... det gør de også i Roskilde og Ringe og det er med til at forbedre likviditeten. Prisen er holdt på samme niveau som året før - og til at gøre festen lidt mere økologisk, har man hyret tv-gartneren Søren Ryge Pedersen som protektor og konsulent for et nyt økologisk hjørne på festivalen. Måske et lidt atypisk træk fra fest-festivalen, sådan at tækkes det politisk korrekte - og med vanlig sans for at dele sol & saft lige, har man da også lavet kontrakt med øjeblikkets mest politisk ukorrekte navn, den sønderjydske rapper L:Ron:Harald, der hitter voldsomt med "Mæ Å Min Kadett". Markedsføringen er intensiveret i kampen om det samlede festivalpublikum. Der uddeles 130.000 gratisaviser. Der trykkes 75.000 posters og 185.000 info-foldere. På The Voice indrykker man spots for festivalen - og køber derudover reklametid på TV2 og TV Danmark. "Alt sammen for at sælge 18.000 billetter…", som den marketingansvarlige i juli fortæller Århus Stiftstidende. Der er tale om en heftig udvikling i marketingbudgettet, hvor man for blot 6 – 7 år siden kunne nøjes med at lave 10.000 plakater og 10.000 foldere og alligevel få udsolgt.
Festivalpublikummet køber deres billetter senere og senere - og i ´99 ligger 80% af udgifterne til markedsføring så sent som i juli måned. Sammensætningen af publikum har også ændret sig - og flere og flere kommer fra København og Sjælland i øvrigt (i 1999 udgør de omkring 30% af det samlede publikum og tendensen er stigende), for at opleve en for dem eksotisk fest, langt ude i en skov. Af samme årsag er markedsføringstrykket også blevet væsentligt større i København og omegn. Senere i juli har Århus Stiftstidende en større artikel om problemerne med at booke de helt rigtige navne. Her kan man læse om hvordan festivalen i nærmest tre måneder, men uden held, har forhandlet med Blur og efterfølgende, ligeledes negativt, med Eric Clapton. Artiklens overskrift: "Et godt festivalprogram kræver også held i sprøjten…"
I det digre festivalprogram - en moppedreng på 120 sider - advarer politiet mod tyverier fra campingpladserne. Et træls problem, der året før betød mistede ejendele for omkring 300.000 kr. Det Kriminalpræventive Råd annoncerer derfor under mottoet: "Tøm teltet - før tyven gør det." Opstillingen har været i gang siden juni - og i de sidste tre uger op til festivalen, er en decideret børnehave åben, som tilbud til de medhjælpere der ellers ikke kan få børnene passet. I slutningen af juli meddeles det at Søren Ryge alligevel ikke kommer - og at det ikke bliver til det vilde med økologien. Det firma man igennem måneder har arbejdet sammen med om opgaven, har simpelthen ikke kunne levere den lovede vare. Pressen skriver positivt om årets program - og i de sidste optaktsartikler hedder det bl.a.: "På torsdag den 5. august er det 20 år siden, at der første gang blev afholdt festival i det midtjyske, og det fejres med et ikke helt ueffent musikprogram" (Berlingske Tidende). " …ser man på musikprogrammet er der rimelig god grund til at få fuldt udbytte af indgangsbilletten" (Jyllands Posten). "…fejrer det med et pænt program, der tæller navne som John Hiatt, Del Amitri, Cardigans, David Lee Roth og danske D:A:D, som på søndag spiller dette års eneste koncert på hjemlig grund" (Politiken).
Stemningen er atter høj i bøgeskoven, da festivalen åbnes den 5. august: "Man kan altid score på Skanderborg, det er nærmest umuligt ikke at gøre det", bemærkede en festivaldeltager optimistisk, efter at han var blevet afvist af tre piger på mindre end fem minutter" (Berlingske Tidende). Årets før havde man forsøgt en lille fornyelse i konferencier-staben, ved at hyre Mette Lisbye som partner til Rislund - men her i ´99 har han atter Frank Megabody ved sin side, da Bøgescenerne åbnes med et "Velkommen til levertest" og så kører det ellers derudaf. "Da Thomas Helmig på sin sædvanlige æggende facon gav nummeret "Stupid Man", løftede samtlige - formentligt 20.000 tilhørere - armene og svingede dem i takt, så skoven fik bølger og publikum sang fællessang. Det var varmt, frækt og kærligt" (Horsens Folkeblad). "Infernal beviste igen, at de er Danmarks største live-, power-, dance-party-navn. De kompenserer mere end 100 pct. for manglende stemmer og håndspillet musik med top-show bakket op af et monster publikum" (BT). "John Hiatt var nærmest naturstridigt veloplagt, mens David Lee Roth klaskede sammen i Skanderborg... Den lille vrede nordirer Gary Moore var et af hovednavnene i jubilæumsåret, og han skuffede ikke sine tilhængere. En orkan af guitarsoloer blev sendt af sted mod publikum, der overgav sig totalt" (Politiken). "En sporadisk opsummering af den 20. Skanderborg Festival viser, at musikaliteten, den gode melodi og den ægte entusiasme tæller mere end rygmarvs-paradenumre og virtuositet" (Århus Stiftstidende). "Kan man tale om et højdepunkt på dette års festival, må her være et godt bud på en absolut topplacering. Hvem er det lige nøjagtigt der siger, at det er så ufedt i Jylland?" (Jyllands Posten om Østkyst Hustlers). "Det var god gedigen basisrock med kærlighedsfrie tossetekster i en små-filosofisk hyldest til sex, masturbation og druk" (BT om Crash Test Dummies). "Af festivalens få udenlandske trækplastre udmærkede svenske The Cardigans sig med en charmerende koncert lørdag aften" (Berlingske Tidende). "Forsanger Jesper Binzers karakteristiske "Udeemærket Skanderborg" får lov til at stå som eftermæle for både D:A:D´s koncert og Danmarks Smukkeste Festival" (Midtjyllands Avis).
Det er atter en af de helt varme weekends i Skanderborg - ingen regn før lørdag - og vagterne er blevet udstyret med vanddunke og er instrueret om at holde opmærksomt øje med gæster der måtte lide af vandmangel. "Mens sidste års regnvejr gav en lang kø af festivalgæster med forvredne ankler, er det nemlig glasskår og vabler, der står øverst på skadestuens hitliste i år", fortæller Horsens Folkeblad. Der er kun totalt udsolgt om lørdagen - hvor alle 16.800 mulige billetter er solgt - men da der ikke er ret mange usolgte billetter og da den enkelte publikummer lægger flere og flere penge i boderne, tyder alt på et nogenlunde godt år alligevel. Sultne er de ude i skoven - og blandt det gæsterne sådan render rundt og indtager er syv tons pommes frittes, to tons hakket oksekød, 3000 engelske bøffer og cirka et ton Frankfurtere. Der er ikke mindre travlt i "personalekantinen" på Capri - hvor der serveres omkring 15.000 måltider om dagen, til årets 4503 registrerede medhjælpere. Århus Stiftstidende er på besøg - og får aktindsigt i indkøbssedlen: "2000 fiskefileter, 62 kilo rullepølse, 240 kilo leverpostej, 28 dåser makrel (af dem med 2,2 kilo i hver) står der for eksempel på en af bestillingslisterne, der starter med A (agurker) og slutter med Æ (ærter)." Også politiet har en nogenlunde rolig festival - værst var en sag med en ung mand der stod og tissede, først på natten lørdag, hvor han blev overfaldet og frastjålet sin pung. Til gengæld venter der Politiassistent Ole Pedersen mindst en uges arbejde efter festivalen, hvor han skal registrere alt det hittegods festivaldeltagerne efterlader. I 1999 bl.a. 30 mobiltelefoner, 25 punge (heraf en der indeholdt Kr. 8.000,- ), 17 stks. Visa/ Dankort - og en stor mængde soveposer, telte og ikke mindst beklædningsstykker (ifølge Århus Stiftstidende). Til at huse de mange gæster, har festivalen måtte inddrage endnu et stykke af skoven for en weekend - oven i købet et stykke af den natur, der foretrækkes af kronvildtet i brunstperioden. Om det fører særlig seksuel aktivitet med sig i soveposerne er der ikke tal for - men tæt ligger de mangefarvede telte, så tæt at det kun er dispensation fra de gældende regler, der gør festival-campering mulig. Ove Kongsløv, akademiingeniør hos Dansk Brandteknisk Institut, fortæller i anden sammenhæng, at hvis "alle festival teltene skulle stilles op efter gældende regler for opstilling af enkelte telte, så ville Skanderborg festivalens telte fylde mindst 10 kvadratkilometer, og deltagerne på Roskilde festivalen ville fylde det meste af Sjælland" (Horsens Folkeblad).
Jubilæums-udgaven af Danmarks Smukkeste Festival blev en succes, såvel afviklingsmæssigt som økonomisk, selvom det ikke blev til nogen omsætningsrekord. Godt 26,1 mio. kr. indbragte entre og salg i boderne - men da alle udgifter, på grund af den stramme økonomi, i den grad var blevet endevendt og afsøgt for mulige besparelser, endte det alligevel med et overskud, efter skat, på omkring 2,6 mio. kr. Pengene falder på et tørt sted - og skal bl.a. bruges til at nedbringe den gæld og de tyngende renteudgifter, festivalklubben har kæmpet med efter det økonomisk svære 1998. Generalforsamlingen var sjældent rolig - og der var genvalg til hele bestyrelsen. Festivalen i 1994 fik et lille efterspil. Det var den sidste af de momsfrie festivaler - og dengang fik man valget mellem at betale moms eller senest i 1999, at uddele pengene til kulturelle formål. Man valgte det sidste - og nu blev de 248.000 kr. uddelt, til bl.a. Sølund Musikfestival, Østjysk Kulturforsyning, Vrold/ Skanderborg HK og Kosovo Hjælpen.