... men nu er det tid til at prøve nyt, inden det bliver en vane", skriver festivalen i januar i en pressemeddelelse - som forklaring på hvorfor der ikke bliver en fjerde "Latterlig Torsdag". Også i januar præsenterer man det første navn på årets festival - den amerikanske rapper Coolio, der ef- teråret før har toppet alverdens hitlister med sangen "Gangsta´s Paradise". Momssagen fortsætter - men Told- og Skatteregion Horsens har, på grund af en fodfejl, været nødt til at frafalde et ekstrakrav på moms af festivalen i ´94, så stridens kerne er stadig de 1,8 mio. kr., momstilsvaret for ´95-festivalen er opgjort til. Festivalen har ikke stor tiltro til at vinde sagen - og planlægger fra starten ud fra at der skal betales moms i ´96, hvilket bl.a. betyder at man for første gang vil tage entre til den del af bodområdet der huser Techno Teltet, cirkus- og børneafdelingen og Ram Jam. For første gang vil man også tage entré for børn mellem 7 - 14 år, der fremover skal betale 150,- for en billet til hele festivalen. Også partoutbilletten for voksne stiger - til 625 kr. - mens festivalen overvejer stigende ølpriser og andre tiltag der kan opveje den store mer-omsætningsafgift til staten. Til det stadig mere omfattende regnskabsarbejde, har man nu fået en tredje fastansat medarbejder, nemlig klubbens kasserer. I marts går første omgang af momsslaget festivalen imod - og man overvejer nu at anke Told- og Skattestyrelsens kendelse. I marts offentliggøres det at torsdagen fremover inddrages som musik-dag på Danmarks Smukkeste Festival, at den nye entré til dele af bodområdet bliver på 50 kr. - og at der i år sælges i alt 14.000 partout-kort til arrangementet. I april opgiver man at anke momssagen: "…ligenu drejer det sig om, at vi skal undgå et underskud og betale moms, uden at det kommer til at gå ud over hverken publikum, medarbejdere eller musikere", siger en repræsentant for festivalen til Horsens Folkeblad. Ifølge en artikel i Berlingske Tidende, i maj, breder moms-sagen fra Skanderborg sig nu - og gør bl.a. arrangørerne i Tønder og Skagen utrygge. Ifølge artiklen arbejder embedsmænd fra Told- og Skattestyrelsen på at festivaldelen af dansk kulturliv ikke længere skal nyde godt af den indirekte statsstøtte der ligger i en momsfritagelse. Den nye musik-torsdag får genrebetegnelsen "kopistival" og navnet "En Tyvagtig Torsdag" - og byder på orkestre der hver især har skabt sig en karriere på at spille andres sange. Bl.a. vil gæsterne om torsdagen kunne lægge øren til Peter & De Andre Kopier (Gasolin), Rubber Band (Beatles) og Find Lizzy (der såmænd spiller Thin Lizzy-sange). I juni behandler byrådet festivalens ansøgning om at afspærre dele af det hidtil åbne område - hvilket ikke falder i lige god jord hos alle rådets medlemmer, der dog ender med at imødekomme ansøgningen, men understreger at tilladelsen kun gælder for et enkelt år, derefter skal eventuelle gener vurderes.
En lokal fejde breder sig og bliver landsdækkende, da festivalen nægter at akkreditere det lokale Ugebladet. Baggrunden for sagen er en artikel i Ugebladet, der bl.a. beskrev årets program med ordene: "Festivalklubben kan ikke forlade det forgangne eller forældede, og præsenterer igen i år grupper og musikere, som nok fik safterne og smilene til at stige i 70´erne og 80´erne, men som siden ikke har gjort sig nævneværdigt gældende på musikscenen." Fra festivalkontoret uddyber man sagen overfor Horsens Folkeblad: "Der er ingen medier der gennem de sidste fem-seks år har været så konsekvent negativ overfor festivalen som Ugebladet (…) Det her handler jo ikke om, at vi ikke kan tåle kritik. Vi har stabelvis af scrapbøger, hvor vi er blevet kritiseret meget værre af mange andre - og det er første gang i de 17 år, vi har lavet festivalen, at vi har udelukket noget blad. Det de skrev om vores musikprogram, var bare dråben." Og selvom det udvikler sig, med ledere i flere aviser og journalistforbundets formand som aktiv part i sagen - ser festivalledelsen dog ikke den store sag og er i Horsens Folkeblad citeret for følgende: "Herregud, det drejer sig jo kun om en pisse ugeavis og en fest ude i en skov, hvorfor så megen blæst om det?" Debatten fortsætter i augustdagene op til årets festival - og en række lokale journalister sender et brev til festivalen, med opfordring til at den stiller alle journalister lige ved dækningen. Kritikken når efterhånden landet rundt - og selv Bornholms Tidende skriver undervejs om sagen. 8. august kan Horsens Folkeblad dog berette at festivalen er endt med at bøje sig - og nu giver Ugebladet adgang på lige vilkår, mod at Ugebladet til gengæld lover at behandle festivalen objektivt. Og som en sidste lille hurdle, inden man kan komme i gang med den syttende udgave af Danmarks Smukkeste Festival, melder skattevæsenet sig så med et nyt krav: for fremtiden skal festivalen oplyse og registrere samtlige optrædende musikeres navne, adresser og cpr-numre og den enkeltes andel af det samlede honorar. Tidligere har det været nok bare at fortælle skattevæsenet hvad festivalen har betalt det enkelte orkester - men nu skal der altså mere til og klubbens kasserer kommenterer kravet i Jyllands Posten: "Jeg har det ikke særlig godt med at skulle spørge Tina Turner om hendes personnummer og hvor meget hun selv tager af kagen." Selvom der er tale om en fortolkning af loven og et krav der ikke også er stillet andre danske festivaler, afviser Told & Skat i Horsens at de er specielt ude efter festivalen i Skanderborg - mens man her finder kravet nærmest umuligt at leve op til: "Det fungerer ofte på den måde, at en promotor "køber" et stort, udenlandske band til at give et antal koncerter i Danmark. Han sælger så koncerterne videre til os. Det tjener han selvfølgelig på. De nærmere regnskaber kender vi ikke, vi betaler blot den aftalte pris. Vi kan ikke gå ind og afregne til hver enkelt musiker i et band, for vi har ikke noget at gøre med, hvordan de fordeler pengene", siger festivalens musikansvarlige til Århus Stiftstidende. (Alene den sag fylder adskillige ringbind i klubbens historie og ender - efter en alenlang korrespondance og pæne udgifter til advokat og revisor - i 2001 med et forlig, hvor Landsretten afgør at Told & Skat har begået fejl i tolkningen af loven og derfor også tildeler Skanderborg Festivalklub Kr. 50.000,- til dækning af deres sagsomkostninger. "Det kostede os altså 32.000 kr. at få ret", som festivalklubbens formand senere kommenterer afgørelsen).
Der er udsolgt for 15. gang i træk - og høj solskin over Skanderborg - da portene åbnes torsdag den 8. august, til tonerne fra de programsatte kopibands: "Den tyvagtige torsdag" blev nemlig mere end blot en aften med gode efterligninger af gamle hits. Det blev en rutchetur i rockmusikkens tidsmaskine, som ikke blot fik det til at kildre frydefuldt i mellemgulvet på vi gamle, hentehårede rock´n´roll fans, men også - i hvert fald i små sekvenser - fik de unge piger anno 1996 til at hvine begejstret og henført, ganske som i gamle dage", som den udsendte fra Horsens Folkeblad fortæller sine læsere. Og som altid bød årets festival på endnu mere rutchetur, i både meningernes vridemaskine og den musikalske centrifuge: "Gnags affyrede den mest tændte koncert undertegnede har oplevet fra de seks i flere år… (Paul) Young med det sympatiske udtryk kunne ikke skjule, at der stadig er kæmpeproblemer med stemmen og det høje leje… Og med landsmændene og efterfølgerne The Stone Roses kom man for alvor tæt på bundgrænsen… Men også en festival hvor Coolio overraskede både som trækplaster og kvalitetsindslag. Hvor Kashmir gav en heftig, god og varieret rockprøve… (Århus Stiftstidende). "…ikke noget som helst hammerfedt over den koncert med en flok halvgamle mænd i stramt lædertøj (Richie Blackmore, red.), …et brag af en koncert på den lille scene Rytmehans, med skotske Fish…" (Fredericia Dagblad). " …blandt festivalens perler den tidligere Bronski Beat og Communards-forsanger Jimmy Sommervilles falsetbøssepop, en fremragende jazzkoncert med Doky Brothers og den amerikanske sanger Curis Stigers, den svenske soulpop-gigant Eric Gadd, skotske Fish… Drori Hansen Furniture, Savage Rose og geniale Leningrad Cowboys…" (Holbæk Amts Venstreblad). "Ved en efterrationalisering kan det indvendes, at Stone Roses havde passet langt bedre fredag aften - med publikum i højt gear. Men der findes ingen undskyldning for en arrogant optræden" (Jyllands Posten).
Musikprogrammet i 1996 var ikke på forhånd det bedst modtagne - og anmelderne fra flere af de store landsdækkende aviser, glimrede ved deres fravær. Selve afviklingen var som altid velfungerende og i Århus Stiftstidende kunne man læse om gode karakterer fra miljø- og levnedsmiddelkontrollen, der torsdag gennemgik boderne fra a - z: "Det er ikke helt galt sagt, at det ikke kun er Danmarks smukkeste, men også Danmarks Sikreste Festival hvad angår de sundhedsmæssige forhold omkring maden."
I efteråret åbner en af festivalens områdeformænd en større debat med et indlæg i Ugeavisen, hvor festivalledelsen anklages for at have udviklet foreningen i udemokratisk retning - og at de mange forretningsmæssige konstruktioner har fjernet foreningen fra det oprindelige formål: at støtte den lokale kultur. Ifølge indlægget er alt dette skyld i at man har mistet sin momsfritagelse. Ledelsen afviser at kommentere i Ugebladet - og festivalklubbens formand svarer i stedet i medlemsbladet Walther Nyt. Ifølge ham har der altid været opbakning til bestyrelsens arbejde på generalforsamlingerne og "Ledelsen har været omhyggelig med at overholde de regler, der har været givet for at opnå momsfritagelse. Alene det faktum, at vi i mange år har opnået fritagelsen, bekræfter dette, men når der kommer ændringer i myndighedernes fortolkning af de gældende regler, kan ingen holde for konsekvenserne." Formanden oplever indlægget i Ugebladet som "…udtryk for en overordentlig uanstændig foragt for generalforsamlingen som festivalklubbens øverste myndighed." På et område er formanden dog enig: Der skal ske radikale ændringer hvis Danmarks Smukkeste Festival skal overleve og et par af disse ændringer er på vej.