1998: Gynger og karusseller
... så kort kunne beretningen om Danmarks Smukkeste Festival anno 1998 skrives, men der ville i så fald mangle en hel del mellem linierne. I marts slippes de første navne på et stærkt forynget og meget rost program, hvor Björk, Faithless og Green Day er blandt topnavnene - bl.a. muliggjort af et musikbudget, der i 1998 er forøget med omkring 25% og nu er på over 8 mio. kr. Honorarer er jo ikke noget man snakker om - men Björk er stadig det dyreste navn der nogensinde har spillet i Dyrehaven (der gættes på omkring 2 mio. i hyre til den islandske alf) og viser sig også at være alle pengene værd. Hos mange af de gamle festivalfolk, er glæden dog mindst ligeså stor da den gamle Beatle, Ringo Starr, senere tilføjes programmet. Der arbejdes på højtryk på også at forny festen indenfor rækværket - og blandt de nye tiltag er en Fidel Castro Bar, der bl.a. vil servere caribiske drinks og store cigarer. Også et nyt steak-house er planlagt, med beliggenhed i dalen mellem Anni´s Café og Walther Valley. I foråret planlægges et forsøg, hvor festivalen skal hjælpe Dansk Brandteknisk Institut. Det handler om at sætte ild til 40 telte, opstillet på et bare 500 m2 stort område, simpelthen i et forsøg på at forebygge det uheld der ikke må ske. Det er endt med at festivalen har involveret sig i to udenbys musikarrangementer. I maj løber den første af de såkaldte "franchise-festivals" af stablen i Jels. Det går ikke så godt som forventet - og trods beliggenhed i et naturskønt område, svigter publikum og efterlader et stort underskud til Walther Event ApS, der er den primære ansvarshavende for økonomien. Nedturen fortsætter i juni, hvor det ender med konkurs i Hirtshals. Et katastrofalt lavt besøgstal ved Skagerrak Festi-valen, den 19. og 20. juni, har betydet at foreningen bag arrangementet har fået en advokat til at indgive konkursbegæring. Festivalen skulle have solgt 4000 partoutbilletter for at løbe rundt - men der kom under det halve antal betalende gæster. Samtidig er interessen for festivalen i Skanderborg større end nogensinde - også hos den internationale presse. Normalt har der været omkring 10 udenlandske journalister - men i juli måned er der tilmeldt omkring 50. Også i den hjemlige presse er der øget bevågenhed - og på forhånd har 700 dnske pressefolk meldt deres ankomst, hvilket er en fordobling i forhold til året før.
Forud for årets fest i bøgeskoven indkaldes der, på negativ baggrund, til ekstraordinær generalforsamling i september, hvor bestyrelsen vil søge at få opbakning til at klare økonomiske og andre problemer, der måtte opstå efter de ikke videre succesfulde forsøg på at eksportere festivalen. "Fiaskoen med festival-eksporten betyder, at ideen fremover er droppet, og at kræfterne nu skal koncentreres om den smukkeste festival. – Nu kigger vi hjemad og bruger vores kræfter på at lave festival i Skanderborg i stedet", siger festivalklubbens formand til Århus Stiftstidende i slutningen af juli.
Det er i det hele taget et nedgangsår for de danske festivaler. Også den største storebror i Roskilde har problemer med at sælge sine billetter - og har omkring 20% færre tilskuere end året før (76.000 mod 90.000). I Skanderborg intensiverer man markedsføringen for at sælge årets 16.500 partoutbilletter (stykpris 745 kr.) - og de gode erfaringer man året før fik med tv-reklamer, får festivalen til at købe mere sendetid i ´98, hvor der vises spots i både TV2 Østjylland, TV2 Lorry, TV3 og TV3+. I en optaktsartikel i BT, ugen før årets festival, uddyber festivalens musikansvarlige den nye musikalske linie der er lagt og som har sikret festivalen den bedste og mest positive foromtale i mange år: "Vi har diskuteret meget, om vi skulle modernisere festivalen radikalt, men vi er blevet enige om, at hvis det skal ske, så skal det ske over en årrække. Vi har for stort et stampublikum til, at vi kan gøre det på én gang. Så navne som Björk, Run DMC og Green Day er et svar på kritikken fra sidste år. For selv om vi ikke her og nu skal have nye møbler i hele stuen, kan man jo godt blæse nogle af de værste spindelvæv væk." Torsdagen er nu inddraget som helt normal festival-dag - og aldrig har der stået så mange mennesker i netop den bøgeskov, netop den ganske særlige torsdag i august. Omkring 15.000 mennesker regnede arrangørerne med at have inde på åbningsaftenen - der dermed var med til at sikre endnu en omsætningsrekord på Danmarks Smukkeste Festival, der også i ´98-udgaven endte som udsolgt, dog nærmest i sidste øjeblik. Også hos politiet kunne man notere en slags rekord - da ikke mindre end 114 biler, på bare en enkelt dag, blev noteret for ulovlig parkering. Og da en parkeringsbøde dengang kostede 450 kr., var der altså 49.000 kr. ekstra til statskassen for den omdeling af girokort.
"Den efterhånden 15 år gamle newyorker-gruppe fik nemlig i dén grad sat fut i feststemningen blandt bøgetræerne - også selvom de insisterede på at brøle ÅRHUS ÅRHUS mellem numrene" (Ekstra Bladet om Run DMC). "Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, men da Poul Krebs begyndte at synge alle sine sange om regnvejr, holdt skyerne op med at dryppe. På den måde bød også vejrguderne sangskriveren fra Samsø velkommen tilbage på Danmarks Smukkeste Festival, hvor det nærmest var lidt af en lokal verdenssensation at han ikke optrådte i fjor… Med mindre man enten havde drukket sin nøgternhed bort eller bare var specielt tolerant overfor overvægtige blærerøve med sort hat, var Run DMC gode i en halv times tid. Så blev det ærlig talt lidt kedeligt" (Horsens Folkeblad). "…hun kom, sang og sejrede. Klædt i blændende hvidt og med en udstråling som en mellemting mellem en yndig engel og en flaksende natsværmer om det farlige lys" (Midtjyllands Avis om Björk). "De skrøbelige sange gled ud i nattemørket på et stilfærdigt brus af medleven og begej-string" (Politiken om Björk). "Den længe ventede sol fandt vej gennem bøgetræerne nøjagtigt på samme tid som Big Fat Snake indtog bøgescenen og gav en koncert, der fik de mange tusinde tilskuere til at vågne og huske dem på, hvor de var" (Horsens Folkeblad). "Jubelen ville naturligvis ingen ende tage, da folk kunne få lov at skråle "Who the fuck is Alice" under det, der er blevet Smokies slagsang…" (Århus Stiftstidende). "Tilbage i den gamle storform, og når D:A:D er det, så har de fleste rock-bands i dette land uhyre svært ved at nå op på siden af D:A:D" (Jyllands Posten). "Fred blev en fuser" (Århus Stiftstidende). "TV-2 var udset til at være festivalens sikre trumfkort lørdag aften og som sådan udførte gruppen opgaven perfekt. Det nærmest lykkelige publikum hoppede begej-stret rundt i mudderet til de stensikre hits og klasselærer Brandt guitarbårne monologer" (Arbejderen). "Ingen anden kunne mønstre så stor og varm fællessang som den ukrukkede ex-beatle på en ´98-festival, der ind imellem var præget af musikalske "sorte huller", men også bød på store opture med Björk, Green Day og altså Hr. Starr" (Århus Stiftstidende). "Old Boys Ka´ Endnu" (Overskrift på Ekstra Bladets fem-stjernede anmeldelse af Ringo). "Generelt var årgang ´98 en af de bedre under bøgekronerne, med mange lyspunkter, et par fine overraskelser og få skuffelser. Vi glæder os allerede til næste år. Men det bliver nu fedt at få sovet ud inden da" (Horsens Folkeblad).
Kunne man glæde sig over en kanonfestival i Skanderborg - var der i den grad sår der skulle slikkes efter Jels og Hirtshals. På den ekstraordinære generalforsamling, i september, påtog formanden sig skylden og gik af, for ikke at stå i vejen for den nødvendige oprydning. Det nye selskab, Walther Events ApS, var blevet totalt drænet for penge og sendt i likvidation - og da regnskabet var endeligt gjort op, var engagementet i de to udenbys festivaler, endt i en bon til Danmarks Smukkeste Festival, på ikke mindre end 1.360.601 kr. Der var heftig debat på generalforsamlingen - og det var kun et lille flertal der gav bestyrelsen bemyndigelse til at optage størst mulige lån i gården i Vrold og i FØLA, for på den måde både at have likviditet til festivalen i ´99 og mulighed for at betale gælden efter det fejlslagne "eksport-eventyr". Den ordinære generalforsamling i december får i den grad de mangesidede følelser op til overfladen hos de tilstedeværende - og som konsekvens af eksport-nedturen, vedtog et flertal den ændring i vedtægterne, at Festivalklubben fremover ikke kan arrangere eller økonomisk deltage i arrangementer uden for Skanderborg Kommune, uden først at have fået medlemmernes accept. Dog med den begrænsning at det ikke gælder medlems-aktiviteter. Kirsten Hansen - der blev ny formand efter den ekstraordinære generalforsamling - lagde i sin beretning ikke skjul på at det havde været et turbulent år for foreningen og at bestyrelsen, i et af mange tiltag til at forbedre økonomien, har set sig nødsaget til at yde orlov eller decideret opsige flere af de fuldtidsansatte medarbejdere, i helt op til fire måneder. Væsentlig var også en ændring af formålsparagrafferne, hvor et nyt punkt 1 fremover er at " …det er klubbens formål at generere et overskud stort nok til primært at sikre afholdelse af efterfølgende års festival." Trods en rekordomsætning på næsten 30 mio. kr., var overskuddet på årets festival endt på beskedne 139.000 kr. "Overhovedet ikke tilfredsstillende", lød kassererens kommentar. Skanderborg Foreningen af 1987 træder igen til med et lån til den økonomisk be-trængte festival. Mod sikkerhed i festivalklubbens materiel, ydes et lån på 650.000 kr. - der bringer det samlede udlån parterne imellem op i nærheden af 2 mio. kr.
Blandt de mange der hvert år sørger for at få festivalen til at køre – er ikke mindst det hårdtarbejdende team bag scenerne. Roadies eller sceneteknikere er fællesbetegnelsen for en lang række af mennesker, hvis væsentligste opgave er at koncerterne forløber gnidningsløst. Og der er sket meget på det område siden dengang i 1980 - hvor lydanlægget nåede frem i sidste øjeblik – og til i dag, hvor holdet har været i kontakt med samtlige bands måneder før festivalen, for at være forberedte ned til mindste detalje, når musikerne og deres hold ruller ind i bøgeskoven. En af dem der i høj grad har været med til at professionalisere den side af Danmarks Smukkeste Festival, er Jes Busk. For ham var Rock & Roll ikke bare et arbejde han var god til – det var i høj grad også en livsstil, der i den sidste ende krævede en væsentlig højere pris end det var værd at betale.
Jes Busk er født i 1960 og startede som 11-årig med at spille trommer. I ´77 flyttede han til Århus for at realisere drømmen om at blive musiker. Sammen med en kammerat startede han i ´79 special-forretningen Drum City – og blev samtidig mere og mere fanget ind af livet bag scenen og det frie job som roadie, hvor pengene blev afregnet hurtigt og skatten ikke var noget man bekymrede sig om. Efter et par år skippede han forretningen og blev rejsende i musik på fuld tid. Op igennem 80erne blev han en af Danmarks mest benyttede roadies – og turnerede intensivt med bl.a. Gnags, Thomas Helmig, TV2, Harry Bellafonte, Miss B. Haven, D.A.D og Kim Larsen. Var Jes Busk første mand ude i hallerne sammen med udstyret – så kunne man også være sikker på at han var den sidste der gik hjem, når festen var rykket ud i byen efter koncerten. Jes Busk tog sin første bane kokain omkring 1980 – og har i dag ikke tal på hvor mange det siden blev til:
Det var én lang fest, selvom jeg godt var klar over at den var lidt gal. Jeg ku´ aldrig spare nogen penge sammen, havde ikke kærester ret længe af gangen og fik aldrig en ordentlig lejlighed – men jeg havde det saten´edme sjovt og havde stor fest og førte mig frem. Rockbranchen er et godt sted at være, når man er ung og har tømmermænd 4 dage om ugen. Og jeg bildte mig selv ind at det var den der "Sex & Drugs & Rock & Roll"-drøm jeg levede. Jeg bildte mig ind at jeg var rigtig på den - og at alle andre, der havde et ordentligt job og en længerevarende kæreste, det var dem der tog fejl. Men selvom jeg tjente mange penge fik jeg aldrig sparet noget op – og jeg har aldrig haft en pensionsopsparing…
Jeg turnerede rundt på de festivaler der var - og lærte mig af den vej hvordan tingene fungerede. I slutningen af 80erne var jeg blevet fyret fra Gnags - måske fordi jeg var lige lovlig hård at være sammen med - og jeg begyndte så at hænge ud hos Peter Küchelhahn på RS Lyd, der dengang stod for anlægget på festivalen i Skanderborg. I ´89 startede jeg så selv dernede - og min tjans de første år var at stille mikrofoner op. I forvejen havde jeg været der mange gange med bands, bl.a. to gange med Gnags i løbet af 80erne - og min oplevelse var at det var meget i en skov med nogle hippier. Det var absolut ikke det sted man ønskede sig at komme som tekniker - men det var der nu ingen danske festivaler der var. Det var rædderligt, alles kamp mod alle. I Skanderborg havde de i mange år problemet med det træ der stod på den ene scene - hvilket ikke var nemt når man kom med Gnags og et 10 meter langt podie, hvor nogen med garanti ville komme til at stå bag ved træet. Det gav en kæmpediskussion og der i ´88, var jeg den sidste mand nogensinde, der fik flyttet et band fra den ene scene til den anden. Så for at undgå sådan nogen balladefyre som mig selv, endte de så med at ansætte mig til at stå for afviklingen nogle år efter… Det var et meget afslappet foretagende dengang. Man drak tæt og behandlede hinanden ordentligt. Der var en tekniker, der i sin kontrakt nærmest fik indføjet, at han efter arbejde om lørdagen, kunne gå ned i Ram Jam og spille trompet til kl. 5 om morgenen. Sådan noget skulle der være plads til. Jeg syntes ikke det professionelt var deroppe hvor det skulle være. Som sådan en hard core roadie, der tog stoffer og drak tæt, da var der slet ingen for-ståelse for træer og at vi skal være der alle sammen. Når man er så træt og turnerer så hårdt, så er man kun ambassadør for sit eget band og sit eget job - man er ligeglad med alle andre. Lortet løber nedad - og hvis ikke tingene er i orden, så ved man godt hvor det ender. Et orkester som Gnags er jo skideballernes holdeplads - der ved man virkelig hvad angst er, det er med livet som indsats hver dag. Det var også derfor det var fedt - Peter A. G. gør ikke noget tilfældigt, der er ingen slappe dage med Gnags. Det var derfor det var en god læreplads. Når man har været på turne i tre uger med dem, så er alt i orden og der er ingen tvivlsomme ting på scenen. Og det var noget jeg kunne tage med til Skanderborg.
Jeg fik egentlig jobbet som produktionsansvarlig efter en kæmpe batalje. Når sidste band var færdige søndag, så gad man ikke pakke sammen, man ville hellere feste og så pakke de næste dage. På et tidspunkt var der så meget fest på scenen, at folk simpelthen var ved at splitte tingene ad. Mixeren var i fare og der var øl over alt. Det var lysfolkene der førte an i festen - og jeg tog så et bræt, og begyndte at smadre lamperne én for én og spurgte om det så var sjovt? Det var det ikke - og lysfolkene var lige ved at tæve mig. Men jeg ku´ ikke have det professionelt - og følte at der måtte skæres igennem. Så jeg smadrede fem lamper og måtte gå op til ledelsen næste morgen og fortælle hvad der var sket - og at jeg altså havde gjort det for at stoppe festen, fordi det bare ikke holdt at den kørte videre inde på scenen.
I 1992 blev jeg så selv stagemanager, med ansvaret for at bands kom af og på til tiden og at det hele kørte. Et hårdt, men godt job, fordi festivalen altid har været meget flot til at bakke en op. De er meget large - håndklæderne med bandnavne på, var bare én ting, som man ikke fik andre steder i verden. Og der er aldrig nogen der er gået tørstige fra festivalen, hvis de selv har villet det anderledes. Men der stod altså et træ midt på scenen - og det er en svær organisation at finde rundt i når man er ny. Selvom jeg var et larme-hovede der godt ku´ li´ at feste - så ville jeg også godt være checket. Den første store kamp havde jeg med Status Quo. De skulle spille næstsidst, lige før Sanne - og de insisterede på at rydde op og få fuldt lys tændt på deres scene, mens Sanne spillede. Det ku´ bare ikke lade sig gøre - og jeg sagde at de måtte bruge deres lommelygter til at lyse på scenen, men de havde ikke nogen. Jeg gik så ned til lys-leverandøren og købte 10 Mag Lites til 400 kr. stykket og gav en til hver af Status Quo´s roadier - med hilsen fra festivalen - og spurgte så om de selv kunne finde ud af at sætte batterier i? Så klappede de i. Det var en flot gestus - men det lå i kortene, at hvis man kunne lukke røven på nogle englændere ved at give dem en lommelygte, så var det i orden med ledelsen. Som en dernede engang sagde: Det eneste man ikke skal sige om Skanderborg Festivalen er at de er fedtede…
Festivalen fik undervejs mere og mere tiltro til mine evner - og da der på et tidspunkt skulle ryddes op i leverandører og det hele, endte det med at det firma jeg var med i, Ear, fik licitationen på alt det tekniske. En meget stor ordre, hvor vi skulle have alle kontakterne og leje alt udstyr ind til scenen. Vi fik ordren på prøve i ´94 og derefter i tre + tre år. Det var fedt at få den chance. Det gik godt - og vi fik kontrakt med andre festivaler undervejs. Men jeg tog også flere og flere stoffer - og samtidig var der mere og mere at have check på. Alt skulle stå på faxer - og jeg blev meget meget ensom i mit kontor, hvor jeg sad og var spændt op mellem at have tømmermænd og ha´ fået en lille en til næsen og så samtidig at skulle være den der havde check på tingene. Men vi var med til at sætte nogle nye rammer for den tekniske udvikling og for afviklingen - og det er i de år, hvor også festivalen som helhed udvikler sig mere og mere professionelt. Med flere og større udenlandske bands på programmet - bliver der også flere og flere ting der skal holdes styr på. Du skal simpelthen vide hvad der er aftalt - det bliver enormt vigtigt at have styr på korrespondancen, at kunne vise faxer frem og sort på hvid bevise hvad folk egentlig har krævet og at vi har styr på det. Samtidig blev jeg så mere og mere syg med min narkomani - og min dårlige hofte blev også værre og værre.
Det kulminerede alt sammen i ´98. Vi stod både for festivalen i Skanderborg og Deres nye festivaler i Jels og Frederikshavn - og ved siden af havde vi Samsø og flere andre. Vi havde fanden´edme travlt - parallelt med at jeg fik det dårligere og dårligere. En måneds tid før festivalen i Skanderborg var vi på Samsø Festival - og der havde jeg det simpelthen så elendigt, at jeg nærmest ikke var ude af mit kontor. Jeg drak mig fuld fra middagstid og tog stoffer når det blev mørkt - og havde en svensker til at passe mit job. Det var det år Björk skulle komme til Skanderborg - og jeg havde ikke hørt ordentligt efter i timen. Det var en produktion der bare var større end festivalen kunne magte med de gamle scener. De kom med deres egen lysproduktion og med deres eget lydanlæg og pis og lort - og der var bare ikke plads til tingene. De havde en production manager med som jeg havde mødt før – en meget meget hård og checket fyr, der virkelig kan tryne små stage managers.
Der var sendt nogle videooptagelser til USA - men på VHS, som de ikke ku´ se. Men Björks amerikanske selskab havde altså sagt ok - og mens vi var på Samsø, fik vi faxet nogle tegninger af deres opsætning. Ham svenskeren jeg havde hyret der, han kom ind med tegningerne og sagde: "Har du set det her?" Jeg ringede så til hendes production manager og sagde at det ikke kunne lade sig gøre - men han sagde bare "jo det kan" og smækkede røret på. Jeg startede så i skoven, der i august ´98 - og havde natlæge og var i det hele taget vanvittig. Sov ikke ret meget, tog alt for meget coke og var godt kørt ned. Onsdag kom Björk-holdet så med to store sættevogne. I den ene var der bare lys og der var så også et ni mands lys-crew med, der troede de skulle ind på en regulær scene - og så mødte to buer i en skov. Og jeg fik bare skæld ud i tre timer og der var kontakt til New York og jeg var verdens største røvhul. Men jeg sagde at så måtte de jo bare køre igen - for det ku´ jo ikke laves om. Jeg gik op til den musikansvarlige og sagde at det her, det er altså ikke som Björks folk vil have det. Men han var sådan set ligeglad - Björk havde nok ikke fået alle pengene, men til gengæld var alle billetterne solgt. Jeg gik så ned og sagde til dem at de bare kunne køre - men det endte altså med at de sendte det meste af lys-crewet hjem og spillede under de forhold der nu var. Men de talte ikke med mig i det døgn de var der - jeg var virkelig en død mand. Jeg holdt mig nogenlunde stoffri om torsdagen - og de spillede en udmærket koncert. Da det så var slut og jeg ikke skulle have flere tæsk - så skulle der festes. Og ovenpå Björk og alt hvad der var gået forud - da kørte det bare løs en hel nat. Jeg havde ti mand på gæstelisten, der skyldte mig stoffer for den tjeneste - og jeg tog bare alt hvad jeg kunne få fat i. Kl. 10 næste morgen havde jeg overhovedet ikke sovet og der var sket de vildeste ting i løbet af natten. Jeg prøvede at gå på arbejde - men de andre ku´ godt se at det ikke holdt, så jeg fik lov at gå hjem og sove og skulle så møde kl. 13 i stedet for. Vi stod for kontrakten på alt det tekniske omkring festivalen. Vi havde al kontakt med bands og leverandører - så det var altså en rimelig central stilling, jeg var sat til at styre. Og det var ikke noget ret smart træk - men jeg gik altså totalt ned. Alle mulige skyldte mig en lille pose coke, fordi jeg havde fået dem ind backstage - og så skaffede jeg noget mere og sad ellers med et vådt lagen over mig på hotelværelset og havde det så af helvede til, som jeg nogensinde i mit liv har haft det. Jeg var godt klar over at nu var det slut - for jeg ku´ ikke på nogen måde få rettet mig selv så meget op, at jeg ville være i stand til at arbejde. Der sad jeg så på værelset og peb - og ringede så til to personer. Den ene var en af mine gamle venner i bestyrelsen - en to meter høj gut med skæg og en meget konsekvent mand, som man absolut ikke joker med. Den anden var en kammerat der selv havde været narkoman og vidste hvordan man kom ud af det. De to skulle jeg have fat i, så jeg ikke fortrød. Jeg ringede til den ene, tog en ordentlig bane og sagde: "prøv og hør, jeg skal simpelthen have noget hjælp" - og hans løsning var at jeg skulle på et behandlingshjem oppe i Nordjylland. Så ringede jeg til ham fra festivalen og sagde: "du bliver nødt til at komme og sidde på mig, den er helt gal, jeg skal væk herfra." Han kom så over på hotellet - og ku´ godt se at jeg var uden for rækkevidde. Jeg var nærmest i en coke-psykose, og var absolut truet på liv og velfærd. Han fik så fat i en af festivalens gode venner, en psykolog der havde en bod med noget massage i skoven - og han kom derfor iklædt turban og kofte og kiggede bare lige på mig: "Du skal af sted nu, der er ikke noget at gøre." Efter en halv time var det hele organiseret. Min kammerat, der ellers skulle arbejde for et band, blev købt fri til at køre med mig. Jeg havde fået en taxabon der gjaldt helt til Thisted - og fra festivalen havde jeg fået en check på 17.000 kr. til behandlingshjemmet, der skulle have kontanter for at tage imod mig. Min ven havde fået checken - jeg måtte ikke selv holde den, for de var bange at jeg ellers ville stå af i Århus og bruge pengene på flere stoffer. Den 9. august 1998, kl. 3 om eftermiddagen, blev jeg smuglet ud af bagindgangen, fordi jeg var bange for at møde nogen jeg kendte. Vi kørte så afsted i højt solskin. Jeg sad og tudede lidt, for jeg var godt klar over at det var slut nu. Det var et totalt nederlag. Hvor ringe ku´ det blive. Jeg havde fået alle chancer og kunne måske også have overlevet den der Björk ting - men jeg var helt færdig, af alt for lidt søvn og alt for mange stoffer og dertil en masse smertestillende for min hofte… Jeg var så på behandlingshjemmet et par måneder - blev stoffri og kom hjem og fik to nye hofter opereret ind. Mine venner fra ledelsen kom og besøgte mig deroppe og var meget rystede, de havde ikke observeret hvad der var ved at ske. Jeg havde jo haft et dobbeltliv i mange år og var meget organiseret med mit arbejde - men når de troede jeg var sur og indebrændt af stress, var det simpelthen på grund af for meget coke. I alt det der må jeg sige at festivalen viste sig som en kærlig organisation, der virkelig kan handle med konduite, når der sker noget. Med den centrale placering jeg havde - ingen er uundværlig det var jeg heller ikke og dem jeg arbejdede sammen med klarede det fint de næste dage, men det gav så meget uro og fra ledelsens side ku´ man let have sagt: "Sejl din egen sø, din skide narkoman, du har svigtet vores tillid." Det gjorde man ikke. Man sagde: "Vi har en kammerat der har et problem og har erkendt det." Og det tog ikke mere end en halv time at få lavet taxabon og få udstedt en stor check. Der er det en voldsomt fed organisation, det må jeg sige. Den kan nogen gange virke topstyret og indspist og hippieagtig - men når lortet rammer ventilatoren, så handler de og så står de sammen. Der er det ovenud konduite - og det elsker jeg ved den festival og noget lignende har jeg aldrig set i mit arbejdsliv. Da jeg gav op og sagde nu kan jeg ikke klare det mere - så hjalp de.
Jes Busk blev ikke fyret fra festivalen - men havde sammen med sit firma også den tekniske entreprise i ´99. For Jes var det dog alt for tidligt at genoptage arbejdet og han sygemeldte sig derfor i efteråret ´99 - og forlod rockbranchen helt, da han var kommet til kræfter igen. Senere kom han ind på et skrivekursus, med planen om at blive journalist. Kurset var ikke specielt fantastisk - men en af underviserne kom fra filmverdenen og inspirerede Jes til at genoptage en gammel ide om at lave film. I dag arbejder han med selv at skrive manuskripter - og har derudover et job som konsulent for Århus Filmværksted. Her fungerer han som bindeled mellem amatører, der får støtte til at realisere deres film, og den professionelle filmbranche de nu skal arbejde sammen med.
Jes Busk kunne, den 17. august 2003, fejre at han ikke havde taget stoffer eller drukket i fem år.
Jes Busk modtog - sammen med Pretty Maids guitaristen Ken Hammer - festivalens opmuntringspris, Polka Verner Legatet, i 2003. I begrundelsen for tildelingen hed det bl.a.:
"Jes Busk startede sin karriere i begyndelsen af 80erne - og blev hurtigt en af de mest benyttede danske roadies. Ikke bare var han god til det med gearet - han var også underholdende i svær grad, hvilket indimellem førte til at kunstnerne udelukkede ham fra omklædningsrummet op til koncerterne, da de simpelthen havde svært ved at koncentrere sig for bare grin, hvis Jes havde været på banen med sit one-man-show. Fra midten af 90erne var han en central figur i den stigende professionalisering af Danmarks Smukkeste Festival - hvor Jes igennem flere år havde det store ansvar for afvikling af koncerterne på bøgescenerne."
