... at bølgerne går højt i festival-cirkler. "Hvad er folkelighed" er det store debatemne. Man er sikker på at der skal bedre og bredere navne til, hvis man skal lave en festival der kan hænge sammen økonomisk - men betyder det at man skal hyre ShuBiDua? "Vi er i et voldsomt dilemma…" står der at læse i bladet. Festivalen er i år udvidet til to dage - og i annoncerne reklameres både med "Musik og Bøgetræer" og "Danmarks Smukkeste Festival", de to grundpiller der siden har været en væsentlig del af festivalens rygrad. Det hedder dog stadig Skanderborg Festival - men man er sig meget bevidst om at rammerne også er et salgsargument. Der sættes grænser for tilstrømningen i 1982 – maksimalt 4000 vil der blive lukket ind hver dag, heraf sælges de 3500 som partoutkort (til en pris af 110 kr. i forsalg og 140,- ved indgangen) og resten som endagsbilletter.
Der er skruet yderligere op for ambitionerne på alle punkter - flere boder, gratis camping, gøgl og andre tilbud til børn og barnlige sjæle, større festivalplads, mere check og bedre musik. Det første udenlandske topnavn bliver svenske Björn Afzelius - mens det hidtil største honorar går til Anne Linnet Band, der efter sigende skal have hele 40.000 kr. for en koncert. I de foregående år har festivalklubben og kommunen kørt en større kamp i lokalpressen om penge - og om det offentliges manglende støtte til kulturen i Skanderborg. I 1982 får man igen afslag på økonomisk støtte fra kommunen, ikke mindst fordi de kulturelle penge siges at være brugt da "bådklubben i Stilling desværre gik fallit", som der står at læse i Ugebladet. Nærmeste nabo til festivalen - danserestauranten Capri - har fået en ny ejer, der harcelerer voldsomt over at kommunen har givet tilladelse til festival, hvilket vil gå hårdt ud over hans omsætning. De fleste problemer løser sig dog hen af vejen. Capri-manden bliver god igen og kommunen bløder op og giver et halvt til-sagn om at de nok godt kan hjælpe med en underskudsgaranti. Allerede før årets festival går i gang, bliver det offentliggjort at festivalen i 1983 udvides til tre dage - og på forhånd er det lykkedes at booke de stadigt mere populære Gnags.
Søren Rislund indleder sit mangeårige engagement på festivalen, som aldeles veloplagt konferencier - og 100 frivillige hjælpere er medvirkende til at skabe en stor succes. Der er næsten 4000 tilskuere i Dyrehaven både fredag og lørdag - og de lægger masser af penge, både på festivalen og i Skanderborg by, hvor de handlende i den grad har fået øjnene op for arrangementet: "Lad os endelig få nogle flere af den slags arrangementer - og så var det de sødeste mennesker", udtaler fru bagermester Enevoldsen til Midtjyllands Avis, mens Kvickly direktøren er citeret for at kalde det "alle tiders arrangement for os." Det regnede en del det år - men som Ugebladets anmelder efterfølgende skrev: "…hvem lod sig i øvrigt gå på af et par kager mudder på buksebagen? Det lader sig vel ryste af, når Ublabu tænder op for den glade, hårdtpumpede betonrock eller når Poul Banks, Jørgen Lang, Hugo Rasmussen og Martin Andersen hælder et ekstra lag syre på den spildkogende blues-keddel." Samme anmelder var ikke mindre begejstret for det svenske hovednavn: "Hvilket festfyrværkeri i blød og poleret vellyd af en Afzelius, som mestrer de enkelte, iørefaldende refræner, så de næsten vugger ind i fibrene ved første gehør." Også Midtjyllands Avis var fremme med de store roser: "Skanderborg Musikfestival markerede sig i weekenden blandt landets bedste", hed det i overskriften - og avisens udsendte havde svært ved at få armene ned over den megen gode musik weekenden havde budt på: "Ingen af de medvirkende solister og grupper faldt igennem, men mange må kæmpe om at blive udnævnt til festivalens største navn. Måske var det Anne Linnet Band, der fredag aften var ved at få festivalen til at koge over. Kun regnen holdt gemytterne under kogepunktet. Måske var det Pia Raug, der ene på scenen havde den tusindtallige skare i sin hule hånd. Måske var det "Tøsedrengene", der gjorde "flippernes" ord om "borgerlige" grupper til skamme ved at regga´e sig igennem bøgeskoven."
I begyndelsen af september er det endelige regnskab gjort op. Omsætningen har været på omkring 650.000 kr. og brutto-overskuddet nærmer sig 150.000 kr. - der dog barberes pænt ned når momsen og den gamle gæld er betalt. Men fra at stå med håret i postkassen og en underskrift på en kassekredit man ville have mere end svært ved at indfri - kan bestyrelsen i festivalklubben nu se frem til at starte det kommende års aktiviteter med penge på kistebunden. Optimismen er stor - klubben har lagt billet ind på et større arrangement i anledning af Skanderborgs 400 års jubilæum og håber med tiden at kunne spille penge nok i kassen til et egentligt spillested i Skanderborg.
Efter min debut på festivalen beder man mig om at skrive en historie til klubbladet. Og her påpeger jeg det hensigtsmæssige i, at hvis man har en hovedindgang, hvor det er forbundet med entré at komme igennem - så er det meget godt at man også har en slags vagt ved bagindgangen, hvor jeg opdager at folk bare går igennem. Og den der artikel jeg skriver, den hedder "Nå, Henrik" - fordi mine første ord, da jeg kommer ind på scenen, er: "Mit navn er Rislund, jeg skal være konferencier - hvem er stagemanager?" Så kigger de lidt rådvildt på hinanden - for en sådan havde de ikke lige tænkt på, ja de vidste vel knapt hvad det var - og ender så med alle sammen at pege på den samme: "Det er dig Henrik." Og så var Henrik Ory stagemanager de næste 10 år.