Forrige 2001

2002: Skovtur med S-tog, Hotelt og kosmisk morgenvækning

/media/5772/plakat2002.jpg
Der tælles på knapperne...

... i FestivalDanmark op til sæsonen 2002. Roskilde skal rejse sig efter et underskud på 10 mio. kr. året før. Midtfyns Festival - der de seneste år har tiltrukket færre og færre mennesker og i 2001-udgaven gav et underskud på 2,7 mio. kr. - er blevet købt af boldklubben OB og står nu overfor en re-lancering. De små ungdomsårgange i Danmark betyder at der er færre at sælge flere og flere musiktilbud til - og i en artikel i Berlingske Tidende, spår samfundsforskeren Johannes Andersen om endnu sværere tider forude og stærkt ændret adfærd hos festivalernes kerne-målgruppe: "…det handler om, at de nye forbrugs- og medievaner har ændret på de unges holdninger til festivalerne. De er blevet mere kræsne og mere krævende i alt, hvad de foretager sig. Bare tilbage i årene omkring 1990 var festivalkulturen det mest hotte overhovedet." Ifølge Andersen har dét ændret sig totalt i de seneste år - og et af festivalernes afgørende problemer er, at det bliver sværere og sværere at finde det eller de navne, der kan samle publikum foran de helt store scener: "Festivalerne kan altså ikke tilbyde det element, der har almen karakter, og det er et problem." Skal festivalerne overleve må de altså også give publikum nye tilbud, der kan kompensere for musikkens mistede styrke som fælles referenceramme. En ny konkurrent dukker op i 2002 - hvor D-A-D og Thomas Helmig involverer sig kraftigt i den såkaldte "WigWam Tour". En rullende festival i et kæmpetelt - med absolut fokus på musikken og mulighed for god mad, kold øl og kulørte drinks. Angiveligt er målet at skabe et alternativ til den udvikling, der ifølge bagmændene har fundet sted på mange af de danske festivaler: "…de fleste festivaler, man spiller på, er der så et stort børne lege-hoppeland, Tivoli for de voksne og så er der frikadellepita-boden næsten helt oppe ved siden af scenen nærmest. Altså vi har jo både for D-A-Ds og mit vedkommende haft store og glimrende oplevelser på de festivaler, men vi ville bare gerne prøve at lave noget andet end det dér", som Thomas Helmig siger til BT op til turstarten.

Hos Danmarks Smukkeste Festival arbejdes der også aktivt på at tilpasse sig de ændrede publikums-vaner. De traditionelle musikscener er udvidet med Voice-Party-Train (der har erstattet Techno Teltet, men stadig byder på DJs og dansemusik og såmænd "kosmisk morgenvækning med Master Fatman), Anni´s Café (der bl.a. byder på unplugged, cabaretindslag og ikke mindst Sigurd Barrett´s solo-show) og Ekstra Bladets Verbale Slagmark (der præsenterer øjeblikkets hotteste stand up komikere). I flere år har man lavet nye tema-barer – og i 2002 får den en tak til. Man har fra DSB fået et udrangeret S-tog - der efterfølgende fragtes til Skanderborg, skæres over og indrettes som bar, hvorefter det flyttes ud i skoven. Her placeres en halvdel af det karakteristiske røde tog på hver side af det store diskotekstelt Voice-Party-Train". Som et tilbud til de magelige tilbyder festivalen billetter der inkluderer "Hotelt". Hvorfor selv have besværet med at slå teltet op og ha det med i bagagen - når du for fire hundrede kroner ekstra kan ankomme til et der er slået op, oven i købet på en overvåget campingplads beliggende på en af de smukkeste pletter i byen. For at sikre de smukke rammer også i fremtiden - er festivalen, sammen med Skov- og Naturstyrelsen, gået i gang med projekt "bøgetræer i planteskole", der handler om at flytte træer fra tæt bevoksede steder til steder hvor der ellers var behov for nyplantninger. En af de første flytninger var af det linde-træ der stod på venstre bøgescene - og nu lever videre andetsteds i skoven.

Også i Skanderborg er man sig meget bevidste om at fremtidens festival får svært ved at løbe rundt på billet- og ølsalg alene - med støt stigende udgifter til musik og ikke mindst til at skabe de oplevelser det moderne festival-publikum kræver. Diskussionen om sponsor eller ej, har i flere år kørt i bestyrelse og ledelse. Man har haft forhandlinger med potentielle samarbejdspartnere - men udgangspunktet for snakken har som regel været alt det festivalen ikke ville være med til: ingen store bannere på scenerne og ingen larmende neonskilte med reklamer. For at slippe for den negative indgangsvinkel, har et udvalg i stedet arbejdet på at finde ud af, hvad det egentlig er Danmarks Smukkeste Festival gerne vil og kan, i samarbejdet med en sponsor. Til årets festival har man derfor inviteret en lang række mulige sponsoremner - som vil få chancen for at høre om hvad det er for en festival og ved selvsyn opleve den. For festivalen er det håbet, at man af den vej kan finde en eller flere samarbejdspartnere, der vil være med til at skyde penge i store tiltag - der kunne være af rent musikalsk karakter, men endnu hellere måtte være noget der er med til at gøre selve oplevelsen i skoven endnu større for gæsterne. Flere tiltag er allerede skabt med samarbejdspartnere: Voice-Party-Train er lavet sammen med radiostationen The Voice og det århusianske spillested Train. Ekstra Bladets Verbale Slagmark financieres selvfølgelig af Ekstra Bladet. Og på barområdet har der eks. været UFO-baren - med Thor som med-financiør - og U-bådsbaren, hvor man har fået stor hjælp af Den Blå Avis og økonomisk støtte fra De Danske Spritfabrikker. På tegnebrættet ligger massevis af endnu mere ambitiøse forslag til events og tiltag, der bare lige kræver en legekammerat der har lidt (mange) penge med hjemmefra.  

/media/5773/stemni13c.jpg
/media/5774/stemni17c.jpg
/media/5775/hotelt02c.jpg
Publikum. Foto: Sensor.dk
/media/5777/boge_su4-storc.jpg
Brett Anderson/Suede. Foto: Senzor.dk
/media/5780/savage_rc.jpg
Annisette/Savage Rose. Foto: Senzor.dk

Som det skal vise sig at gå, tager Roskilde igen førertrøjen og melder udsolgt med over 70.000 tilskuere. Midtfyn taber terræn - det regner stort set under hele festivalen og ender med stort underskud og tvivl om hvorvidt festivalen overhovedet kan overleve. Wig Wam Tour går ned med et brag, allerede efter første weekend ud af de planlagte fire. Braget giver genlyd langt ind i hjertet af dansk rock - ikke mindst da det viser sig at en lang række danske bands, der slet ikke er involveret i Wig Wam, mister hele deres sommer-hyre. Honorarerne ligger indefrosset hos bookingbureauet Rock On, der går konkurs som ansvarshavende for den ambitiøse telt-turne. Danmarks Smukkeste Festival bliver det år den næststørste danske festival – og kan i juli melde udsolgt og se frem til at have omkring 21.500 betalende gæster i skoven alle fire dage. Der er ikke mindre end 7358 frivillige i arbejde på festivalen - en medhjælper for hver tredje gæst. En billet til alle fire dage koster nu 875 kr. - det er nemlig også Danmarks Dyreste Festival, hvad de heller ikke er blege for at reklamere med! Der er 122 navne omtalt i programmet - der er svulmet op til 170 sider - og "Bøgene bør blafre", som det hedder i en foromtale fra Århus Stiftstidende.

Vejret var intet mindre end fantastisk - og i strålende solskin ankom Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind, som det års modtagere af "Smukfestprisen". I en motoriseret sofa rullede de rundt på festpladsen - og spenderede hurtigt 90.000 kr. på at byde publikum på alt fra kondomer og treoer, til champagne og spandevis af drinks. For prisens sidste 10.000 kr. stiftede de "Polka Verner Legatet" - en opmuntringspris der hvert år skal uddeles til "en person eller gruppe, der har medvirket til at andre har det lidt sjovere når de går i seng og har lidt større lyst til at stå op." Første modtager af legatet bliver ham der har givet navn til det – den gode Polka Verner selv. Gennem mange år trommeslager i Erling Erlang & Trio og nu desværre ramt af en livstruende sygdom. 

Der er ikke nogen på den her festival der er uundværlige - og det vil der aldrig være…

Programmet bød på både fyrværkeri og fusere, skal man tro årets mange meninger fra de tilstedeværende anmeldere: "De to førstnævnte fusede dog temmelig meget ud. (DJ Encore og Funkstar De Luxe, red.) De unge kunne ikke mande sig op til meget andet end sporadiske hop på stedet, mens alle dem, der var gamle nok til at have oplevet DR som monopol, gik rundt på pladsen og så desillusionerede ud. Men Safri Duo havde (bækken)-løsningen på den kedelige stemning. Med Played-A-Live, Samb-Adagio og alle de andre fik de menneskelige Duracell-kaniner, Uffe Savery og Morten Friis, dansen til at koge" (Ekstra Bladet). "…midt i et oversamplet", "up-beatet" torsdagsprogram, blev Canned Heat beviset på, at man ikke behøver andet end guitar, bas, trommer, mundharmonika og en whiskey-rusten stemme for at begejstre" (Horsens Folkeblad). "Engelske Faithless gav på Skanderborg-festivalen torsdag aften en koncert, der flere gange fik publikum helt op i skyerne" (Århus Stiftstidende). "Bedstemor med slagside" (Politiken om Nancy Sinatra). "Der var ikke den kæreste, der ikke fik et klem, da Saybia i aftes spillede på stor scene i bøgeskoven i Skanderborg. Der var ikke den ven eller veninde, der ikke fik et kys, da dansk rocks nye storstjerner diskede op med alle lækkerierne fra deres debutplade… Der var ikke den sang fra den plade, der ikke blev sunget med på" (Århus Stiftstidende). "…at Costello faktisk var i glimrende humør og sammen med bandet The Imposters i den grad leverede guldet fra sin egen karriere uden dikkedarer" (Politiken). "Sekundet efter er Sigurd Barret i gang med en omskrevet udgave af C.V. Jørgensens klassiker "Costa Del Sol". Omkvædet går sådan her: "God rødvin, har altid været mit motto. Økonomien er baseret på at vi vinder i Lotto." Det blev værre endnu, med bagmandspoliti, Farum Blodklub og pallevis af rødvin, men jeg fik ikke fanget det hele på blokken" (Berlingske Tidende). "Lige dér, mens publikum sang de dér linier "…whatever makes you happy on a Saturday Night" ud under himmeltaget i den lune østjyske nat, fik man kort og godt én af de bedste definitioner af begrebet "magi i luften" nogensinde" (BT om Suede).  "Annisettes andagt og CV´s fortællinger var højdepunkter" (Horsens Folkeblad). "…den forrygende drengerapper Razz, der helt voksent sluttede af med at skrige: "I har været et fedt publikum. Tak skal I have!" Her fra lærerværelset er der såmænd blot at tilføje: enig, Razz, helt enig" (Politiken). "Topkarakter med pil opad til årets festival i den smukke Dyrehave. Igen - og måske i virkeligheden mere overbevisende end nogensinde - formåede arrangørerne at skabe den ideelle balance mellem fest og gode, solide musikalske tilbud. Danmarks Smukkeste Festival er ligesom de fleste andre festivaler en forretning, men befriende blottet for det blinde profitjageri, der præger visse andre festivaler i dette land" (Jyllands Posten). 

/media/5776/nancy_pac.jpg
Nancy Sinatra. Foto: Senzor.dk

"Vi har oplevet en særdeles fredelig festival. Folk er kommet til festival med den indstilling, at de ville have en god oplevelse, og det har de tilsyneladende også fået", som chefen for ordenspolitiet i Skanderborg efterfølgende opsummerer de fire augustdage i Midtjyllands Avis. I oktober modtog festivalklubben "Turismeudviklingsprisen for Østjylland" - med begrundelsen: "et fremragende forbillede for det østjyske turisterhverv, et eksempel på hvorledes der med privat initiativ, stort frivilligt engagement, handlekraft og megen flid kan skabes et bemærkelsesværdigt oplevelses-tilbud" (Ugebladet). I november blev de nye øvelokaler på FØLA taget i brug - og de lokale bands stod fra starten i kø for at komme ind og blive bedre. Omkring 600.000 kr. har festivalklubben efterhånden brugt på ombygningen, som de unge musikere selv har udført. Lokalerne styres af den nystartede Skanderborg Musikklub. På initiativ fra Skanderborg-folkene stiftes der en ny brancheforening for musikfestivalerne - med i alt 15 medlemmer, der håber at kunne bruge foreningen til at skabe bedre fælles vilkår, både i forhold til indkøb og i forhold til myndighederne. På den hjemlige festival var musikbudgettet steget til 9.757.206 kr. (til sammenligning brugte Roskilde samme år ca. 30 mio. kr.) - og der var brugt masser af penge på forbedringer i 2002: bl.a. en mindre udvidelse af pladsen, ny transformatorstation, nye barer, pige-pissoir og 25% flere toiletvogne. Derfor kom det ikke som den store over-raskelse at overskuddet ikke kunne matche året før. Den samlede omsætning røg op på 37,9 mio. kr. - og nettoresultatet blev på 1,5 mio. En epoke sluttede på generalforsamlingen, hvor ledelsen fortalte at det havde været sidste år for Ram Jam. Der blev sagt tak for den store indsats, til de medarbejdere der igennem årene havde gjort Ram Jam til noget ganske særligt på festivalen - men nu mente bestyrelsen at tiden var inde til forandring. Det første større samarbejde med en sponsor var allerede en realitet - og i 2003 ville en helt ny scene, kaldet Den Blå Planet, skyde op i det område hvor Ram Jam tidligere lå placeret. Den nye scene - dedikeret til talentkonkurrence, danske up coming navne og nattefest - var muliggjort af en tre årig aftale mellem Den Blå Avis og Danmarks Smukkeste Festival. Fremtiden var lige begyndt. Igen.

/media/5778/razz01_acbeskaaret.jpg
Razz. Foto: Senzor.dk
/media/5779/poulbank_ibsoerensenc.jpg
The Powls klar til at erobre verden/Rytme Hans. Foto: Ib Sørensen