Forrige 1982

1983: Fest i Frygtens By. Og to gange biksemad...

/media/5579/plakat1983.jpg
De første ikke skandinaviske navne på plakaten bliver...

... Mainsqueeze (UK) og Super Sonic Seasick Band fra Holland (som et par ferierende medlemmer af festivalklubben tilfældigvis finder på spillestedet Bibalot Society i Dortrecht). Festivalen er udvidet til tre dage - og billet til hele gildet koster nu 205 kr. i forsalg. Der vil maksimalt blive lukket 4.500 gæster ind i Dyrehaven - og dagen før festivalen starter, kan man i Århus Stiftstidende læse at 3000 af billetterne er solgt på forhånd. Igen er budgettet vokset kraftigt - og arrangørerne har næsten en million kroner på højkant, uden nogen form for sikkerhedsnet. Det ender med omkring 3600 gæster både lørdag og søndag - til en festival helt uden regn og uden nogen form for problemer. Eller som Ugebladet konkluderede: "Ingen kan ha´ opholdt sig tre dage i Dyrehaven uden fornemmelse af den fantastisk hyggelige atmosfære, som Danmarks Smukkeste Festival udstrålede weekenden igennem."

"Hvor er det skønt ikke at skulle stå i kø for at skide", lyder en lettet bemærkning fra en mavepinebefængt ung mand, der sender en bebrejdende tanke til Roskildefestival-ens uendelige toiletkøer (ifølge Horsens Folkeblad). Højdepunkter, ifølge den tilstedeværende presse: "…Warm Guns viste endnu engang, at de som få formår at sammensmelte 50ernes og 60ernes poptraditioner med 80ernes energi og tempo… Oreo Moon (…) slap deres fortættede energi løs på et lidt eftermiddagsdvask publikum. Og så kom der liv i kludene, og efterhånden var tilskuerpladsen et bølgende menneskehav af dansende mennesker" (Midtjyllands Avis). "Ingen forkrampede "gimmicks" og forblændende attituder fra Mainsqueeze. De spillede bare med denne overlegne lethed og legen med instrumenterne, som fik de indforståede smil frem på læberne. Eller hvad med søndag aften, hvor urets visere hastigt nærmede sig hjemad, og Maria Bergman Band pludselig bevægede sig ind i lyrisk/romantiske stemninger. Fik du mon gåsehud, da hun i sin stribe af ekstranumre overraskede med en blid reggaefortolkning af søstrene Kate og Anna McGarrigles "Complainte Pour Ste. Catherine"… Eller synes nogen, at C.V. Jørgensen trods alt i strofer fik skrevet den rockhistorie andre ventede forgæves på?" (Ugebladet). 

/media/5582/9_14-uc.jpg
/media/5581/6_20-uc.jpg
/media/5580/12_32-uc.jpg
Øverst til venstre: Sanne og Lis (Anne mangler...). Øverst til højre: JTB Nederst: Bøgepladsen i '83. Foto: Uffe Kjær
/media/5583/16_15-uc.jpg
Foto: Uffe Kjær
"Den lokale rockergruppe, Spidserne, nærmest sad på byen, der omkring ´82. Politistationen lukkede kl. 22 og så var der åben by. De tog op på hospitalet og stjal senge som de så kørte ræs med i byen. Stjal en gravko og smadrede et hus. Brød ind og skød løs på familiebillederne et andet sted. Smadrede biler når de kørte vandvidsræs i byen. I ´83 havde vi været nødt til at give dem deres egen lejr i skoven - men vi ville jo nødig ha dem ind på selve festivalen, så for at pacificere dem, havde vi et par gutter der stod vagt foran deres telte. Når rockerne vågnede fik de straks en flaske Vodka: "Hva´ fan, kan I ikke drikke mere?" Og det ville de jo ikke ha siddende på sig - og drak så af flasken til de faldt om igen…
Året efter kom de med alle deres supportere og ville ind igen - og da sagde vi nej. Efterfølgende havde de lavet et kup et eller andet sted - og nede i byparken fyrede de den af med stjålen vodka og stjålne smøger. Jeg sad derhjemme med familien og skulle lige ned og lufte hunden i parken. Og pludselig stod der en af rockerne og holdt en pistol op i hovedet på mig - de ville ind på festivalen og have deres egen camp og deres egen bar og det havde jeg jo sagt nej til og så stak de en gun op i skallen på mig. Der tiltede jeg totalt bagefter. Da jeg senere på året tog til Nepal, sov min kone med et jagtgevær under sengen."

Det er i de år Skanderborg slås med store rockerproblemer, der flere gange bringer byen på forsiden af de landsdækkende medier: "Angstens Gade i Frygtens By", hedder det med dommedagstyper på en forside i Ekstra Bladet. Historien handler om de skræmmende tilstande i centrum af Skanderborg, hvor midtbyen nærmest er blevet besat af to konkurrerende rockerbander - der i hver sin ende af hovedgaden har lavet afspærringer, hvor det kræver mere end almindeligt mandshjerte at trænge igennem. Så meget desto større er hyldesten i Midtjyllands Avis efter en velover-stået festival: "Ikke kun var omgivelserne omkring friluftsscenen nemlig smukke, men også stemningen på pladsen gjorde, at festivalen blev smuk i mere end en forstand… Det er imponerende at Skanderborg, der desværre igennem de senere år har fået et dårligt ry, har kunnet holde gigant-arrangementer uden så meget som en mislyd." At Skanderborg således også kan komme i medierne på positiv baggrund, er nok en medvirkende årsag til at festivalklubben i oktober får årets Skanderborg Pris. "Fedt nok" siger formand Henrik Ory i en kommentar - og et andet sted kan man læse at "Den glædelige begivenhed blev naturligvis fejret på festivalmaner, idet en opstemt bestyrelse spontant kørte til Svendborg for at spise biksemad på Hotel Ærø". (Ugebladet). 

Selvom det altså var gået godt i ´83 - hvor omsætningen passerede 1,2 mio. - var det ikke gået godt nok. Der er kun beskedne 4000 kr. til overs, når alle udgifter er betalt - senere dukker der endnu flere udgifter op og forvandler det lille overskud til et større underskud! - og for at gøre økonomien mindre vakkelvorn, sættes der nu mange kræfter ind på at sikre festivalen en momsfritagelse. Topscorere på udgiftssiden 1983: Køb til videresalg - øl, mad osv.: 458.000 kr. Leje af musikanlæg, vagtværn og materiel, el osv. 348.000 kr. Musik 254.000 kr.

/media/5584/4_32-uc.jpg
Poul Banks og Musikorkesteret. Foto: Uffe Kjær

"Vi havde fejret prisen med en portion biksemad på Søsporten - men så var der nogen der sagde at biksemaden var meget bedre på Hotel Ærø i Svendborg og så tog vi derned og fik en portion til…"

/media/5585/10_19-uc.jpg
Foto: Uffe Kjær
"Jeg var lige flyttet til byen året før og var kommet til at kende elektrikerformanden og så kom jeg på holdet. Mig og en anden blev så sat til at skrue pærer i, på et par ledninger der hang ud fra hver side af scenen - der var vel omkring hundrede meter ledning ialt. Der var ikke overvældende meget arbejde, men alligevel tog det os en uge at skrue de her pærer i. Vi gik sammen med stakitholdet - og når man så hørte at hamrene havde indstillet arbejdet, så steg vi op på vores Wiener-stige og kiggede ud i området. Og ganske rigtigt: der kom røg op et eller andet sted i skoven. Så var det bare om at komme derhen og ryge med - og så blev der ikke lavet mere den dag. På den måde gik der en uges tid med at skrue de her 200 pærer i."