1987: En knivspids peber ganget med 1500
... der fra starten markerer sig som nyt spillested i Skanderborg. Stedet har plads til 270 gæster - og har i årets første halvdel besøg af bl.a. Dan Turéll, The Lejrbåls, Lars Lilholt Band og Otto Brandenburg.
I april slippes første del af årets festivalprogram - af flere aviser kaldet "det hidtil bedste" - med bl.a. det umiddelbare hovednavn Southside Johnny (Lydon) fra USA, der tre år før havde givet en absolut forrygende koncert på Roskilde Festival. Festområdet er udvidet med 3000 m2 – hvilket betyder at der bliver plads til lidt flere gæster. Da billetsalget starter den 31. maj, er omkring halvdelen af årets 6500 partoutbilletter allerede forudbestilt og der er totalt udsolgt da festivalen starter. Mark Knopflers knapt så berømte lillebror, David Knopfler, er på den oprindelige plakat - men melder afbud. Man opnår derefter aftale med KBC Band (Kantner, Balin og Cassidy fra det originale Jefferson Airplane) - men de melder fra igen og i 11. time hyres engelske Climax Blues Band, der til gengæld ender som en af årets store positive overraskelser. Det bliver stadigt større tal der regnes i - og til årets fest er der bl.a. sørget for at have 60.000 flasker øl på køl på festivalpladsen, mens yderligere 120.000 står klar på et fjernlager. 1000 liter vin deles ud ved indgangen - og ellers regner man med at sælge yderligere 2600 flasker. Der er 6 toiletvogne mere end der var blandt de 40.000 gæster på årets Midtfyns Festival, der er 156 vagtfolk klar til at holde styr på folk - og der er hyret et dobbelt så stort lydanlæg som året før. Medhjælperbespisningen er et kapitel for sig. Seks såkaldte "madmødre" laver, sammen med 59 hjælpere, maden til de mange frivillige: fredag står den på fiskefilet med hummersauce og risblanding. Lørdag serveres koteletter i fad og søndag er der hamburgerryg med kold kartoffelsalat. Og det går såmænd ganske gelinde med at få maden lavet selvom "…det kan være svært at beregne, hvor meget en knivspids peber ganget med 1.500 bliver", som en af madmødrene, Pernille Bodenhof, siger til Horsens Folkeblad.
Regnen silede ubønhørligt ned da Århus-bandet Never Cry Wolf åbnede ballet om fredagen. Bandet var det års vinder af talentkonkurrencen "Vi har scenen - har I musikken?", som festivalen arrangerer i samarbejde med Musikhuset i Århus, Århus Stiftstidende og Østjyllands Radio. Åbningskoncerten på Danmarks Smukkeste Festival er en af de attraktive præmier. Med "Om Lidt Bli´r Her Stille" slutter Kim Larsen festivalen sent søndag aften - efter den vådeste fest på de kanter i årevis. Alligevel slog omsætningen igen alle rekorder og nåede over 6 mio. kr. Samaritterne havde mere travlt end ellers, ifølge Horsens Folkeblad: "…mellem 25 og 30 festivalgæster måtte køres til skadestuen med brækkede ben, farlige insektstik og store branderter…." Måske de skulle have benyttet sig af tilbuddet om "Aura-læsning", der var en af det års nyskabelser i bodområdet udenfor selve festivalpladsen. Ellers var et af de største problemer mangel på 1-kroner i boderne - hvilket undervejs fik arrangørerne til at love 110 kr. (i sedler), til alle de små folk blandt flaskesamlerne, hvis de altså kunne aflevere et hundrede 1-kroner til gengæld. Et tilbud om gratis kondomer var uhyre populært - og allerede lørdag var der udsolgt af de 2500 gummiovertræk der var indkøbt til lejligheden.
Southside Johnny levede, ifølge Horsens Folkeblad, op til favoritværdigheden: "…et næsten chokerende veloplagt band, der trykkede den af i den smukke, våde dyrehave… Koncerten i fredags er simpelthen en af de flotteste, mest udadvendte og veloplagte, der er set på dansk jord/mudder i mange år." Information havde for første gang sendt anmeldere til Skanderborg – og efter en veritabel nedrakning af den "forudsigelige gymnasiepop" fra navne som Frontline, OneTwo og The Lejbåls, konkluderede avisens (jyske) udsendte: "… er man ude efter rockmusik med sjæl, skal man finde den vest for Valby Bakke. Det er altså ikke sagt, for at være lokalpatrioter. Sådan er det bare, og så er dén ikke længere." Århus Stiftstidende fik hørt noget blues: "For dem som ikke kunne la´ luftgui-taren stå, var det øjensynligt som om gui-taren, scenen og stjernen blev mere og mere nærværende. Sky High gav et professionelt og traditionelt billede på blues-rock, når den vrænger lidt af verden." Og i selvsamme avis mente anmelderen at "Lørdagens absolutte højdepunkt var Lars Muhl", mens "…Lune Larsen førte Danmarks Smukkeste Festival til det vel nok største og bedste punktum set gennem de sidste mange år, selvom konkurrencen efterhånden er stor." Den lokale Ugeavisen havde en stor festival og et af anmelderens ganske særlige "øjeblikke" indtraf under koncerten med DDR-bandet Silly: "…da den østtyske sangerinde Tamara Danz fortolkede Stones-klassikeren Ruby Tuesday med en inderlighed og glød der ikke er hørt smukkere, siden Melanie gjorde det for 15 år siden." Ugeavisens anmeldelse havde i øvrigt overskriften "Rystende godt, Hug!" og i underrubrikken hed det at "Lars Hug & The Yuppies, men også Climax Blues leverede store oplevelser under den, musikalsk, hidtil flotteste rockfestival i Dyrehaven." De engelske sidste øjebliks gæster fra Climax Blues Band var slet ikke til at stoppe - og gav efter deres officielle koncert både en unplugged optræden på Marius Øltapper og, ud på de helt små timer, igen en elektrisk koncert i "piratbaren" Ingers Badepensionat.
Ved generalforsamlingen i oktober, kunne en glad kasserer præsentere et rekordoverskud på 945.000 Kr. Flere solgte billetter og heftig omsætning i boderne (alene øl og vand for 1,7 mio. kr.) var medvirkende til det store overskud - der blev hentet på trods af større omkostninger, bl.a. 1,2 mio. kr. til musikken alene. Men der er også andre udgifter - og efter at have betalt driften af festivalklubben og ikke mindst dækket underskuddet på spillestedet Søtoften, var det reelle overskud nede på 435.000 kr. Arbejdet med at drive Søtoften viser sig hurtigt for omfattende for klubben - der bare et år efter åbningen af stedet som rockklub, tilbyder kommunen at overtage lokalerne, kvit og frit. Kommunen takker dog nej. En lille revolution blev gennemført på generalforsamlingen - da man, efter i 9 år udelukkende havde opereret med frivillig arbejdskraft, vedtog fremover at frikøbe nogle af de hårdest arbejdende, for op imod 210.000 kr. om året. Af årets overskud blev der ellers uddelt penge til Medborgerhuset og omkring 100.000 kr. til diverse kulturelle tilskud.
I midten af 80erne huserede et hold aktivister fra Århus Universitet i bøgeskoven når der var festival. De havde deres egen lille smugkro, med en populær åben scene, i et telt der lå placeret i bodområdet. Flere gange blev det forsøgt at få et samarbejde i stand med Ingers Badepensionat, som stedet blev kaldt – men her ønskede man ikke at blive del af Danmarks Smukkeste Festival. I 1987 skabte festivalen derfor sin egen nat-café og spil-selv-scene - og helt i den hippie-ånd der siden kom til at præge stedet, fik den navnet Ram Jam. I starten blev musikken spillet fra en ladvogn, men langsomt udviklede Ram Jam sig til et selvstændigt telt - med egen bar, egen veludstyret scene, egne formænd og medhjælpere (omkring 400 i 2002) og ikke mindst et legendarisk bagsceneområde, hvor festen kørte til ud på de helt små timer. Folkene på Ram Jam så ikke primært sig selv som en del af festivalen - men drev nærmest et næsten autonomt område, med egne ideer om hvordan festen skulle laves og regler for hvordan den kørte. Også når det gjaldt hvervning af medarbejde, gjorde Ram Jam tingene på deres egen måde: "Oprindelig havde Ram Jam medhjælperne deres eget campingområde ved søen. En aften kom to fremmede (turister) i en kano og slog sig ned ved søbredden. Et par folk fra Ram Jam fik til opgave at bortvise dem - men i stedet endte det med at de blev hyret til at være campingvagter. De to (Sjællændere) er den dag i dag medhjælpere på festivalen", som den tidligere opstillingsformand Flemming Dybbøl husker det.
Med sin beliggenhed udenfor selve festivalen, tiltrak Ram Jam også et helt specielt publikum - for en stor dels vedkommende, mennesker der ikke nødvendigvis satte deres ben inde på den officielle festival. Frem til ´96 var der helt fri entré til Ram Jam området - og det betød også at publikum ikke på nogen måde var uniformerede eller ens, hvilket ifølge Flemming Dybbøl var en klar del af stedets charme: "På Ram Jam var det en endnu mere broget flok end på den øvrige festival. Der var alle mulige mennesker, folk, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for jobbet på Ram Jam. Både eksbankrøvere og narkomaner var i gang her - helt bogstaveligt."
Det der fra starten var et uorganiseret og aldeles uforudsigeligt show, hvor enhver kunne melde sig og komme til - udviklede sig efterhånden til et nogenlunde kontrolleret program, der bød på både jam sessions og mere tilrettelagte optrædener. Men i princippet kunne enhver komme til stedets toast-mastere og fremlægge sit ønske om at spille - og efterfølgende var det så den enkelte toastmasters opgave at sammensætte et program, der tilgodeså både publikum og musikere. I ´95 lavede Horsens Folkeblad et portræt af Ram Jam - og talte ved den lejlighed med toastmasteren Eva Kruse, der på det tidspunkt havde været med i 8 år: "Vi siger ikke nej til nogen. Alle skal have chancen for at spille på Ram Jam. Det er mange unges mulighed for at spille på en større scene, og den vil vi gerne give dem."
Der der især skabte Ram Jams ry, var dog at man ofte kunne møde ganske etablerede musikere - eller sågar stjerner - på scenen. Undervejs i festivalen havde man sine "runners" ude ved de andre scener, hvor det var deres opgave at lokke de mere kendte navne ned og give et nummer i Ram Jam. Gennem årene betød det besøg fra internationale gæster som bl.a. Andrew Strong og musikere fra Kid Creole & The Coconuts, Ritchie Blackmores Rainbow og Tower Of Power - og fra massevis af danske musikere, fra Gnags over Dizzy Miss Lizzy til Christian. Og når de først var ankommet til Ram Jam, blev de ofte hængende langt længere end planlagt - ikke mindst fordi nattefesten på Ram Jams bagsceneområde, klart hørte til festivalens bedste, mest anarkistiske og mest underholdende tilbud. Og gæsterne gik sjældent skuffede bort - slet ikke når de havde været i kontakt med de medhjælpere der havde job som "hyggere", med den ene definerede opgave at skabe god stemning blandt de besøgende musikere. Fotografer og de fleste pressefolk var forment adgang til Ram Jams backstage, hvilket var meget velovervejet fra stedets side, idet man her kunne opleve adskillige kändisser på mere end slap line - og at være fristed for kendte såvel som ukendte musikere (og stedets egne folk), var i høj grad et af målene for Ram Jam. Teltet blev bestemt ikke overrendt af pressefolkene - og ved en gennemgang af festivalens ellers bugnende scrapbøger, findes en af meget få beskrivelser af musikken i Ram Jam, i en ´95-anmeldelse fra Politiken: "De spinkle muligheder for musikalske overraskelser var da også størst på festivalens gratis-scene Ram Jam, hvor amatører og semiprofessionelle stod i kø for at optræde. Lørdag aften blev der således bevilliget fire numre til den lokale sangskriver Klaus Keldsen Hansen, der med sit band, som blandt andet talte den gamle steppeulv Stig Møller, leverede en medrivende omgang, der lød som Leonard Cohen-sange sandsynligvis ville have lydt, hvis de var blevet indspillet af Jim Morrison og Ray Manzarek."
I ´96 begyndte festivalen - presset på økonomien - at tage entré til den del af området der husede Ram Jam og techno teltet. Det skete ikke uden sværdslag fra folkene på Ram Jam, der var bange for at det ville koste publikum og ikke mindst noget af ånden. Den skepsis viste sig dog at være ubegrundet - og Ram Jam var stadig et af festivalens klare åndehuller, da man i ´97 kunne fejre 10 års jubilæum. Ved den lejlighed interviewede Politiken den daværende formand Per Tøstesen, der havde været med siden starten. Og hans kærlige beskrivelse af stedet var også en klar beskrivelse af den ånd der drev folkene i Ram Jam: "For mig er det her en legeplads for voksne. Børnene er med. Det hele er meget familiært. Vi har det herligt."
I Ram Jams sidste år, opstod der lidt af et modsætningsforhold mellem folkene bag stedet og resten af festivalen. Kritikerne mente at Ram Jam var blevet for selvtilstrækkelig og at der efterhånden var langt mellem overraskelserne på scenen - mens Ram Jams støtter omvendt mente at man efterhånden drev det eneste sted, hvor den oprindelige festival-ånd stadig kunne trives. Der blev forsøgt flere nye tiltag på Ram Jam i de sidste år -- men det var bestemt ikke med Ram Jam-folkenes billigelse, at ledelsen i 2002 satte et par kopi-bands på programmet, heller ikke selvom det betød fuldt telt i nattetimerne.
En epoke sluttede på generalforsamlingen i 2002 - og i formandens beretning hed det blandt andet:
"Ledelsen har længe ønsket at modernisere og videreudvikle festivalens udbud og generelle profil, hvilket der har været tænkt og arbejdet på i et par år. Ledelsen har i efteråret færdigbearbejdet en gennemgribende plan for ændring af området uden for pladsen, indeholdende en helt ny scene på Danmarks Smukkeste Festival. Ram Jam er derfor nedlagt til fordel for en ny scene.
Ram Jam har været en ubrydelig del af festivalens historie og har været arnested for helt fan-tastiske musikalske oplevelser. Ram Jam har også gennem årene været et af festivalens store aktiver, hvad angår image og festivaltroværdighed. Mange mennesker skal berømmes for at have lagt oceaner af sjæl og kærlighed i et sted, som på mange måder blev betragtet som en festival i festivalen. Det ville ikke være rimeligt "kun" at nævne de store lokomotiver som Jackie, Keith, Jørgen og Per i den sammenhæng, og vi håber derfor, at alle vil hjælpe med til, at vi får givet både ære og en stor tak til de mange personer, der har fortjent det."
Sidste koncert på Ram Jam blev en SMOKE ON THE WATERPIPE-JAM, der sluttede festivalen i 2002 - og ifølge årets program havde man til at styre tropperne hyret Ram Jam-veteranen "Karl Kolind, som manden der kan trække det allersidste ud af de tilbageværende musikere, der stadig kan holde på et instrument og samtidig få noget originalt ud af det…" Omkring 80% af de medhjælpere der arbejdede på Ram Jam var dengang i 2003 involveret i den nye scene Den Blå Planet og det tilhørende område.
(Delvis research og interview med Flemming Dybbøl: Carl Ancher Pedersen)
