afbud - i stedet samler den århusianske reggae-veteran, Ole Brockmann, 17 danske musikere til en reggae-jam lørdag aften. 

"Den tre timer lange "latterlige torsdag" levede op til forventningerne og er kommet for at blive. Showet har forhåbentlig sat folk i det rette festival-humør. For nu er det musikken, det drejer sig om på Danmarks Smukkeste Festival" (Ekstra Bladet). Rocken kort: "Georgia Satelites var en god opvarmning til sidste indslag på den store scene, nemlig Status Quo. Englænderne pumpede den hårdtslående rock ud over skoven, blæste folket omkuld og satte et punktum, der stadig runger lidt i ørerne" (Jydske Vestkysten). "…intens som Gianna Naninni var også Ross og Parfitt fra Status Quo. Man kan spørge sig selv: Hvordan kan de hver weekend i 25 år stå på en scene og lire de samme tre akkorder af på nogenlunde samme måde og stadig være oplagte" (Jyllands Pos-ten). "Anderledes aktuel var musikholdningen i festivalens guitarfri zone, techno-teltet. På det lille telts måske 100 kvm. kullede festivalens unge generation ud til insisterende rytmer, utrætteligt leveret af millisekund-præcise maskiner" (Århus Stiftstidende). "…det sørgerligt oversete og aldeles forrygende århusianske band Shot Gone gik på Skanderborgs lille scene, Rytmehans, hen under aften lørdag og gav et brag af en koncert anført af den forrygende leadguitarist Henrik Skriver og et sandt fund af en sanger i den autentisk whiskyhæse Jesper Bjarnesen" (BT). "Når Joe Cocker gider, så kan han synge røven ud af bukserne på enhver rock-sanger. Og heldigvis for deltagerne på 16. udgave af DSF, så gad Cocker" (Ekstra Bladet). "Århus Symfoniorkester fik igen i år æren af at vække søndag morgen – ved 11-tiden. Og det symfoniorkester tør vove mere end det ene øje. Det var ikke et letkøbt populærrepertoire, der blev serveret. Uanset det gik musikken stærkt ind" (Århus Stiftstidende). "…teltet Rytme Hans er i den nye udgave en ubetinget succes med god plads og fremragende stemning. Her kom de fleste af festivalens stemningsmæssige højdepunkter med Poul Halberg, C.V. Jørgensen og Sanne Salomonsen i dansk særklasse" (Jyllands Posten). "C.V. Jørgensen med band blev søndag eftermiddag et mindeværdigt lyspunkt på Skanderborg Festivals sidste dag, da de - ikke mindst med publikums kærlige hånd - spillede sig derop omkring hvor englene synger i vildensky" (Jyllands Posten). "Strawberry Slaughterhouse er et af de mange danske bands, der venter i kulissen på at ShuBiDua og Unplugged Sanne skal få tisset færdig" (Arbejderen). 

/media/5691/sladecm.jpg
Dave Hill/Slade. Foto: NTU
/media/5692/fyr-m-guitar_95c.jpg
Alvin Lee. Foto: NTU
/media/5693/aftenpublikumc.jpg
Foto: Uffe Kjær
"Og efter to dage med så mange klassiske tolvtakts- bluesrundgange, at det kunne holde John Lee Hooker beskæftiget et liv til, var det faneme en befrielse, da guita-risten Jacob Binzer åbnede D:A:D ballet med det mesterlige metalliske riff til "Reconstructdead" (BT).

En ting der undervejs optog medierne meget, var omfattende Dankort-tyverier. Ifølge bl.a. Aalborg Stiftstidende, skulle mere end 60 Dankort være meldt stjålne og blevet lukkede i løbet af festivalen. Det viser sig dog at være simpel uopmærksomhed der ligger bag problemet. I en af årets varmeste weekends havde publikum simpelthen så lidt tøj på, at dankort og kontanter blev gemt i badebukse- og bikini-linningen - og tabt. Undervejs i festivalen blev langt størstedelen af de mistede Dankort fundet på bl.a. toiletter og i baderum og efterfølgende indleveret til hittegodsafdelingen. Og det var virkelig varmt undervejs - men til gengæld var publikum også aldeles tørstige og omsætningen i barer og boder, var 25% højere end året før. Godt hjulpet på vej af de 90.000 Blå Thor og de 237.000 fadøl der blev konsumeret. Tørken betød også at det store afslutningsfyrværkeri måtte aflyses - men der var nu heller ikke så mange grunde til guldregn og raketter over dyrehaven efterfølgende. Told- og Skatteregion Horsens havde inden festivalen meldt ud, at man ikke længere ville acceptere momsfrihed, hverken for festivalklubben eller moderselskabet Skanderborg Foreningen af 1987 - og det betød at rekordomsætning og stort overskud pludselig forvandlede sig til underskud. Der er ikke faste regler fra region til region - men Skanderborg har modtaget en regning der har sat dem i store vanskeligheder. For at få fritagelse fra moms skal foreningerne, ifølge skatteloven, bruge hele overskuddet til almennyttige formål og ikke spare op fra år til år. Og samtidig må festivalerne ikke drives som en økonomisk virksomhed med lønnede ansatte, siger funktionschef hos Told og Skatteregion Horsens, Poul Erik Bramsen, til bl.a. Horsens Folkeblad. Momsregningen efter festivalen i ´95 er i alt på 1,8 mio. kr. - hvilket betyder at et stort overskud i stedet er blevet til et underskud på 276.415 kr.

På generalforsamlingen i november medfører det naturligvis stor diskussion - og festivalen hyrer en advokat til at føre sagen for dem. Et andet ophedet diskussionspunkt på årets generalforsamling er udvidelse af medhjælpernes arbejdstid. På årets festival var den steget til 18 timer - men en gruppe havde stillet forslag om at få den ned på 15 igen, hvilket medførte stor debat mellem forslagsstillerne og bestyrelsen, der truede med at trække sig hvis forslaget blev vedtaget. For bestyrelsen ville vedtagelsen af et sådant forslag være et uacceptabelt indgreb i deres ansvarsområde - og de tre ekstra timer, var for dem endnu et forsøg på at holde antallet af medhjælpere i ro, da den konstante udvidelse også var tydelig at aflæse i årsregnskabet, hvor forplejningen alene var en udgiftspost på mere end 700.000 kr. Det endte med at forslaget blev trukket tilbage og at bestyrelsen skulle prøve at finde en løsning, der i det mindste kunne sikre medhjælperne imod alt for lange vagter af gangen. Efter at have siddet i bestyrelsen siden festivalens start, trækker JP Andersen sig fra den del af arbejdet - for fremover at koncentrere sig om jobbet som direktør for foretagendet Danmarks Smukkeste Festival. Midtjyllands Avis stiller i den anledning den gamle festivalrotte en lang række spørgsmål: "Hvad er din værste ferie: Jeg har engang holdt en fire dages ferie på Marius Øltapper. Det var faktisk fedt, rent sjæleligt, men det tog eddermame hårdt på fysikken". Og på spørgsmålet om hvilken festival han nødigst selv vil deltage i: "Roskilde Festival – det kræver simpelthen for meget sprut, før jeg kan udholde selvhøjtidelig kultur serveret for punkere og svenskere. Hvilket band vil du nødigst programsætte igen: The Kinks - det var kort og godt nogle ulidelige trælse popstjerner."

 

/media/5694/bamsec.jpg
Bamse a capella i Rytme Hans. Foto: Ib Sørensen
/media/5695/28-22ac.jpg
Foto: NTU
/media/5696/aftenpladsc.jpg
Foto: NTU
"Vi var jo lidt på røven efter den momssag og sad og snakkede om hvad fanden vi skulle stille op. Så var der en der sagde: Jamen trossamfund, de får altid momsfritagelse i kraft af en eller anden paragraf i ligningsloven. Lad os da lave Walthers Vidner. Og så gik vi i gang med at finde emner til vores Walther-religion. Alt det med at medhjælperne har pligt til at tænke smukke tanker og gøre smukke ting, det stammer fra den trosbekendelse vi lavede til Walthers Vidner..."
/media/5698/cv_ibsoerensen_nyc.jpg
/media/5699/16-35ac.jpg
/media/5700/2-6ac.jpg
Øverst til højre: C.V. Jørgensen. Foto: Ib Sørensen. Nederst: Kosmisk seance med Master Fatmann. Foto: NTU
RytmeHans
fredag
11. august
kl. 11:30
Vinder af: >>Vi har scenen<<
kl. 13:00
Velkommen v/ Jacob Haugaard
kl. 13:15
Nice Device
kl. 15:00
Bamses Venner
kl. 17:00
Big Fat Snake
kl. 19:00
Inside the whale
kl. 21:00
GasolineShow m. Peter & De Andre Kopier
kl. 23:00
Andrew Strongs
lørdag
12. august
kl. 11:30
Vinder af: >>Chancen<<
kl. 13:00
Go`Morgen v/ Jacob Haugaard
kl. 13:15
Strawberry Slaughterhouse
kl. 15:00
Shotgone
kl. 17:00
Sharing Patrol
kl. 19:00
Poul Halberg
kl. 21:00
Björn Afzelius Band
kl. 23:00
Slade
søndag
13. august
kl. 11:30
Melanies Breast
kl. 13:00
Go`Morgen v/ Jacob Haugaard
kl. 13:15
Cæcilie Norby
kl. 15:00
Psyched Up Janis
kl. 17:00
CV Jørgensen
kl. 19:15
Sanne (Un)Plugged
kl. 21:30
Led Zeppelin Jam
Bøgescenerne
torsdag
10. august
kl. 19:00
Forvalterdrengene
kl. 19:10
En Latterlig Torsdag ‘95
kl. 22:40
"The Beatles"
kl. 23:30
“The Rolling Stones"
fredag
11. august
kl. 11:00
Dawn
kl. 12:00
Velkommen v/ Rislund & Megabody
kl. 12:25
Poul Krebs
kl. 14:20
Lisa Nilsson
kl. 16:05
Spacehead
kl. 17:50
Planet Waves
kl. 19:35
Georgia Satellites
kl. 21:30
Gianna Nanini
kl. 23:20
Status Quo
lørdag
12. august
kl. 10:50
Erling Erlang & Trio
kl. 12:00
Go’morn v/ Rislund & Megabody
kl. 12:15
Henning Stærk & Shaky Ground
kl. 13:55
Cordero & Los Gran Daneses
kl. 15:40
Michael Learns To Rock
kl. 17:25
Sator
kl. 19:15
Inner Circle
kl. 21:10
Jeff Healey Band
kl. 23:20
D.A.D.
søndag
13. august
kl. 11:00
Århus Symfoniorkester
kl. 12:15
Go’morn v/ Rislund & Megabody
kl. 12:50
Alvin Lee m. Band
kl. 14:35
Shu-Bi-Dua
kl. 16:35
Procol Harum
kl. 18:20
Atomic Swing
kl. 20:05
Lilholt Band
kl. 22:20
Joe Cocker
Tre helt igennem latterlige torsdage (1993-95)

"Den latterlige torsdag er en direkte følge af starten sidste år med opførelsen af "Hair". Vores hjælpere gav udtryk for, at det var en meget positiv start på hele festivalen med lidt færre mennesker end normalt denne torsdag aften sådan, at alt kan indkøres, før det for alvor går løs om fredagen." Sådan kunne man læse i Århus Stiftstidende i marts 1993, som en slags forklaring på nyskabelsen "En Latterlig Torsdag". Og det var nok fra starten tænkt som et lille muntert arrangement - hvor man på en god måde kunne bruge faciliteterne om torsdagen, stille og roligt komme i gang med festivalen og få maskinen op i gear. Og en måde overhovedet at få lokket medhjælperne til at gå i gang allerede om torsdagen - hvad der havde været stor modstand mod på generalforsamlingerne. Men altså. En flok sjove mennesker samlet på en af de store scener foran et veloplagt publikum. Hvor svært kunne det være, når man nu i årevis havde klaret at modtage tusindvis af publikummer til en flerdages festival i skoven.

Det skulle vise sig at være meget svært - og stort. En kolossal opgave, der endte med at vise alle involverede hvor store opsætninger organisationen efterhånden kunne løfte. Men som så mange andre initiativer på festivalen, startet helt uden konkrete vurderinger af hvad det egentlig ville kræve af arbejde. Fint nok - for ellers var det sikkert aldrig blevet til noget. Man startede med at nedsætte en lille gruppe skæve hoveder - og så hyrede man Jens Folmer Jepsen og Stig Christensen, alias Hit Vagn og Stig Ibh fra festivalens huskomikere Erling Erlang & Trio, som dem der fik ansvaret for at skrue en drejebog sammen. En ting var at bringe en masse danske komikere sammen på scenen - og helst med nogle helt nye numre i løbet af aftenen, hvor der kunne arbejdes på kryds og tværs af de vante rammer - noget helt andet var det opbud af skæve ideer, der undervejs kom til at fylde mere og mere. Selv indgangen til festivalen skulle være latterlig. På en række Douglas-plader - med få meters mellemrum - stillede man en masse forskellige Hammond-organister, med Ole Erling i spidsen. De kunne spille hvad de havde lyst til og kunne sælge deres kassettebånd samtidig - det vigtige var at de alle sammen spillede på samme tidspunkt. Og spillede noget forskelligt! 

/media/5701/22_19c.jpg
Foto: NTU
"Vi troede jo det var venstrehåndsarbejde med "En Latterlig Torsdag", at vi kunne dele det med det publikum vi havde og så lidt ekstra. Men det var et helt nyt publikum der kom – og succesen var langt større end vi var gearet til. Det væltede jo ind med folk vi aldrig havde set før – der kom for at få en oplevelse med deres store idoler."

Der stod en bus klar ved skovvejen, det sidste stykke op til festivalen - og publikum var med på den, da det viste sig at den kun kørte tre meter før fordøren gik op og chaufføren annoncerede at man var fremme ved målet. Undervejs kunne man møde Magnus Jensen fra Nykøbing Mors, verdensmester i at fortælle vittigheder - og når de friske var gennem indgangen, kunne de gå direkte hen til Søren Gerricke. Hvis mesterkokken vurderede at de lignede en fisk, så vankede der en gratis Nordsøolie. Og så var der jo lige Jørgen Baren. Alle der hed Jørgen fik simpelthen fri bar hele aftenen - og havde en mægtig fest i et telt foran scenen, hvor resten af publikum kunne følge en flok Jørgen´er, der fik så hatten passede og lidt til. Og det var bestemt ikke lige velovervejet alt sammen: 

Også I billetsalget skulle vi være med på det latterlige og tage røven på alle. Så vi lavede billetsalget om til et slagteri. Fjernede alt hvad der var af normale skilte - og så skrev vi Danmarks Smukkeste Slagteri. Og vi havde grise og spegepølser og blod der drev ned af væggene. Resultatet var at ingen anede hvor de skulle henvende sig. For enden af Hammond-aléen lå et slagteri - og vi havde det sjovt, og delte flæskesvær ud til publikum. Men på et tidspunkt, der smeltede indgangskøen og billetsalgskøen og gæstelistekøen sammen til en fuldstændig uoverskuelig kø. Det var totalt kaotisk - og folk løftede barnevogne op over køen og sagde: hjælp os med at komme ud. Da ku vi godt se den var gal - og så styrtede vi bare ud og gav alle der stod der et stempel. Om de lige kom ud af toilettet eller hvor de kom fra - alle fik et stempel og på en halv times tid havde vi fået ryddet køen. 

/media/5702/6_18c.jpg
Søren Rislund, Walther-Balletten og De Nattergale. Foto: NTU
"Det var ikke til at få gang i den brandslange der skulle sende skum ned over taberne af "Fanget I Lortet". Der blev derfor sat mere og mere tryk på - og til sidst kom det så væltende. Ingen af komikerne blev ramt - til gengæld nåede strålen langt ud i publikum. Vi måtte ekvipere en hel del festivaldeltagere bagefter. Der er ikke noget der er sværere at få af tøjet end sådan noget madkulør - og det bliver ikke bedre når det er blandet sammen med brand-skum…"
/media/5703/23_13c.jpg
Karl Ejnar og Tjener Frandsen. Foto: NTU
Jeg optrådte jo helt nøgen for første gang under "En Latterlig Torsdag". Det var en lidt speciel oplevelse. Bagefter kom jeg så ud på bagscenen og den første jeg mødte, det var Jacob Haugaard, der bare kiggede på mig og sagde: Det er jo sjovt med os to Frank, vi er de to eneste der kan optræde nøgne uden at nogen kommer til at tænke på sex af den grund… (Frank Megabody)

Der kom 6000 mennesker til første udgave af "En Latterlig Torsdag" - til et program der bl.a. bød på De Nattergale, Jodle Keld, Monrad & Rislund, Peter Larsen, Lars Hjortshøj, Bob Anders og Jesper Klein. Og med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard på samme scene, for første gang i flere år. Alt sammen holdt i hænderne af Stig og Folmer. Forwaltherdrengene - med flere MLTR medlemmer - var det veloplagte husorkester i hele den latterlige torsdags levetid.

Da selve showet startede tonede øjeblikkets mest populære tv-komikere frem på den opstillede storskærm. Ditte Gråbøl kom med sit karakteristiske host, Jes Ingerslev var den vamle tv-degn og så var man i gang. Finn Nørbygaard iførte sig Karl Ejnar og påtog sig rollen som lejrchef - og da De Nattergale var ved at smide tøjet, meldte han stærkt ud, at der hverken ville blive tolereret mandestrip eller unødig holden i hånd i teltene, efter kl. 21. En der blev kaldt for Kong Albert af Belgien, sad aldeles tavs aftenen igennem på en tronstol - og Jacob Haugaard berettede om det sværeste ved at modtage socialhjælp: at holde masken fra man har modtaget pengene ved kassen til man sidder ude i taxaen! Erna Iversen/Peter Larsen advarede mod jyderne: "De er jo landfaste med dem fra Tyrkiet" - og Lars Hjortshøj causerede over grunden til at bibliotekerne ikke ligger inde med flere bøger om at begå selvmord "for folk leverer dem jo aldrig tilbage." Og det sluttede med at den kuriøse Jodle Keld blev hængt op i et træ. I Jyllands Posten skrev de at "Der var mange momenter af grotesk skønhed…", mens Ekstra Bladet var oppe på de høje nagler og skrev "Smukt - så smukt at selv fuglene i bøgetræerne lå flade af grin…" Vejle Amts Folkeblad morede sig da undervejs men mente at "Aftenen blev en lidt underlig fisk…" - mens Århus Stiftstidende skrev at "Det blev en larmende succesfuld torsdag aften i Skanderborg."

Jeg fik en af medhjælperne klædt ud i en Batman-dragt og så skulle han stå og smide flagermus-vingummier ud til publikum. "Hvorfor skal jeg det?", spurgte han. "Fordi det er sjovt - det er jo Latterlig Torsdag". Medhjælperen bliver så senere interviewet af en journalist, der spørger ham hvorfor han står der og deler vingummi ud?: "Fordi det er latterligt…" 

Ikke længe efter første arrangement gik man i gang med at skaffe en international stjerne til showet i ´94. Den megapopulære Dame Edna stod øverst på ønskelisten - og et sandt fax-helvede begyndte. Omkring 100 faxer røg der mellem kontoret i Skanderborg og Barry Humpries og hans manager i Australien - før der endelig kommer en underskrevet kontrakt retur i slutningen af marts. Efter sigende var det en sammenligning af Dame Edna og Dronning Dagmar, der i sidste ende fik den historisk interesserede Humpries til at sætte sit navn på kontrakten - og sammen med sit følge ankom han i god tid før sin optræden og brugte en august-uge på forberedelse, sightseeing og kulturelle oplevelser i området. Der var totalt udsolgt og 9000 forventningsfulde på plads i skoven - og udover Dame Edna, kunne de bl.a. møde Bob Kerr og hans orkester med en hyldest til Spike Jones. Der var John & Åge, Totalpetroleum, En På Hatten, Niels Olsen, Peter Larsen, Jacob Haugaard - og Bengt Burg og Karina, der kom med en særudgave af "Lokkehjulet". Man kunne igen vælge gambler-indgangen - og få enten en lagkage i hovedet eller en fadøl ud af satsningen. Og ved siden af stod Søren Ryge Pedersen - og hvis han vurderede at man så skruk ud, så fik man straks en æggesnaps. Der var igen fri bar til Jørgen - og de kvindelige bartendere i det muntre "Jørg´ne", hævdede alle at de hed Trine. Undervejs skrev alle der hed Jørgen under på en henstilling til festivalen om, at enten Helle´r, Dorte´r eller Gitte´r næste år skulle have samme privilegier som dem. Søs & Kirsten var der, forklædt som Karsten & Helge: "Du Helge, jeg håber hende dernede har en ordentlig kaskoforsikring. Hvorfor det Karsten? Jo, for hun har lige givet mig en ordentlig bule i bukserne…" Totalpetroleum afholdt "VM i Stank" - også kaldet "Lugtemandens Sang", med henvisning til en noget lignende titel med Gnags. Og det var et af de helt store numre den aften. Den gode Hanskapolokumva - fra Septik Praha - i kamp mod Ajler Mødding fra Danmark. Lokumva var i øvrigt tidligere oberst i immunforsvaret, mens Ajler Mødding var kendt blandt flere, som en populær studievært i Rødovre Kloak TV. Jacob Haugaard var der igen med et særligt hint til de veltilpasse Jørgen´er nedenfor scenen: "Ved I hvorfor gud opfandt Jørgen? Fordi det var umuligt at lave en dildo der kan slå græs." Skoven nærmest kogte da den lille bitte Madge kom ind på scenen - og Edna selv havde forberedt sig på besøget i Danmark: "Jeg kender blandt andet Bang & Olufsen. Jeg kan bedste lide Bang. Olufsen er jeg ikke så vild med", som hun sagde. Og som de skrev i Horsens Folkeblad: "Det vandrende brillestel tog festivalen med storm… Det var plat. Det var latter. Det var torsdag. Det var platterligt". 

Jarl Friis Mikkelsen og DR ville meget gerne lave et talkshow med Dame Edna. Hans manager følte det var lidt for meget for dem at rejse til København - og så sagde jeg at de da bare kunne lave det her hos os. Jeg tænkte umiddelbart på Hotel Skanderborghus - men da manageren så snakkede med jarlen, så sagde han at festivalen kun ville være med, hvis det blev lavet på scenen. Og så ringede Jarl og sagde at Dame Edna kun ville lave det på scenen - om det ku lade sig gøre? Jo da… 

I 1995 skulle Jørgen ikke være alene - og det blev derfor til at en Jørgen, der kunne møde op ved indgangen i selskab med en Jytte, fik 500 kr. til at more sig for. De to blev så bundet fast til hinanden - og kunne de holde sammen i fire timer, vankede der en flaske champagne i bonus. Det kom der mange skæve episoder ud af - for hvordan går Jytte eksempelvis på toilettet, uden at medbringe Jørgen. Og der kom såmænd også rigtige kæreste-par ud af det - da en Jørgen fra kontoret viste sig at komme ganske godt ud af det med en Jytte fra produktionen, selvom de kun var mødt op sammen for at få præmien. 

/media/5530/dame-edna_gaestebogc-komprimeret.jpg
/media/5704/12_36ac.jpg
Madge og Dame Edna med Dobbelt Mogens, Putte, Karsten og Helge. Foto: NTU

Der var igen udsolgt og omkring 9000 tilskuere. Undervejs kunne de bl.a. hilse på Lotte Heise - der havde ret til at tildele alle, der var ligeså rappe i kæften som hende selv, en and-drik, dog på eget ansvar. Låsby Svendsen dukkede op ved indgangen med et parti af puder, dyner og tæpper - mens Sigurd Barret kom med et tyve mands sækkepibe-orkester. Pølsemand McAllan agerede skotte i kilt og gav det hotte i form af en Irish Cofee - og den nyslåede folketingsmand, Jacob Hauggard, fortalte hemmeligheder til sine vælgere: Er I klar over at I har stemt mig ind på det bedst betalte AMU-kursus nogensinde?" Lars Hjortshøj havde fået forældreorlov - "nu behøver jeg kun at besøge dem én gang om året" - og lavede sammen med Caper Christensen et forrygende Wham-potpourri, iført kilt og matrostøj. Ikke et øje var tørt da den kunstige sne faldt til tonerne af "Last Christmas." De to herrer var i det hele taget i god form det år - også da de uddelte saltstænger til alle der bare hed et eller andet… En anden der var i form - men tilsyneladende også noget overvældet af at stå og være morsom i en skov, var den gode Erik Clausen, der konstant kaldte den by han var havnet i for "Skanderbøv". Jørn Hjorting havde i dagens anledning taget sin Erna med i skoven - og havde bl.a. ægteparret Hylander igennem, men de lignede nu Jacob Haugaard og Peter Larsen. Der var kanonbifald til Totalpetroleum, ikke mindst for klassikeren "Jesus & Jens Vejmand" - og selveste Susanne Lana (i dagens anledning omdøbt til Susanne Lama) var der også, med en ny udgave af sin største klassiker, til lejligheden opført under titlen "Hvis Tårer Var Uld". Et meget spektakulært og sindrigt udregnet show hed "Fanget I Lortet" - og med TV3-stjernen Thomas Mygind i spidsen, kunne man her bl.a. nyde Casper Christensen udstyret med en lokumsbørste, på jagt efter skatten i tre camping-lokummer. Den stort anlagte sketch var planlagt til at slutte med de deltagende komikere siddende under en kæmpeslange, der efter planen skulle sprøjte lort ned over dem. Altså selvfølgelig teater-lort – lavet af brandskum spædet op med mad-kulør.

Og efter tre år blev man enige om at lukke og slukke for "En Latterlig Torsdag" - og selvom det undervejs trak tænder ud hos arrangørerne, er der heller ingen tvivl om at det er noget af det festivalen har haft det sjovest med at skabe og har fundet mest udfordring i at lave: 

Det er ikke løgn at vi mødtes 12 uger i træk op til hver Latterlig Torsdag. Stig og Folmer og forskellige andre - kun for at drikke Cognac og få ideer… Hvad Stig og Folmer brugte af tid på det - i helvede… nærmest ubetalt. Det får man aldrig op at køre på den måde igen - en original revy der kun spillede den ene gang. Og hvor var det godt at vi nøjedes med tre gange og ikke fortsatte…