... og de grupper, som gerne vil og godt kan i de dage, vil vi ikke have. Med det som udgangspunkt går vi i krig…" - i al korthed udgangspunktet for festivalklubbens musikindkøb, ifølge en større artikel i Horsens Folkeblad, der bærer overskriften: “Festivalen 86 bliver smukkere og gladere.” Musikbudgettet er hævet med omkring 60% og er nu oppe i nærheden af 800.000 kr. Men satsningen bærer frugt - og allerede i midten af april kan man offentliggøre Status Quo som det absolutte topnavn. De engelske boogie-konger - der året før åbnede Live Aid - spiller deres eneste skandinaviske sommerkoncert i Dyrehaven. Bag linierne har der været arbejdet hårdt for at få Status Quo på programmet og på i det hele taget at lokke udenlandske navne til at spille ude midt i en skov. En af festivalens tidlige støtter i det job er promoteren Erik "ET" Thomsen - der både her og i de kommende mange år gør hvad han kan for at promovere festivalen overfor de udenlandske agenter. Folk ligger i kø foran Århus Billetbureau da forsalget startes 16. juni – og allerede tre dage efter er 4500 ud af de i alt 5000 partoutbilletter solgt, til en pris af 325 kr. stykket. I det hele taget er optakten til årets festival ganske glimrende - da den længe ønskede momsfritagelse bevilges i maj måned. Vedtægter og regnskaber er efter tre års arbejde blevet godkendt af Århus Distriktstoldkammer - og festivalen får dermed 262.000 kr. tilbage. Festivalklubben har også fået bevilget en langtidsledig - og har efterhånden anskaffet så meget udstyr, at det er blevet nødvendigt at leje en lade til opbevaring. Og endelig er der blevet indgået en skriftlig aftale med kommunen om hvem der skal betale hvad - en aftale der siges at spare festivalen for omkring 40.000 kr., lig med den forventede ekstraregning. Man vil ikke ud med hvad de enkelte orkestre koster, men har valgt at "ingen spiller for under 10.000 kr. på festivalen", som der står i Midtjyllands Avis. Med de større udenlandske navne kommer også mere og mere omfattende riders - de kontrakt-tillæg, hvori de enkelte orkestre opregner deres krav om sikkerhed, mad og drikkevarer, hotelværelser etc. Og jo større krav der bliver stillet - jo bedre får alle de mindre navne det også, efter den specielle Skanderborg-filosofi: "Vi går ganske enkelt ud fra de højeste krav, der stilles, og dem honorerer vi overfor alle optrædende…", som det hedder i Ugebladet - hvor det også fremgår, at eneste problem der nu lurer i horisonten, er mangel på campingpladser. Festivalen har foreslået kommunen at inddrage stadion til formålet, men har ikke fået den nødvendige tilladelse. Kommunen er tilsyneladende bange for følgerne, hvad man stiller sig temmelig uforstående overfor hos arrangørerne: "Vi har endog den kommunale gartners ord for, at pladsen er pænere efter end før festivalen". Det ender med at naboen - institutionen Sølund - giver tilladelse til parkering og campering på nogle af deres arealer.
Nye tiltag på årets festival er bl.a. indførelse af et pigepissoir og åbningen af Chez Walther - en decideret restaurant der, under ledelse af den rockglade restauratør Guf, vil servere en tre retters festivalmenu, med Laksemousse, Culottesteg og Honingmelon, til en pris af 120,- Festivalen inviterer alle byens små og store borgere til gratis forestillinger med Cirkus Solskin og Teaterklumpen. Den lokale Kvickly er atter hovedleverandør af varer - og skal bl.a. indfri bestillinger på 1400 kg kartoffelsalat og 15.000 speciallavede pølser. 1200 medhjælpere sikrer afviklingen og en omsætning der overstiger 4 mio. kr. - til gengæld for fri entre og fortæring undervejs, en post der på udgiftskontoen er vokset til omkring en kvart million kr.
Det starter i silende regn om fredagen - og ender sent søndag aften med et stort speciallavet fyrværkeri. Guldregnen daler ned over en bøgeskov fyldt med gæster, der hver især har fået en på opleveren: "Du er ikke alene" sang Sebastian og Lis Sørensen. Mørket var faldet på. Årets sidste sommeraften gik på hæld. Danmarks Smukkeste Festival nærmede sig den uigenkaldelige afslutning. Under den stjerne-dryssende aftenhimmel var vi en tusindtallig skare, der fulgtes ad i en stor vuggende, begejstret bevægelse. Selv i de stolte bøgestammer fornemmedes vibrationen. Vi ville ikke slippe hverken sommeren, sangen eller samværet" (Horsens Folkeblad). "Det bliver vanskeligt at gøre bedre end denne, men ingen tvivl om at festivalklubben vil forsøge..", som Midtjyllands Avis konkluderer. "…lad så kritikerne kalde festivalen for nostalgi i udhulede bøgestammer, men både Bo Diddley og Status Quo leverede faktisk mere og andet end en bekræftelse på de efterhånden noget tågede minder fra en tid, hvor en hver rocksanger med respekt for sig selv ikke kunne drømme om at vise sig offentligt uden plateausko, satinbukser og glimmermake-up i ansigtet" (Midtjyllands Avis). "Hvem var bedst? Sebastian, Sanne, Status Quo eller Skanderborg-drengen Skriver? Det var de alle" (Horsens Folkeblad). Undervejs lod Horsens Folkeblad en række af de besøgende kunstnere anmelde festivalen: "På forhånd havde jeg fået at vide, at denne festival var den rareste, og nu forstår jeg hvorfor" (Donnie Munro, Runrig). "Publikum på festivalen i Skanderborg er de bedste der findes" (Marie Bergman). "Arrangørerne dumper de andre festivaler med det høje serviceniveau de yder overfor musikerne. Modtagelsen er fantastisk. Festivalen her har alt det Roskilde savner" (ifølge turneleder Steen Jepsen, der kom sammen med Billy Cross og Hugh Masakela). Kun små problemer for redningsmandskabet, der blot fire gange måtte rykke ud med ambulancen: til to festivaldeltagere der havde drukket for meget, til en trommeslager der fik et ildebefindende fredag nat og til en der havde fået en jernstang i hovedet. Og så måtte Bo Diddley optræde med dansk backing - da krig mellem hans gamle og nuværende manager havde resulteret i at hans faste band var stukket af midt i Europa-turen, hvorfor rytmegruppen fra Bifrost og den lokale guitarist Henrik Skriver blev indkaldt som erstatning.
Et godt år får den perfekte afslutning da man 11. oktober åbner for publikum i klubbens kraftigt forbedrede lokaler på Søtoften - der (efter at man har pumpet 400.000 kr. ind i ombygning af lokalerne) nu også er blevet godkendt som det spillested festivalklubben siden starten har kæmpet for. Ved generalforsamlingen i november kan man glæde sig over et overskud på 268.000 kr. - når alle udgifter er betalt - og det besluttes både at slanke musikudvalget til 3 personer (efter at det i de foregående år har været hele bestyrelsen der skulle være enige i hvad man bookede), at yde en underskudsgaranti på 4.000,- pr. arrangement, for op til 8 koncerter på Søtoften og at sætte billetprisen yderligere op i det kommende år, for at kunne lave en virkelig luksus-festival.